Det er velkendt, at Vassula nedskriver budskaber, som hun videregiver til os, under Vor Herres diktat. Når det sker, ændres hendes måde at skrive på og bliver meget forskellig fra hendes utvungne, dagligdags håndskrift. Vassulas personlige håndskrift er normalt lille og tæt, skønt ordentlig og fint under hendes viljes kontrol. Derudover er den påvirket af hendes varme og forfinede personlighed, som har en god proportionssans. Derimod er budskabernes håndskrift karakteriseret ved sin orden, sin klarhed, sin regelmæssighed og en vis majestæt. Her svinder Vassulas personlighed ind for til sidst at træde helt i baggrunden bag det, der ved første øjekast bare ligner en lidt stiv og kunstig facade.

Som følge heraf rejser der sig det spørgsmål, som mange mennesker har stillet, selv om de bedømmer selve budskaberne positivt. Helt berettiget spørger de sig selv om oprindelsen og autenticiteten af denne ’inspiration’. Her ligger også oprindelsen til kritikernes mistanker; de bruger dette som et betydningsfuldt argument for deres modvilje mod budskaberne som sådan. Således påstår de, at det er en simpel udforskning af Vassulas egne psykiske dybder. Denne fortolkning reducerer skrifterne til det fænomen, der er kendt som paranormal skrift. Hvis det var tilfældet, ville vi ikke have at gøre med den kristne tros Jesus og en åbenbaring fra Ham. Det ville i stedet være noget fra Vassulas egen underbevidsthed, som gradvist kommer frem i lyset. Kritikerne ville måske sige, at der endda kunne være tale om en anden ’ånd’, og i så tilfælde kunne det kun være en ond en.

Hvad skal vi så mene om alt dette? Har vi i virkeligheden at gøre med en åbenbaring fra Herren til Hans Kirke, eller er det simpelthen et eksempel på det, man almindeligvis kalder automatskrift? Er det Vor Herres hånd, som skriver til os gennem Vassulas hånd, eller er det tværtimod Vassula, som i en trancetilstand beskriver det for os, der kommer op til overfladen fra hendes underbevidstheds dybder? Bliver hun ledt af en snyltende ånd, som det var bedst at få identificeret, for at vi ikke skal lade os bedrage af én, der bliver præsenteret for os som kommende fra Herren? I det første tilfælde ville vi have at gøre med inspireret skrift. I det andet tilfælde ville vi have at gøre med overnaturlig skrift eller automatskrift.

Hvad er automatskrift?

Det er en skrift, som involverer enten overnaturlige fænomener eller en slags spådomskunst. I vores kald som djævleuddrivere kommer vi ikke sjældent ud for dette fænomen. Hånden på et menneske, som frivilligt har overgivet sig selv til denne form for styring, skriver af sig selv; den skriver ikke ved hjælp af bevidst tankevirksomhed eller intelligens. I stedet bevæges den af en ukendt kraft, som ikke er underlagt den skrivendes vilje. Sommetider, i ekstreme tilfælde, er det redskabet (kuglepen eller blyant), som af sig selv og ved den blotte kontakt med en finger, begynder at skrive et budskab.

Budskabet kan være af høj litterær værdi, eller endda åndeligt, eller det kan gå i retning af det bizarre, det latterlige eller det vulgære. Sommetider fortæller det om en verden hinsides vores, som er et fantastisk paradislignende sted; eller også kan det give nogle simple råd til skriveren, eller give ham ordrer angående hans daglige liv. Til tider besvarer det simpelthen de spørgsmål, der bliver stillet, hvad enten det er om afsenderens identitet: ’hvem er du?’, eller det drejer sig om ting, som tenderer imod det farlige område, som spådomskunsten er. Til tider kan automatskrift forudsige fremtidige begivenheder, som faktisk virkelig kan indtræffe. Således kan den afføde usandheder; den kan også simpelthen åbenbare en indbildt, men plausibel fortid, som leder skriveren til den falske og vildfarne tro på reinkarnation.

Lad os her se bort fra spørgsmålet om det, vi kan kalde problemet omkring automatskriftens litterære kendetegn. Det er i virkeligheden temmelig usædvanligt, at taleren, som for eksempel hævder at være Lamartine, faktisk skriver noget af en kvalitet, der er Lamartine værdigt. For det er personens egen underbevidsthed som, selv om han kan have hentet nogle tanker hos Lamartine, kun udtrykker noget i ham selv og ikke fra den kendte forfatter.

