Vassula i Le Mans, Frankrig 1999

Lørdag den 16. oktober 1999 var Vassula i Le Mans i Frankrig. Netop denne dato var styret af Forsynet, da det både var den liturgiske højtideligholdelse af skt. Margaret Mary Alacoque (født i Vesosvres i 1647; død i Paray-le-Monial i 1690) og årsdagen for det pontifikale valg af Pave Johannes Paul II. På denne dag forenede Jesu hellige hjerte således Hans budbringere: skt. Margaret Mary og Vassula.
Kl. 14.30 var Palais des Congrès allerede fyldt med 1400 mennesker, som var kommet fra hele Frankrig og endog fra så fjerne lande - Benin, Togo, de Vestindiske Øer, Madagascar, Vietnam og Ile de la Reunion. Efter en varm velkomst introducerede Andre Roueil Fader Theophilus, som startede med at hilse tilhørerne fra Madagascar velkommen på madegassisk og derefter talte til os om profetiens nådegave. Så holdt Vassula følgende tale:

I dag har jeg valgt budskaber om det hellige hjerte, eftersom jeg vil tale om det hellige hjerte i dag. Jeg valgte det, som er hjertet af det hellige hjerte, dvs. budskaber som for fortæller os om, hvordan Guds hjerte er. Som læsere af Sandt Liv i Gud ved, dækker disse budskaber mange emner. Det er ikke kun en introduktion til eller en præsentation af det hellige hjerte.

Der er andre budskaber - jeg kunne nævne hele sider - som introducerer os for Helligånden, den tredje guddommelige person i den hellige Treenighed. Det er fordi, vi ikke kender Helligånden særlig godt, vi kender Ham kun lidt. Derfor lærer Jesus os om Ham, ja faktisk taler Helligånden selv. Der er mennesker (mennesker som tror på Kirkens lære og går i kirke regelmæssigt), som sommetider siger til mig: ”Men Helligånden - er det en person eller et symbol eller en due? Hvad er det?”

Vorherre kender os, og vi lever lige nu i dette frafald (og vi må ikke blive overraskede, hvis der kommer nogle negative reaktioner), og som Jesus siger i mange budskaber: “Ecclesia vil leve igen”. Ecclesia er et græsk ord, der betyder “Kirke”. Det er basis for meget håb, for Ecclesia - Kirken - vil leve. I begyndelsen spurgte Vorherre mig om ting, som var som bjerge for mig, fordi - til dem som ikke kender mig - jeg aldrig gik i kirke, jeg har aldrig gået i søndagsskole, jeg vidste ingenting. Al læren fra Sandt Liv i Gud blev givet til mig i mit indre gennem Guds stemme, sommetider som en lokution eller senere som indsigter, der blev sendt ind i mit intellekt: hvad Gud tænkte, hvad Han ville have mig til at skrive, uden talte ord, men jeg forstod, hvad Han mente, og jeg skrev det ned.

Men først vil jeg gerne fortælle jer, hvad der er sket fornylig på mine rejser. For to måneder siden blev jeg inviteret til Japan. Det var ikke første gang, jeg var i Japan - det var tredje gang. Det overraskende og anderledes fra tidligere invitationer var, at denne invitation kom fra Hiroshima - hvor atombomben eksploderede - og den kom fra buddhistiske munke, som gerne ville høre en kristen persons vidnesbyrd. De ville vide mere om Jesus og Maria. Jeg var overrasket over denne invitation, men jeg tænkte, at de gerne ville vide mere om fred, Guds enhed, som nu kalder på os. Jeg tog til Hiroshima, og der var nogle katolikker, endda en biskop, og tre buddhistiske munke, heriblandt prioren, kaldet “bonzen”, til at byde mig velkommen. Der var også nogle læg-buddhister. Jeg vidste ikke, at japanske buddhistmunke gerne må gifte sig. Jeg fik at vide, at deres koner læste TLIG. På mit værelse på hotellet åbnede jeg en lille kopi med TLIG-skrifterne og faldt over disse ord:

Selv fremmede, ja selv disse har lyttet til Min stemme og har forstået Mine ord. (20. september 20 1989)

Når vi læser Sandt Liv i Gud, giver Vorherre os mange profetier, dvs. at Vorherre siger ting, men vi forstår dem ikke med det samme, og når vi senere læser dem igen - med tanke på alt det, der er sket gennem næsten 14 år - kan vi se, at alt det, Han har sagt, er gået i opfyldelse. Han fik mig til at forstå, at selv mennesker, der aldrig har vidst, hvad Kristus er, og som ikke er kristne, i vor tid vil ønske at høre Hans ord. Og Hvem står bag det? Det gør Helligånden. Helligånden arbejder nu, og vi taler om en ny pinse, om den anden pinse.

Man må ikke sætte sig til at vente på dagen for denne nye pinse, for den er allerede begyndt. Gud taler meget højt med meget stærke symboler. Selv når man i de hellige skrifter ser udtryk som ”stjerner vil falde ned på jorden” osv., så er det Guds udtryk. Jeg har opdaget, at Guds udtryk ikke tager form på en materiel måde. Det betyder, at profetier kan finde sted lige foran én, uden at man er klar over det, fordi det, der sker, næsten er naturligt. For eksempel taler Vorherre om denne anden pinse og om den ny æra, som skal komme, og som vil være fyldt af Helligånden, og der vil være en lutrende ild. Jeg forstod ikke helt, hvordan alt dette ville finde sted. Vil det være en dag med en anden pinse, hvor alle på samme tid vil tale og synge i tunger og profetere? Ja, hvad er egentlig denne anden pinse, som selv Pave Johannes XXIII har bedt så meget for skal forny Kirken?

Endelig - men først da Gud ønskede det - var det, mens jeg var ved at give vidnesbyrd på fransk foran et tv-kamera, at jeg lige pludselig blev givet en indsigt, så jeg kunne forstå, hvad den anden pinse er. Når det kommer fra Gud, vil jeg bare hoppe op og ned af glæde, fordi det er så enestående. Jeg føler denne glæde: så er det nu. Det er ikke mig, som opdager det; det er Gud, som afslører det. Så forstod jeg, at den anden pinse allerede begyndte for et par år siden. Den anden pinse er individuel. Tag for eksempel en person, der har været åndeligt død i mange år. Man tror, det er håbløst, at den person aldrig vil finde Gud, og at han slet ikke er interesseret i åndelighed. Og hvad sker der så pludseligt? Det er Helligånden: han hører et ord eller læser en sætning. Det er Helligånden, som løfter ham op og får ham til at genopstå åndeligt.