For at blive inden for rammerne af denne indledning så lad os også her se bort fra den til tider alvorlige risiko, som de, der bevidst giver sig selv hen til det overnaturlige fænomen, automatskrift, udsætter sig for. De risikerer, at personligheden bliver splittet, al den stund det underbevidste stiger op til overfladen, mens den psykologiske årvågenhed holdes hen i en slummer eller som en passiv lytter. I ekstreme tilfælde kan dette resultere i en slags kunstig skizofreni. Der er også risici på det åndelige plan, hvor en ond ånd kan udnytte denne mangel på agtpågivenhed hos personen og derved blande sig, og således tage magten over personen. I det ene tilfælde er resultatet vanvid eller en tilstand af trance, i det andet tilfælde er det en dæmonisk parasit! Det er de to store farer, som det til tider kan svært at undslippe.

Hvad med tilfældet Vassula?

Lad os nu se grundigt på, hvad det er, der sker med Vassula. Der er tre situationer at tage i betragtning.

- I den første situation modtager Vassula en ’lokution’ fra Herren, et indre ord. Hun kan på det tidspunkt befinde sig i en kirke eller på et offentligt sted. Hvis lokutionen er et budskab til alle, skriver hun det ned, når hun er kommet hjem. Det er på det tidspunkt, hendes hånd bliver ført af Herrens hånd, og hendes personlige grafologiske karakteristika bliver forvandlede. Fra at være hendes egen håndskrift, der er lille, levende og hurtig, og med en let hældning til højre, bliver den en rank, meget ordentlig, rolig og tydelig håndskrift uden noget særligt følelsesmæssigt præg. Under alle omstændigheder er det ikke automatskrift, for hun modtager først og fremmest et indre ord, som siden bliver fulgt op af den egentlige nedskrivning af lokutionen. Vi har i denne situation ikke at gøre med det overnaturlige.

- I den anden situation er det et diktat, som gives af Herren til Vassula, som simpelthen skriver det ned, hun hører. Hun er da i den samme situation som enhver anden sekretær over for sin arbejdsgiver. Det betyder, at hun bevarer sin egen selvkontrol, sin frihed og den fuldstændige kontakt til omgivelserne. Hun kan således afbryde nedskrivningen på et hvilket som helst tidspunkt; for eksempel kan hun tage telefonen og så bagefter fortsætte, hvor hun slap. Heller ikke her er det grafologiske mønster i hendes bogstaver hendes sædvanlige mønster. I stedet er det en vertikal, rank håndskrift, der er let at læse og altid fredfyldt og regelmæssig i sit åndedræt. Selv om hendes håndskrift her er anderledes, bevarer Vassula fuldstændig kontrol over sig selv og den frie brug af sine bevidste åndsevner. Hun skriver simpelthen, i hånden, det ned, som hun modtager i en indre vision af Jesus, og som hun hører fra den stemme, der inspirerer hende. Vi er således langt fra automatskriften.

- Sluttelig, i den tredje situation, som til tider blandes med den foregående, modtager Vassula et indre lys, der indgydes i hende og ikke indeholder nogen klart udtalte ord. Det er dette, mystikerne kalder en ’bevægelse’ af Helligånden (enten åndelig eller intellektuel), som så skal udtrykkes på vores sprog med præcise ord og vendinger, og kan kræve forskellige udtryksmåder som, til tider, er omstændelige. Så skynder Vassula sig at nedskrive den ’indsigt’ eller ’forståelse’, som hun lige har modtaget på denne ’indgydte’ måde. Det er da, når hun begynder at skrive med sin egen, spontane håndskrift, at Herren griber ind og former bogstaverne skrevet af Vassulas hånd til Hans egen smukke håndskrift som for at give denne åbenbaring en besegling fra det høje. Der er således på ingen måde tale om automatskrift. Som for at overbevise os om dette fortsætter Herren af og til på en anden måde. Sommetider er budskaberne der skal videregives meget lange, og den tid, der er til rådighed, er kort. Så tillader Herren Vassula at skrive budskabet med sin egen håndskrift, som er kvik og levende. Dette viser meget godt, at det på ingen måde er en forudsætning for Vassula at skrive på denne måde, eller at blive ledt af en eller anden ’ånd’. Hendes åndelige ’oplevelse’ har da overhovedet intet tilfælles med fænomenet automatskrift.

Det er hieratisk (hellig) skrift

Lad os se nøjere på denne rolige, værdige skrift, som er regelmæssig i sine bevægelser og bestandig besjælet af en vertikal tendens. De midterste bogstaver eller vokalerne er ikke trængt af sløjferne og de lodrette streger, der ikke desto mindre er fremherskende, og bevæger sig med lethed og på en hjemmevant måde i det rum, der er deres eget, selv om de til tider er en smule sammenklemte midt inde i ordene. Men teksten lever i det rum, der er til rådighed.

Frem for alt er der en kontinuerlig bevægelse af kommen og gåen, som gør, at skriften som helhed er orienteret fra høj til lav og fra lav til høj. Håndskriftens tekst giver et indtryk, der er mere vertikalt end horisontalt, med en meget tydelig overvægt i højden. Der er derfor intet heri, der fornægter det dybe og instinktive liv, men denne dybde beherskes og domineres af de højere åndsevner. Der er da intet i denne håndskrift, der viser tilbage til fortiden, og overraskende nok intet, der peger frem imod fremtiden; det er som om, kun nuet er vigtigt, eller rettere, som om alt er til stede i et enkelt I DAG.

Samtidig er der intet tegn på noget egocentrisk tilbageslag. Der er absolut intet, der antyder en falden tilbage til selvet, og over for andre er der en tendens til diskretion, lethed og en konstant opløftethed. Overalt skinner højsindethed, elegance og utrolig klarhed igennem. Det eneste vigtige er den dobbelte opad- og nedadgående bevægelse, der udgør den gentagne indre rytme. Til tider nedstiger den til de jordiske, menneskelige dybder (som er inkarnationens bevægelse), og til tider er der et tydeligt løft imod et højere væsen, som ikke kan være andre end Faderen. Endvidere er der en smule stivhed og kunstighed i håndskriften, hvori det, i det mindste ved første øjekast, er svært at se et menneskeligt temperament, som er udtryksfuldt og foranderligt (som man også ser det i Vassulas spontane håndskrift). Her er denne dimension bestandig rettet imod det høje, gjort relativ, og forsvinder bag det, der kunne ligne en maske. Faktisk får denne skrift med sit udseende én til at tænke på Hebræisk, det hellige sprog par excellence, på hvilket Gud talte til Moses og hans folk på Sinai-bjerget for at åbenbare deres kald. Det er derfor, vi beskriver denne skrift som ’hieratisk’.

Hvad er hieratik?

I det antikke teater bar skuespilleren en maske for at skjule sit menneskelige ansigt og for at blive ét med den persons ’sindsbevægelse’, som han spillede i dramaet. Således forsvandt den velkendte person bag den eller det, han repræsenterede. Når Vassula skriver under Herrens diktat, er der noget lignende i denne skrift, som vi kan kalde ’hieratisk’. Hun forsvinder – hun bliver udvisket bag Ham, som skriver til os. Lad os gå endnu videre. I liturgien er den hieratiske gestus bevaret i Den Store Orientalske (Ortodokse) Bøn, og op til tiden for Konciliet eksisterede den også i den romerske eller latinske liturgi. Det er en hellig, eller mere præcist, en sakraliseret gestus. Den udtrykker ikke et menneskeligt temperament (præstens eller hans assistents), som den bremser eller begrænser. Den er udført af et menneske af kød og blod, som har sin egen personlighed, sine egne følelser, sine fejl og sin egen nationalitet; men den er først og fremmest en guddommelig gestus. Alt, hvad der angår individet selv og dets sociale eller nationale oprindelse, skal udviskes bag en indstilling, der foreviger sig selv på en uforanderlig måde gennem tid og rum: for den hieratiske gestus er hinsides tiden. Den er en Guds gestus, der bliver udført af et menneske. En sådan gestus forbliver altid den samme gennem århundredernes omskiftelser og skiftende himmelstrøg og nationaliteter.

Dette er årsagen til, at den synes kølig og ufleksibel. Der er her en risiko, for hvis gestusen forbliver uforanderlig, vil det måske mislykkes at overbringe ånden; gestusen kan da blive som en gren, hvori saften ikke længere løber. Det er årsagen til, at det andet Vatikaner-koncil ønskede at levendegøre de liturgiske gestus og igen give dem en mere menneskelig karakter, der er tættere på vores moderne gemyt, men altid under den betingelse, at vi ikke glemmer, at de først og fremmest er hellige gestus og ikke et medies. Liturgien er først og fremmest en bøn, og ikke teater. Det er et arbejde, der er både menneskeligt og guddommeligt, og det er således ikke kun et udtryk for vores individuelle eller kollektive gemyt. Vi kan ikke altid være sikre på, at denne anden risiko altid omhyggeligt bliver undgået i vores konciliære liturgi.