Hvordan kan vi se forskellen hos en person, som overholder sin religion, som altid har overholdt sin religion og har været troende, og den samme person som er blevet fornyet af Helligånden? De, som nu er blevet fornyet, er fyldt med Helligåndens brændende ild. De bliver vidner og er fyldt med begejstring for Gud. De laver ikke andet end at give vidnesbyrd, og de sætter Gud før alt andet. De er som helt nye personer, og denne ild er altid til stede, dvs. at Gud er i dem, brændende, og de er vidner og bliver de sidste tiders apostle. Da jeg rejser meget, ser jeg denne glød overalt. Når man møder Gud, er dette den nye pinse, det er den individuelle, anden pinse, i alle.

Alt dette bliver større og større, og det når nu ud til selv buddhister. I Bangladesh, hvor jeg var for nylig, var der 5000 mennesker til mødet, og mere end halvdelen var muslimer. De lytter til dette guddommelige budskab, et kald om kærlighed, et kald om enhed, et kald om forsoning. Dette sidste er det stærkeste kald i Sandt Liv i Gud: forsoning. Uden forsoning er der ingen enhed, og det viser, at kærligheden mangler. Men eftersom Gud er alnådig, fortæller Han os gennem budskaberne fra Sandt Liv i Gud, hvordan vi skal tage det første skridt, og hvordan vi opnår forsoning. Det vil vi opnå gennem anger, fordi frugten af anger er kærlighed, og med kærlighed kan man gøre alt, og kan man blive forsonede. Og vi ved udmærket godt, at så længe vi er splittede, er vi ikke i overensstemmelse med Guds måde at tænke på, for det er imod Guds måde at tænke på. Det er djævelen, splitteren, som holder os splittede.

Buddhisternes reaktion var enestående. Jeg talte om Jomfru Maria og om hendes budskaber. Jeg talte om Jesus og om Hans kærlighed. Jeg talte om den hellige Treenighed. Jeg sagde det hele, som jeg skulle, og ventede på deres reaktion. Så kom bonzen hen til mig, og det, han sagde, vil stå i det næste nyhedsbrev med information fra Sandt Liv i Gud. Buddhister er allerede ved at tage skridtet mod kristendommen for at udforske Treenigheden, og derfor var det Jesu triumf i Japan, denne gang, for hvis de allerede accepterer budskaberne fra Sandt Liv i Gud, den treenige åndelighed, er der meget håb for Japan, og hver gang jeg tager til Japan, møder jeg mennesker, der er parate til at blive døbt. De var hedninge, ikke engang buddhister, og pludselig blev de kristne. Omvendelser til kristendommen finder konstant sted i Japan, og det er takket være Helligånden.

Jeg vil også gerne sige et par ord om de skridt, man skal følge i Sandt Liv i Gud. Der er et kald om forsoning og enhed mellem familier, nationer og inden for Kirken; den enhed som Kristus kalder os til: at forene Hans Kirke. Men Sandt Liv i Gud er også en lære om Helligånden, og det er også en åbenbaring af Marias hjerte, dvs. hvem er Maria, hvad er Marias hjerte ... det er en hel lære om Maria. I Sandt Liv i Gud er der også alvorlige og endda sørgelige budskaber om den tilstand, som Kirken befinder sig i på nuværende tidspunkt. Men når Gud taler – det skal man altid vide – når Gud taler, fortæller Han os, hvad Han finder af fejl hos os (for vi kan sige, at ingen virkelig er perfekt), men eftersom Han er Faderen, siger Han det med kærlighed, og når Gud taler, slutter Han altid på en håbefuld måde. Gud løfter sjælen op, Han trykker aldrig sjælen flad, og det er sådan, vi genkender Gud, Hans kærlighed, Hans strålende kærlighed. Hvis Han griber ind, er det ikke i min personlige interesse, men i Kirkens interesse og alles interesse. Vi er Kirken, og Gud taler for Kirkens fortjeneste.

Nu vil jeg gerne bede en bøn, før jeg giver jer nogle få afsnit fra det guddommelige kald, som jeg kalder brudekaldet, fordi Guds hjerte et det brudekammer, som vi alle skal nå og træde ind i.

I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen
I Din store forbundethed har Du,
hele menneskehedens elsker, sunget hymner til os
for at fryde os; Du, som en brudgom, der forbereder en banket for sin brud,
har Du for alle os forberedt en royal banket, så vi
alle kan feste med
gavmildheden i Dit hus.

Du giver os at drikke
fra din glædens flod, ja,
for hos Dig, Herre, er
livets kilde, ved Dit lys
kan vi se lyset.
Som et dådyr, der længes efter rislende bække,
må vore sjæle længes efter Dig, min Gud,
må vore sjæle tørste efter Gud,
Livets Gud
Håbets Gud
Trøstens Gud.

Lad vore sjæle nyde Din sødme
som lærer os noget
ved at tale til os på den dejligste måde.
Amen

(22. juni 1998)

Da jeg var i Japan, ved Sofia Universitetet i Tokyo, var der en professor, en jesuit, der hed Fader Valera. Han er en anset teolog, og når han taler, forstår jeg sommetider slet ingenting. Det er et sprog, som går over min forstand, og som måske er lidt teknisk og derfor svært for mig at forstå, og så beder jeg ham om at forklare mig, hvad han mener, på den mest enkle måde. Så gentager han, hvad han har sagt. Engang fortalte han mig, at han havde opdaget noget enestående i Sandt Liv i Gud. Jeg spurgte ham, hvad det var. Han svarede: ”Den Lectura Divina som vi har mistet.” Så spurgte jeg ham: ”Hvad er Lectura Divinia?” Han fortalte mig, at der engang var en tid, hvor den katolske Kirke lærte at forstå Bibelen, ikke ved at læse et afsnit og analysere det læste, men ved at tage forskellige afsnit og sætte dem sammen og derved finde en forklaring.

Og hvis man læser Sandt Liv i Gud, lærer Jesus os f.eks. om frafald. Folk spørger mig, hvordan jeg får budskaberne. Jesus ønsker, at jeg altid har Bibelen med mig, fordi Han giver mig afsnit, jeg skal forklare, og sommetider skal jeg skrive ned i Sandt Liv i Gud, som Han forklarer de afsnit for mig. Så sker alting så hurtigt. F.eks. siger Han ikke: ”Åben Bibelen på Ezekiel, kapitel 28.1.” Nej. Han spilder ikke Sin tid på den måde. Han siger: ”Åben Bibelen.” Så åber jeg Bibelen et tilfældigt sted, i blinde og med fuld tillid til Ham, og Han siger: ”skriv.” Så åbner Bibelen sig nøjagtig der, hvor det var meningen. Han er hurtig på den måde, og jeg skriver. Han siger til mig: ”stop nu, nu er det Mig, som vil diktere,” og Han dikterer. Så siger Han pludselig: ”Stop; åben Bibelen.” Jeg åbner Bibelen et tilfældigt sted, og Han siger: ”Skriv.” Alt dette sker med enestående hastighed.

Han siger ikke til mig: ”Åben Bibelen, jeg vil forklare det for dig.” F.eks. angående frafaldet siger Han til mig: ”Åben.” Jeg åbner og finder Daniels bog. Jeg skriver det afsnit. Han siger til mig: ”Åben Bibelen igen.” Jeg åbner den på Ezekiel 28, som også handler om frafald, oprøret, oprørsånden. ”Åben Bibelen igen.” Jeg åbner Bibelen, og jeg slår op på Andet Thessalonikerbrev, kap. 2, hvor Paulus også taler om frafaldet, og om oprør, og om oprørsånden. Og igen: ”Åben Bibelen.” Jeg åbner Bibelen, og jeg slår op på Apokalypsen osv.

Det er på den måde, det foregår i Sandt Liv i Gud. Hvis I ser bibelske passager, så vid, at det skete nøjagtig, som jeg har beskrevet det. Han sagde til mig: ”Åben, her er det. Sæt så alt dette sammen, det har en mening.” Fader Valera har lært mig, at det kaldes ”Lectura Divina”.

Det gælder også for f.eks. de to vidner, de to hjerter som vidner. De to hjerter er Jesus og Maria; de to hjerter som vil sejre ved tidernes ende. De vil sejre, fordi Jesus vil sejre. Sommetider spørger folk: ”Men hvornår, hvornår?” Når vi ser på alt det, der sker, siger vi: ”Men Jesus, er det Din tid nu? For Du sagde, at det var min tid; min tid er kort, men Din er ettusind år. Men Din tid må være ved at begynde.” Sejren er nær. Kampen er hård, for Satan giver ikke op, og han vil altid narre folk. Han vil altid holde dem splittede.

Men angående de to hjerter: En dag sagde Vorherre til mig: ”Åben Bibelen.” Jeg åbnede på Johannes Åbenbaring kap. 11 om de to vidner. Det var juleaften, og Han sagde til mig: ”Dette er en julegave til dig.” Han fortæller os, hvordan det sker. Han beskriver det afsnit: De to hjerter er Jesu og Maria hjerter, for i dag profeterer De. Maria viser sig overalt, og det gør Jesus også. Det er et vidnesbyrd, og De bruger redskaber til at videregive Deres ord. Deres vidnesbyrd bliver angrebet hårdt, og alle ved det. De bliver angrebet, fordi verden er blevet så rationalistisk, at den ikke længere tror på det guddommelige, at den ikke længere tror på mirakler, og at den ikke tror på, at Gud er levende, at Han kan tale.

Da Jesus forklarede Johannes Åbenbaring kap. 11 for mig, sagde Han: ”Åben også Zakarias’ Bog 4.4.” De to grene fra oliventræet, de to lamper der lyser i mørket, de passer også sammen; det hjælper til at forstå det afsnit: Lad ingen sige, at de to hjerter ikke kan findes i Bibelen.” Vi forstår ikke Bibelen længere, så Jesus viser os nu, at hvis vi sammenligner det afsnit med det andet afsnit, ser vi, hvordan Han allerede taler om de to hjerter.

En dag sagde Vorherre til mig: ”Jeg ønsker, at du skal bære vidnesbyrd om Min hellighed og Min guddommelige sødme, vær som en åben bog, en bog skrevet af den treenige Gud. (25. september 1997)

Desværre har vi, især i min ortodokse Kirke, mistet meningen med Guds sødme. Vi har gjort Ham til en Gud, som kun er dommer, stiv, og som fordømmer. Men det skyldes helt sikkert, at menneskenes hjerter er blevet sådan, og derfor ser vi Gud på denne måde. Vi har mistet meningen med Guds sødme. Så eftersom Han har bedt mig om at bære vidnesbyrd om Hans sødme, vil jeg i dag bære vidnesbyrd om Guds hjertes sødme.

Så nu vil vi omgive os med Vor Frelsers hjerte og prøve at forstå den usynlige Gud gennem enkelhed og et rent hjerte. Lad os stræbe efter at forstå Hans overstrømmende kærlighed i den guddommelige forening, og i den fortrolighed, som Hans Majestæt har nedladt Sig til at give os ved at overgive os helt til Ham. Lad os prøve at forstå, hvad Gud mener, når Han taler om Sin sødme. Her er, hvad Gud siger i et budskab:

... kød og blod vil altid avle ondskab og finde glæde i at gøre onde gerninger. De samme sjæle taler ikke om Min sødme og heller ikke om Min guddommelighed, for deres hjerner ved ikke, hvordan de skal adskille Min guddommelige sødme fra deres eget kød og blods ønsker. Nej, de kan ikke se, at der er forskel. Når Jeg taler, Min due, med Mine læber, der er fugtige af nåde, hellighed og sødme, forstår de ikke, hvad Jeg siger, og de kan ikke fatte Min renhed i Min storslåethed. Deres hjerter er så hårde, at det bliver umuligt for dem at fatte klarheden og guddommeligheden i Mit hjerte. Det er derfor, at disse hjerter er lukket ude fra Mit lys. Og i deres forgængelige kroppe og tanker beskylder de Mig for, at Mit ord er overdrevent og sentimentalt. Om dem siger Jeg: ”De er fremmede for Mig, og de kender Mig ikke ... (25. september 1997)
... indskriv denne fundamentale sandhed i jeres hjerter, alle sammen: ”Gud Herren kender Sine egne og lader dem komme nær Ham.” Deres skæbne er at opnå perfektion i den guddommelige og fortrolige forening med Os. De er kaldet til ar blive forvandlede i Os og blive ét med Os. Deres gamle jeg vil ikke være længere, men på den uudsigelige måde, hvorpå Jeg altid gjorde det med Mine helgener, vil Jeg guddommelig gøre dem i Vor forening. Gennem Mig guddommelig gør Jeg alle dem, som Jeg er forbundet med, og de vil ikke længere tale med deres egne stemmer, men på den måde som Jeg ville tale på. De vil ikke længere se med deres egne øjne, men på den måde som Jeg ville se tingene på. Deres handlinger vil være Mine handlinger. (22. juni 1998)