Lad os nu vende tilbage til Herrens ’smukke skrift’, som Vassula ynder at kalde den. Den er således en hieratisk skrift, med andre ord, en hellig skrift, som er uden menneskeligt præg. Den er enkel og uden menneskelige karakterpræg, men den er samtidig iklædt en vældig majestætisk højtidelighed. Man kan bestemt se et følelsesmæssigt tilhørsforhold her, men det er rettet imod det høje. Det er, med andre ord, er rettet imod ånden i mennesket. Uden at tage det rationelle indhold i betragtning, som udtrykkes i budskabet, vækker skriften i sig selv en stor fred i os, til hvem den er rettet, og den udstråler lys og ophøjet ro. Denne skrift er i sandhed smuk og kan kun være god!

Hvad er årsagen til denne hieratiske skrift?

Et spørgsmål står tilbage: hvorfor har Herren i disse budskaber, som Han overdrager til Vassula, valgt at bruge denne hieratiske skrift, som Han, så vidt jeg ved, ikke bruger i andre lignende situationer? Der er også mange andre sjæle, som modtager åbenbaringer fra Herren, uden anvendelse af denne skrivemåde.

Man må først og fremmest overveje, om det nu også er første gang, det er sket? Det er et spørgsmål, man kan stille sig selv. Er Bibelen ikke pr. definition Guds arbejde, selvfølgelig skrevet af menneskelige hænder, men under Helligåndens inspiration? Det tjener os vel at huske på dette, for der er mange steder i Johannes’ Åbenbaring, hvor Gud selv gør brug af de håndskrevne skrifter dels for at bevare budskabet og dels for bedre at kunne udbrede det, men først og fremmest for at kunne præge det i vore hjerter af kød.

Det er det, der skete for profeten Habakkuk, der, ligesom vi, var bekymret over Guds forbavsende tavshed over for hans folks bønfaldelser og strømmen af ondskab. Han besluttede at: ”Jeg vil stille mig på vagt og spejde for at se, hvad Herren vil sige til mig, hvad jeg får som svar… Så svarede Jahve og sagde: ’Skriv synet tydeligt på tavler, så det er let at læse, for synet gælder først den fastsatte tid: usvigeligt iler det mod målet… hvis det trækker ud, så vent, for det kommer, det udebliver ikke… den retfærdige skal leve i tro’” (Hab. 2:1-4). Sammenlign også i Johannes’ Åbenbaring Herrens brev til Hans syv menigheder: ”Skriv til menighedens engel i Efesus…” (Åb. 2:1). Læg også mærke til denne uventede og meget betydningsfulde afbrydelse: ”Da de syv tordener talte, ville jeg skrive, men jeg hørte en røst fra himlen sige til mig: ’sæt segl for det, de syv tordener har sagt, og skriv det ikke ned’ ”.

Selv om man ikke i disse tilfælde kan sige, at det er Gud selv, som skrev ved Sin profets hånd, er der ikke desto mindre to tilfælde, hvor dette tydeligt bliver sagt.

Er det i virkeligheden ikke Gud selv, som ved Moses’ hånd prægede De Ti Bud i en hård sten for at præge dem i hans folks forhærdede hjerter? De Ti Bud var ’skrevet af Guds finger’ (2. Mos. 31:18), men selvfølgelig var det ved Moses’ hånd. Det er bevist ved ordene: ” Tilhug to stentavler… og Jeg vil skrive på dem.” Men Gud sagde til Moses: ”Skriv disse ord ned… og Gud skrev Pagtens ord, De Ti Bud, på stentavlerne” (2. Mos. 34:1, 27-28). Selv om vi ikke har set de to stentavler, præget af Guds hånd gennem Moses’ hånd, er det klart, at brevenes typografiske natur, deres ’skrift’, var på det hebræiske sprog, og således hieratisk eller hellig, med udvisket personlighed. De afspejlede ikke Moses’ menneskelige sindelag . I stedet afspejlede de Guds kraft og transcendens, , for Han var ikke blot den, der inspirerede til dem, Han var også lige netop ophavet til dem; som der står: ’Gud skrev…’ Endelig må vi også huske på, at Jesus selv, Menneske-Guden, Faderens evige Ord, en dag skrev på jorden med Sin egen hånd! (Joh. 8:6). Det er tydeligt for troens øjne, at ethvert forsøg på at foretage en grafologisk analyse her kun kan fejle over for denne skrift, som ikke kan rubriceres i nogen kendt kategori af skrifttype, af hvilke der nødvendigvis er et begrænset antal. Hvorom alting er, er den bestemt tættere på Vassulas hieratiske skrift, end den er på vores egne personlige håndskrifter, som kan henføres til de veldefinerede kategorier.