For at opnå den fuldendthed, som Gud beder os om, må vi gøre nogle ting, og disse ting kan findes i Sandt Liv i Gud. Gud Faderens første kald var ikke: ”Vassula, Jeg er Gud, Faderen, kom, Jeg vil give dig budskaber, skriv,” og så skulle Gud give mig budskaber. Nej, det skete slet ikke på den måde. Det skete lidt efter lidt gennem mange etaper. Gud ville ikke have, at jeg skulle gå ud i verden – Han ville ikke sende mig ud i verden – for at kundgøre Hans ord, medmindre jeg elskede Ham på den måde, som Han gerne vil have os til at elske Ham på. Man kan ikke tjene Gud og herliggøre Ham, hvis man ikke elsker Ham. Vi skal elske Ham, og vi skal vide, hvordan man elsker Ham.

Han talte virkelig ømt til mig, som en fader, og sagde til mig: ”Elsk Mig, men for at elske Mig må du komme nærmere. Du må ikke være så langt væk. Jeg vil have, at du skal blive fortrolig med Mig.” Men jeg turde ikke, selvom jeg turde med min skytsengel. Jeg plejede at tale til ham på en helt enkel måde, som til en ven; jeg var fortrolig med min skytsengel. Men når Gud talte, var jeg som en elev, der, når inspektøren kommer ind i klasseværelset, sidder lige så stille på sin stol, helt rank og stiv. Jeg forstod ikke denne fortrolighed, som Gud bad om. Det gælder også for jer, det er ikke bare mig. Han vil gerne have, at vi kan slappe af sammen med Ham, og at vi har enkle, rene hjerter, og at vi ikke har onde, mistænksomme tanker. Så sagde Han: ”Kom til Mig,” men jeg kunne ikke. Til sidst gjorde Jesus følgende: Dette var i begyndelsen, da jeg talte med min engel. Jeg slappede af. Min engel talte til mig, og jeg plejede at svare ham. Så havde Jesus pludselig, uden at jeg havde opdaget det, sat Sig i min engels sted, og jeg fortsatte med at tale fortroligt og direkte. Så begyndte Han at ændre Sit toneleje, Sin måde at tale på. Han talte ikke ligesom englen. Han talte med autoritet. Man kunne føle, at Han leder, og Han sagde: ”Det er Mig, som giver dette.” Så sagde jeg til min engel: ”Hvem er du, at du kan give og give på den måde? Det er ikke din opgave, det er ikke dig, det er Gud, som handler.” Så indrømmede Han det endelig og sagde: ”Det er Mig, Jesus.” Han var trådt i englens sted. Og Han sagde til mig: ”Nu har du set, hvordan du var fortrolig med Mig og enkel og afslappet. Jeg ønsker, at du skal fortsætte på denne måde.” Siden den dag begyndte jeg at blive mere afslappet og mere direkte over for Jesus, og Han ønsker det fra hver enkelt af os. For Han ønsker fuldstændig overgivelse.

Er vi klar til at vælge Gud? Hvis vi er, og hvis vi virkelig ønsker at ændre vort indre, vil vi så være konstante? Det er det sværeste: at være konstant i sit åndelige liv, ikke at falde i fristelse, altid at være konstante, og altid sætte Gud først, over alt andet.

Så vil Gud fremme éns interesser. Man må ikke tro, at hvis man giver Gud lidt mere tid, at alting så vil falde sammen i familielivet. Slet ikke. Han vil tage sig af det. Jeg ser det hver dag i min egen familie, og jeg kan bevidne, at det virkelig er sådan, når jeg arbejder for Gud – og jeg gør det af hele mit hjerte – så verden kan få at vide, hvem der er den sande Gud, en mild Gud, en glad Gud, som giver os glæde, en vidunderlig Gud. Og så vil jeg gerne lære folk det budskab at kende. Imens tager Herren sig af min familie. Hvordan? Han stimulerer mine børn åndeligt. De er flyttet hjemmefra nu, de er voksne.

I vil sige: ”Men hvad siger din mand til alle de rejser?” Det tog Vorherre også på Sig. Nu rejser min mand endnu mere, end jeg gør. Jeg vil være væk i november måned – jeg skal til Indien for anden gang – og jeg vil give vidnesbyrd overalt. Det bliver en hård rejse, men det kan klares, når Gud giver os styrken til det. Jeg tænkte: ”Jeg skal være væk hjemmefra næsten en hel måned. Hvad vil min mand mon sige?” Selvom jeg næsten aldrig har været væk en hel måned, spurgte min mand mig: ”Hvad skal du lave i november?” Jeg fortalte ham, at jeg skulle på en lang rejse, og han svarede: ”Det skal jeg også.” Hvor længe? Også tre uger. Han skal rejse to dage efter mig. Vi kommer hjem på samme tid.

Det er helt seriøst ment, når jeg fortæller jer, at Gud tager sig af én og éns interesser, når man arbejder for Ham og ofrer sig for Ham. Og hvis man er klar til at vælge Gud, vil man virkelig føle denne enestående fryd, som ingen andre kan give én. Man vil føle det i sit hjerte. Man vil tænke: ”Ja, Vassula, det er let nok for dig, for du hører Herren gennem en speciel nådegave, men hvad med os?” Men jeg ved, at I også kan opnå denne fryd, som I ikke har haft før, og den kan sommetider vare blot nogle sekunder; den kommer og går. Det er Guds tilstedeværelse, der påminder os i vore hjerter: ”Jeg er her,” og Han giver os denne fryd.

Hvis vi vil vokse åndeligt og følge Jesus, som er vejen, og blive forenet med Ham, så må vi lære, at jo mere vi glemmer os selv for Guds skyld, jo mere vil vi blive forenede med Gud, og jo større vil Hans værk være i os. Han kan arbejde, hvis man giver Ham frihed til det. Men hvis man blokerer for Ham, så er det som at binde Hans hænder.

Hvad betyder det ”at glemme os selv” og ”dø for os selv”? Hvad skal vi forsage? Det kræver fuldstændig objektivitet. For at opnå det må vi åbne os for nåden og med det samme dø i forhold til vor vilje og vore lidenskaber, som holder os fanget i denne verden. Her er, hvad Gud sagde i et budskab:

Giv Mig lov til at splintre alle de urenheder og mangelfuldheder, som Jeg møder. [...] For at forberede dig til denne fuldendte forening må Jeg rense dig og smykke din sjæl. [...] Lad Min ånd vokse i dig, og lad Min guddommelige ild buldre i din sjæl. Du vil smelte i Min guddommelige ild. [...] Hver eneste lille urenhed vil blive belejret af Min renhed og tilintetgjort, og Mit lys vil fortsætte med at skinne i dig, og Min ånd vil strømme ind i din ånd som en flod. (20. januar 1992)

Her taler Gud om de urenheder og mangelfuldheder, som er tilstede i os. De ting er forhindringer på vejen til guddommelig visdom, som ønsker at løbe i os som en flod for at give os lykke. Men sjælen er generelt ikke i stand til modtage den guddommelige visdom. Så når Gud i Sine budskaber siger, at Han, for at forberede os på en fuldendt forening vil være nødt til at splintre alle urenheder og mangelfuldheder, så ligger der i denne ene handling, at sjælen skal gå gennem ild og gennem frygteligt smertefulde ting. Det er renselsen. Når man gennemgår denne renselse, bliver man gennemsigtig.

Ved begyndelsen af dette guddommelige kald, da det skete for mig – og jeg gennemgik ikke bare én renselse, men mange på forskellige tidspunkter, og det gjorde frygteligt ondt – følte jeg min sjæl brænde og blive rørt. I mine lidelser spurgte jeg Jesus: ”Jesus, hvad har Du gjort ved mig?” Og Han svarede på en stille og afslappet måde: ”Jeg har kun taget dit hjerte...” Det blev sagt til mig, som om det var helt normalt.

Inden i os selv har vi blokeringer så hårde som sten, som lukker indgangen for den guddommelig strøm af Helligånden. Helligåndens vand stopper ikke sit guddommelige værk i os; det fortsætter med at bruse i os og slå voldsomt mod de sten, der blokerer dets passage. Det er, når vi føler dette slag inden i os selv; det er renselsen. Sjælen føler den almægtige virkning og ved, at den går gennem ild. Men når først stenene er sprængt og har givet plads, begynder den kærlige visdom, dvs. Helligånden, som en strøm af helende vand at flyde gennem os, stille, og fylder os med Hans lys. I det følgende afsnit forklarer Helligånden betydningen af ordet ”lys”:

I Min godgørenhed vil Jeg komme ned fra himlen som et lyn i dit legeme og være din lampe. Du har lært, at dit legemes lampe er dit øje, og sådan er det, for et sygt øje har intet syn og ser kun mørke, hvorimod et rask øje lyser synet op. Jeg er denne lampe, og enhver, som har Mig i sig, vil søge de sande dyder og ikke lasterne. Jeg er dit legemes sande lampe, som fylder hele dit legeme med Vort riges skatte og herligheder. Disse skatte og herligheder er dyderne. Hvor der er lys, er der dyd. Hvor der er mørke, er der laster. Tag ikke fejl ved at klynge dig til denne døende verden, men vær trofast over for Mig, og du skal leve med Mig i kærlighed. Elsk dyden. (22. juni 1998)

Her og i mange andre afsnit tilskynder Gud os til at følge Ham og til at fuldkommengøre vor forening med de tre guddommelige personer, for ved at fuldkommengøre vor forening med den hellige Treenighed, vil vore tanker, vore handlinger og vore ord komme i fuldstændig harmoni med Guds guddommelige vilje, eftersom alting vil blive styret og befalet i kærlighed. I denne guddommelige forening vil alt det, der tilhører Treenigheden, også tilhøre dem, der er forenet med Dem. Når sjælen har underkastet sig Guds vilje, vil ånden ikke indeholde andet end Gud, og vore liv vil blive forvandlede til én uophørig bøn, og vi vil stå foran Gud med en ren ånd.

På andre møder har jeg talt meget om uophørlig bøn. Jeg vil sige et par ord om dette emne for de mennesker, som ikke ved, hvad uophørlig bøn er. En dag bad Jesus mig om at bede uden ophør. Jeg svarede Ham: ”Det er ikke muligt. Jeg har arbejde derhjemme, husarbejde, og jeg skal hjælpe mine sønner med deres lektier. Hvordan kan jeg bede uden ophør?” Jesus lod mig tale, og Han så på mig med bestyrtelse. Han sagde til mig: ”Åh Vassula, hvor Jeg har medlidenhed med dig. Du har ikke forstået det. At bede uden ophør betyder ikke, at Jeg vil have dig til at bede på dine knæ 24 timer i døgnet.” Bøn uden oprør er kontemplativ bøn. Det er en bøn uden ord, fordi det er hjertet, som taler. Ingen ord kommer ud af éns mund; det er hjertet, der elsker, som længes efter Gud hele dagen, som tørster efter Gud hele dagen, og på samme tid er den uophørlige bøn det største bud, Gud gav os. Det er at være sammen, os to.

Og hvis vi så giver os selv fuldstændigt til Gud, vil vi ikke bare leve i Gud, men også i uophørlig bøn. Vort liv vil være en uophørlig bøn, for vi vil tænke på Gud hele dagen, og når vi møder vore venner, vil vi kun tale om Gud. Jeg kender grupper af mennesker, som kun taler om Gud, og på denne måde lever de allerede den uophørlige bøn.