Et brev fra Herren til Hans Kirke

Hvis derfor Herren, når Han taler til os, ikke bruger Vassulas sædvanlige hurtige, følelsesbetonede og meget bevægelige håndskrift, og i stedet foretrækker at bruge denne hieratiske og transcendente håndskrift, har Han Sine grunde. I al ydmyghed, og uden at overdrive, ser det ud til, at jeg kan fastslå følgende:

I andre budskaber, som er betroet andre privilegerede sjæle, taler Herren til alle sjæle af god vilje, til tider til specifikke personer, til tider til kirkesamfund, eller endda til alle troende (hyrderne og lammene). Her taler Han imidlertid først og fremmest til hyrderne, til dem, som er ansvarlige for Hans Kirke; dem, som i Johannes’ Åbenbaring kaldes ’menighedens engel…’ Det er således et BREV TIL HANS KIRKE, som i den grad har været splittet igennem meget lang tid, og som stadig er truet af interne splittelser, meget ofte forårsaget af personlige grunde, snarere end af forskelle i de liturgiske traditioner eller forskellige teologiske retninger. Desuden kunne ingen andre end Gud Selv sammenfatte i én åndelig enhed, i én enkelt teologisk vision, i ét enkelt helligt ritual, det fuldstændigt ubeskrivelige mysterium om de Tre, som er Én!

Jesus ønsker ved denne Tidernes Ende, i denne Folkenes Tid, at vi skal komme i direkte berøring med det faktum, at det virkelig er Ham, som taler og skriver til os. Sekretæren er i denne sammenhæng uden betydning og skal forsvinde for vores blik. Dette er sandt i en sådan grad, at selv hendes personlige håndskrift, som afslører hendes inderste væsen, skal forsvinde bag denne håndskrift, som nok fremtræder upersonlig og kunstig, men tværtimod er transcendent. Det er nøjagtigt ligesom med en sekretærs personlighed, som kommer til udtryk gennem hendes håndskrift, men som forsvinder fuldstændigt bag skrivemaskinens trykte bogstaver.

Her er det derfor Herren, Menneske-Guden, som taler. Han gennembryder alle grafologiske personlighedskategorier og inddelinger, som man kunne forsøge at indespærre Ham i. Han er den, som går ud over alle vores psykologiske kategorier, alle vores teologiske retninger, som vi bruger til at definere Ham med. Han er den Ene, om Hvem alle vores hellige ritualer og vores forskellige liturgiske traditioner forsøger at fremstamme mysteriet, uden nogensinde at være i stand til at udtømme det.

Og Han taler til Sin splittede Kirke. Han skriver et brev til den for at bekendtgøre, at Hans genkomst er nært forestående, og Han opfordrer os til vores hjerters omvendelse til Hans Hjerte i forening med Hans Moders Hjerte ved deltagelse i den forening, især i forbindelse med påskens forenede liturgiske højtideligholdelse. Så kan hele menneskeheden tro, at Jesus er genopstået, og at Han i sandhed er Guds Søn og alles Frelser (Joh. 17:21-23).

Ved at give Sin skrift denne hieratiske og hellige form, der ligger så tæt på ikoner og vækker mindelser om hebræisk, Åbenbaringens sprog, ønsker Herren måske at sige noget endnu dybere! Ønsker Han mon ikke at minde os om, at Han er ophavet til Bibelen, der illuminerer hele vores menneskelige historie, og at Han, efterhånden som vi når til slutningen af denne hellige Historie, griber personligt ind for at åbne Åbenbaringens Bog og åbenbare det mysterium for os, som den rummer?

Man kan ikke undgå at blive mindet om passagen i Johannes’ Åbenbaring, som fremkalder så stærke mindelser om Vassulas åndelige oplevelser: ”Bag mig hørte jeg en høj røst som af en basun, som sagde til mig: ’Hvad du ser, SKRIV DET I EN BOG og send den til de syv menigheder’. Jeg vendte mig for at se, hvem det var, der talte, og jeg så midt imellem de syv guldlysestager (de syv menigheder) en, som lignede en menneske-søn, som sagde til mig:’ Jeg er den første og den sidste, Han som LEVER…Jeg var død, og se, Jeg lever i evighedernes evigheder, og Jeg har nøglerne til døden og dødsriget…’ ” (Åb. 1:10).

”Den, som har øre, han høre, hvad Ånden siger til menighederne!” (Åb. 3:6).

Jeg kunne tilføje, at Vassula, i sin egenskab af sekretær, normalt og i respekt for sin Mester, skriver Hans diktat i knælende stilling. Måtte vi derfor ikke også på vores knæ (i det mindste i overført betydning) modtage dette brev fra Vor Herre til Hans Kirke, til de syv menigheder, som vi er?

Christian Curty

(Denne artikel er lagt ud på sitet den 10.10.2003 i 2. udgave. Red)