En ren sjæl er også yderst vigtig, for at denne guddommelige forening kan opstå mellem Skaberen og Hans skabning. Så vi må gennemgå denne renselse, som gør ondt, men det er det værd. Ved på denne måde at binde os til Gud og leve under Hans lys og i Ham forstår vi bedre Guds vilje, og Gud vil aldrig knække én. Han vil aldrig kræve mere af én, end man kan give eller gøre. Jeg brugte engang et eksempel med at fylde et glas. Der kan være store glas, mellemstore glas eller små glas. For Gud er det vigtigste, at glasset er fuldt og ikke kun halvt fuldt. Gud skabte ikke alle ens. Nogen kan give mere end andre. Mist ikke modet ved at tænke: ”Den person giver så meget, og jeg kan ikke gøre det samme. Jeg har min familie, jeg har mine børn, og jeg kan ikke sige lige så mange bønner.” Man må blive ved med at være rolig og fredfyldt. Gør så meget I kan, Jesus vil gøre resten, så længe man er oprigtig i sine handlinger, det er det vigtigste.

Når vi forstår Guds vilje, og vi er gennemsigtige efter denne renselse af vor sjæl, vil vi være i stand til at sige: ”Vi taler med Gud.” At vandre med Gud er at være i denne tilstand. Gennem hele vort liv vil Gud aldrig ophøre med at kalde på os, så vi kan tage del i saligprisningen af den hellige Treenighed. Han opfordrer hver enkelt af os til at træde ind Deres guddommeligheds sande og enestående viden, til at leve et sandt liv i Gud. Hvis vi følger opfordringen, vil vi opnå en tilstand, der er meget tæt på en tilstand af lyksalighed, fordi den forening, som Gud kalder os til at få med Ham i dag, vil være foreningen af de sjæle, som ser Gud i himlen. I et budskab beskriver Vorherre denne tilstand, og det er sandt, at man vil kunne opnå denne nåde, hvis man vælger Gud. Han siger:

... og selvom du stadig vil være blandt mennesker, vil din ånd være i himlen. Og selvom dit legeme stadig vil gå rundt blandt mennesker, vil din sjæl og din ånd være en engels, der går rundt blandt engle i Vort riges sale [...] Jeg vil lære dig at leve i Os, bevæge dig i Os og ånde i Os. Jeg vil lære dig, at Vi er livet, og i Os vil du ikke ophøre med at eksistere. (25. oktober 1994)

Meget senere sagde Faderen næsten det samme, men Han udvidede det afsnit:

”Der vil komme en tid, og den time er nær, hvor din ånd vil være i himlen for at herliggøre Vor treenige hellighed, selvom du stadig vil være blandt mennesker. Og selvom dit legeme stadig vil gå rundt blandt mennesker, vil din sjæl og din ånd, fanget af Min vilje, være fyldt med Mit lys’ ædelhed; din sjæl og dit sind vil være som en engels, og du vil gå rundt i Edens have, i Paradiset mellem Mine engle og helgener, for din forening med Mig vil være fuldkommen ... Åh, og Vi ville nyde at se Os selv i dig. Du vil være billedet på en uset Gud. Vi vil se himlen (en åndelig himmel) i dig. (25. februar 1998).

Dette afsnit minder os om Kristi ord om, at Han vil forvandle vore sjæle til en himmel, så vort eget indre billede vil blive Hans billede. I ved, at Gud elsker at se og betragte Sig selv i os. Han fryder sig i os. For at nå dette punkt må vi først dø fra os selv og lade Helligånden arbejde i os. Som Jesus nævner mange gange, minder dette os også om Gud Faders ord; en forvandling som vil finde sted inden i os, og vi vil blive som en himmel, en Edens have, et Paradis for Gud inden i os selv. Som jeg allerede har nævnt, vil det være efter, at man har modtaget Helligånden, jeres anden pinse, i sig. I denne anden pinse vil alt blive forvandlet i jer, og Gud ønsker, at alle lidt efter lidt opnår denne forvandling, så vore hjerter kan blive et paradis for Helligånden.

Efter denne forvandling, der, som jeg har sagt, vil blive som en anden pinse i jer, vil enhver, som modtager denne forvandling, også modtage den nye himmel og den nye jord i sig (Åb. 21.4). Han vil blive det ny Jerusalem (ÅB. 21.4), der kommer fra himlen fra tæt på Gud, for han vil nu være som den smukke brud, der er i de fineste klæder for sin brudgom. Når vor sjæl er i denne tilstand, vil brudgommen, som er vor Skaber, bære Sin brud ind i brudekammeret, som er Hans hjerte. Og Vorherre vil sige:

”Kom nu og træd ind i dit blivende Hjem, Mit hjertes brudekammer, hvor din Konge venter på at frydes i dig og du i Ham. Kom Min engel og Min brud, Jeg længes efter at klæde dig i Mit navn med selve Min tilstedeværelse. (28. januar 1997)

Enhver, som bliver forvandlet til denne tilstand, vil Herren øjeblikkeligt byde indenfor i Sit hjerte, så han kan leve i dette hjerte, som Han kalder for brudekammeret. Han vil også blive apostel. Han vil blive sendt ud over hele verden, dvs. efter hans evner, især hvor kætteri, last og synd blomstrer, så han kan udøve sit apostolat. Fyldt med glød og kærlighed til Guds hus, vil denne sjæl, som guddommelig kærlighed forenede i en ubrydelig union med Gud, gå gennem ild for at vinde sjæle til Gud efter først at have erkendt værdien af hver sjæl. Gløden for Guds hus vil fortære ham. Det at vinde en sjæl til Vorherre overgår alle andre tjenester, som man kan gøre Gud.”

I Sandt Liv i Gud taler det hellige hjerte konstant om rigdom, og Han opfordrer os alle til at dele denne rigdom. Af al den guddommelige rigdom i Hans hjerte, er den største og mest ophøjede besiddelse af Gud Selv. Som Gud siger det i et budskab: ”Kom og tag Mig, kom og besid Mig.” Her er et uddrag, som beskriver Hans hellige hjerte:

”Mit hellige hjerte er som et bed med udvalgte roser. Mit hellige hjerte er fyldt med nåde. Ja, det er som en kilde af liv. Vend dit blik mod Mit hellige hjerte og dets strålende lys vil fylde din mørke nat til dagens fylde. Hold Mit hellige hjerte og tag imod det, og dets nærhed til dig vil lægge en krone af hellig nåde om dit hoved, som vil føre dine fødder ind på troskabens sti, hvor du endda vil acceptere at udgyde dit blod for Min ære.” (28. november 1996)

Når Han i andre afsnit minder os om at tage fat i Ham og besidde Ham, som Han forklarer det her, er det den største rigdom, som Han kan give os fra Sit hellige hjerte. Den guddommelige forening er total, fuldstændig, perfekt.

Her kan vi se, hvor meget det hellige hjerte kan forvandle os på en magtfuld måde, så vi bliver så trofaste og ivrige, at vi vil udgyde vort eget blod for Ham. En dag sagde Jesus:

”At tage imod Mig er at tage imod Mit kors ... og lad Mig nu ånde Mine guddommelige ord ind i dig: Jeg har sagt til dig, at når du tager imod Mig, tager du også imod Mit kors, og herved bliver du badet i Mit lys. Vejen, og Jeg siger det igen, den eneste vej til en forening i guddommelig kærlighed med Mig er, når du frivilligt og med kærlighed tager imod Mit kors, som du ved både bærer lidelser og glæder – glæder, der kan lede dig til steder, hvor din sjæl vil blive ophøjet ...” (11. november 1998)

”Beviset, på at nogen er forenet og ét med Mig, formet af Mig og knyttet sammen med Mig, er, når dit hjerte også er overført til Mit kors med alle dets forbindelser. Enhver, som er overbevist om at tilhøre Mig, må forstå, at han også tilhører Mit kors.” (12. november 1998)

Kaldet er et kald til Jesus, og ved at tage imod Jesus tager man imod Hans kors. Han gav mig en form for syn: Han stod foran mig (Han viste sig faktisk for mig i mit indre, i en åndelig vision), og jeg så Ham foran mig, og Han åbnede Sine arme, og Han sagde til mig: ”Kom, kom til Mig, tag imod Mig (dvs. læg dine arme om Mig).” Da jeg holdt om Ham, så jeg, at det ikke længere var Ham. Jeg holdt i stedet om et stort kors. Det betyder, at man ikke kan adskille Kristus fra Hans kors. I budskaberne insisterer Gud på, at vi skal lave vort liv om til en uophørlig bøn, men også at vi aldrig må give op, dvs. at vi skal være konstante. For der er masser af mennesker, som kommer tilbage til Gud med brændende iver, og så lidt efter lidt begynder verden igen. I stedet for at tage nogle skridt fremad, har de trukket sig tilbage. Det er bønnen, der vil holde os på det samme niveau og måske endda løfte os højere op. Jomfru Maria sagde til os: ”Jeres våben er bøn.” Der er intet andet – der er kun bøn.

Dette kald er ikke kun et kald om, at vi skal forene os selv med Gud. Gud beder os også om andre ting. Gud siger til os, at vi ved vore dages ende vil blive bedømt på størrelsen af den kærlighed, vi har haft på jorden. Og det er meget vigtigt at leve i Guds kærlighed på jorden. I et budskab siger Gud:

”Tjen det retfærdiges sag, løft de undertrykte. Gør ingen skade på andre, men elsk og hjælp hinanden. Hjemsøg og plag ikke enken og vis ikke strenghed overfor det forældreløse barn. Praktiser godhed og vær ikke som banditterne og de onde, der ødelægger deres sjæle ved at ødelægge de hjælpeløse.” (9. juni 1995)

Ser I, dette er handlinger udført i kærlighed, og vi skal altid gå fremad med disse kærlige skridt. Kærlighed forener sjælen med Gud, og jo stærkere kærligheden bliver, jo dybere trænger sjælen ind i Gud. I en sådan dyb forening vil vi opnå at kende Guds vilje. Og så sker det, som Han siger:

”I som er gået ind i Vor treenige helligheds fryd og har forstået Vor ømme hengivenhed og Vor uendelige kærlighed; Vi frydes over jer, fordi I frivilligt har acceperet, at Vi lægger Vort værk på jer, så I bliver som et levende alter, der øger Vor glæde. Vi har omvendt jer og ført jer til at overveje en bryllupsbetragtning i Vor enheds fortrolige forening.” (25. september 1997)

Guds kærlighed er en brændende flamme, som ikke tillader nogen kødelige eller jordiske tanker i vort sind. De, som oplever denne kærlighed, vil tørste utrætteligt efter denne kærlighed dag og nat og vil blive draget mod den ind i Hans brændende kærlighed. Gud er ikke kompliceret, men vi gør Ham kompliceret. Gud er enkel. Han ønsker kun, at man tager nogle få skridt fremad. I det øjeblik man gør denne anstrengelse og oprigtigt siger: ”Ja, jeg ønsker at gøre dette, og jeg ønsker at blive forvandlet, jeg ønsker at opnå Guds sødme, jeg ønsker at tage et skridt mod Dig, min Gud;” hvis man gør det, hvis man viser, at man ønsker at gøre det, vil Gud, som er konge og sidder på Sin trone, når Han ser Sit barn gå hen til Sig med små skridt, så vil Han rejse Sig op, Han vil tage Sin krone af, og Han vil løbe mod dig og løfte dig op og tage dig ind i Sit hjerte. Gud er ikke ufølsom. Han har det mest følsomme hjerte, man overhovedet kan forestille sig. Han kan ikke stå ufølsom over for dine anstrengelser.

Når Vorherre i det seneste budskab taler om åndelige trolovelser i Treenigheden, må vi ikke glemme, at Faderen, som er vor Skaber, også er vor åndelige ægtefælle. Hvis man læser Esajas 54:4, vil man i det vers finde Gud beskrevet på denne måde: For din skaber tager dig til hustru, Hærskarers Herre er Hans navn.” Jesus er også vor åndelige ægtefælle, og det er Helligånden også. I Helligåndens seneste budskaber behandler Han os som Deres ægtefælle. Vi er Kirken, og Kirken er Guds brud. I et af Faderens lange budskaber, som jeg har har taget uddrag fra, siger Han følgende:

”Jeg, Herren, jeres Skaber, er formælet med Min skabning og er alles ægtefælle [...] dag og nat stolprer du afsted, skabning, og jager skyggerne, og ikke en eneste gang har du prøvet at trænge ind til dette mysterium [...] Jeg så på Mine frø og spurgte Mig Selv: ’Hvad skal Jeg gøre med dem? De er så grundfæstede i deres svigefuldhed, hvordan kan Jeg få denne forsamling, som ikke kan kende forskel på deres højre og venste hånd, til at forstå, at Jeg er deres brudgom, og at alt hvad Jeg ønsker fra dem, er kærlighed, ikke ofre, kendskab til Mit hjerte, ikke massakrer eller højtidelige festivaler.’” (25. september 1997)

Og med en stemme, som jeg kun kan beskrive som fuld af sødme, hørte jeg dette:

”Oh, Min kongelige husstand, I har byttet jeres ære ud med skam! [...] Kom til Mig! Mit hjerte er som en lampe, der lyser for jeres fødder, og fra Mine læber, der er fugtige af nåde og har guddommelighedens dug på Sig, flyder floder af nåde og endeløse kald for barmhjertighed.” (25. september 1997)

Dette er den Evige Faders kald, men Sønnen og Helligånden viser Sig også som ægtefællen. For at forstå dette sprog må vi have en enkel og fattig ånd. Helligånden vil ikke åbenbare Sig for dem, som viser åndelig stolthed. De skræmmer Helligånden og får Ham til at løbe væk, og som konsekvens heraf vil de blive ved med at leve i mørke. Lad os nu lytte til det, som Jesus Kristus lærer os:

”Den, som synger til jer nu, er menneskehedens elsker, hele jordens ægtefælle. Selvom nogle af jer ikke har nogen minder om jeres Gud, kommer Jeg, i Min trofasthed og Min kærligheds storhed, denne dag til jer, for at give jer Mit hjerte; et større offer end dette kan ingen give. Lad jeres øjne forundres over Mit hjertes skønhed. Det er det store offers hjerte. Det er den nye pagts hjerte. Det er den sande vins hjerte, og det hjerte, der er tættest på Faderens hjerte. [...] Lad jeres brudgom hvile uforstyrret i jeres hjerter; lær af jeres elskede: Jeg er mild og ydmyg i hjertet, og i Mig vil jeres sjæl altid finde hvile. (26. januar 1997)


Vor sjæl kan ikke leve uden Gud, men den får sit liv fra Gud. Vi ved, at Helligånden er det evige liv, og at sjælen lever i Guds kærlighed og i Helligåndens ydmyghed og sødme. Sjælen er som en brud, og Vorherre er brudgommen, og de elsker hinanden, og de længes efter hinanden. Vorherre længes i Sin kærlighed efter sjælen og er ked af det, hvis der ikke er plads i sjælen, eller den ikke reagerer. Mens den sjæl, som er kommet til at kende Gud, længes efter Ham, for i Ham er sjælens liv og fryd.

At kende Gud er at forstå Ham, og at kende Ham er at tage det første skridt mod fortrolighed, hjerte til hjerte, en fortrolig samtale. Det er den vigtigste ting i vort liv, fordi vi kan tale til Gud gennem hele vort liv, og prædike om Gud; men det er ikke nok kun at kende Gud gennem bøger, der er skrevet af teologer. At kende Gud i vort hjertes intimitet, er allerede at have haft en oplevelse med Gud, en speciel oplevelse. Når man først har opnået den nåde at kende Gud og forstå Ham, ja så er det den skat, den perle, det er den skat, Jesus taler om i Sine lignelser, og den perle man får. Så vil vi ikke ønske noget andet, fordi vi besidder Gud, og vi har givet Gud lov til at besidde os. På den måde er vi forenede, og vi bliver én tanke med Gud, og vore handlinger vil blive Hans handlinger, vore ord er Hans ord. Det er ikke længere os, og det er derfor, Han i et afsnit forklarede, at ”selvom du stadig vil være blandt mennesker, vil din ånd være i himlen.” Og det er, som om man er afsondret, men afsondret på en smuk måde, for ens tanker, ens ånd, vil være så tæt forenet med Gud, at man vil leve i himlen på jorden. Det er derhen, Gud ønsker at føre os alle.

Vi vil bede til Helligånden om at komme over os med styrke for at hele os åndeligt, give os fred, forstærke vor kærlighed og give os nyt liv. Det er også en bøn om fysisk helbredelse. Vi vil alle rejse os op og bede to bønner til Helligånden; én hvor vi beder Ham om Hans gaver, og en anden for udfrielse og helbredelse.



Herre og livets kilde,
prægtige og guddommelige handling
af Kristi mystiske legeme, som Kirken er.
Vor sjæls lys,
uddeler af gaver,
åbenbarer af det sønlige mysterium,
kom til vore stakkels sjæle, så de kan blive beriget med Dine gaver,
så vi kan blive forvandlede
og komme ind i Din godhed og Din venlighed.
Vi beder Dig, vi bønfalder Dig
om at dække os med Dine rigdomme,
med Dine syv gaver,
så vore hjerter
kan blive sat i brand med Din brændende ild.
Amen

(Bønnegruppe i Lausanne, 17. august 1997)

Velsignet være Dit navn,
Du som lytter til vor bøn! Velsignet være Du, vor Herre,
velsignet være Din venlighed,
som drager os ind i Dit hjerte
for at frelse os og befri os.

Gud, Du er vor frelser,
vore rigdomme, vort syn og vort liv.
Du, som dagligt fryder vor sjæl
og glæder vore hjerter med Din tilstedeværelse,
tillad os at drage nytte af Din tilstedeværelse.
Vi beder Dig, Jesus Kristus, i Dit navn,
om fred, integritet, kærlighed og tilgivelsens ånd.

Vi beder Dig, Jesus Kristus, i Dit navn,
om at befri os for vore synder og vore laster.
Helbred os, Herre, ved kraften af Din Helligånd.
Helbred os åndeligt
og udryd alt, der er ondt.
Forny os, oh Helligånd, og giv os nyt liv
ved at forny os.

Jesus Kristus, i dit navn
beder vi dig om
at hele os for alle åndelige,
psykiske eller fysiske sygdomme
og for alt det, der giver uro i vore sjæle.
Må hvert fiber i vore hjerter
med kærlighed udråbe Din ære.
Opfyld vor bøn, altelskende Gud.
Amen

Dette krucifiks indeholder et relikvie af det sande kors.

Herren velsigne dig og bevare dig,
Herren lade sit ansigt
lyse over dig
og være dig nådig,
Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred.
(4 Mos. 6:22-27)
Amen

(12. august 1996)


Anført af Vassula sang forsamlingen den græske lovsang til den hellige Treenighed: Thoxa, thoxa, thoxa (Æret være Gud! Æret være Kristus! Æret være Helligånden!)

En følelse af broderligt fællesskab opstod i forsamlingen. En sund og hellig glæde kunne ses på hvert ansigt, og de gik alle bort i fred.