Kristi lidelseshistorie Siden Vassula modtag nådegaven at kunne høre Guds tale, har hun ved flere lejligheder oplevet Jesus lidelseshistorie. Følgende gruppe af beretninger er om en af disse lejligheder, hvor hun oplevede lidelseshistorien lige før en konference i Omaha, Nebraska i juni 1993.

Den 12. juni 1993 før konferencen hvor Fader Ljudevic Rupcic, OFM, også skulle tale (Fader Rupcic er teolog og underviser i skiftfortolkning i Sarajevo. Han havde under det kommunistiske styre i Jugoslavien i 1983 modet til at udgive ’The Apparition of Our Lady in Medjugorje’ (Åbenbaringen af Vor Frue i Medjugorje), som var den første bog, der blev udgivet om disse tilsynekomster), mødtes Vassula Ryden, Fader Michael O’Carroll, fr. Christine Lynch, udgiver af den engelske, trykte udgave, hr. Pat Callahan fra Trinitas, udgiver af hendes oprindelige, håndskrevne udgave, og hr. John Lynch på Vassulas hotelværelse for at diskutere, hvilken politik der skulle følges angående udbredelsen af budskaberne fra Sandt Liv i Gud.

Vassulas oplevelse begyndte næsten umiddelbart ved starten af mødet. Vassulas egen beretning om oplevelsen følges af beretninger af Fader Michael, Pat Callahan og Chris Lynch. (Disse beretninger er blevet redigeret mhp. offentliggørelse på internettet).


Vassulas beretning:

Før mødet havde Vassula modtaget følgende budskab fra Jesus: 11. juni 1993.

De diskuterede, da mødet startede, og jeg lyttede. Efter ca. 10 minutter begyndte deres stemmer at forstyrre min sjæl – de blev tunge og smertefulde og gjorde min sjæl ondt. Jeg blev slået af et billede af, hvor langt væk alle, også jeg selv, er fra hellighed, og hvordan freden mangler i hver sjæl.

Sorg begyndte at vælde ind over mig til et punkt, hvor jeg følte stor smerte. Jeg lænede mig mod Fader Michael O’Carroll og hviskede i hans øre, at jeg ikke havde det så godt. På det tidspunkt bad han Pat Callahan om at være hos mig, mens han selv gik hen for at hente et dokument på sit hotelværelse.

Nogle få sekunder efter, at smerten havde nået sit højdepunkt, følte jeg, at jeg dalede, og Pat hjalp mig ned på gulvet – jeg var i stor pine. Min sjæl oplevede stor smerte, og jeg græd bitterligt. Jeg blev holdt fast mod gulvet, fordi Jesus overtog hele mit væsen, så jeg følte, hvad Han følte, som Han handlede og talte gennem mig. Vægten af min krop ændrede sig, den blev tung som bly, selv om jeg ikke selv følte ændringen.

Jeg følte, hvordan hele verden gnavede i Kristi Legeme. Jeg oplevede hele verden gnave i Kristi Legeme. Jeg følte, hvordan Fred manglede i hver eneste person, og at vi alle, i stedet for at løfte vore hoveder for at se på Kristus, havde travlt med at rive og flå i hinanden og ignorere Hans hellige tilstedeværelse i vor midte.

Jeg så, hvordan verden bliver bedraget, selv dem, der er tæt på Kristus, og hvordan kærligheden mangler. Jeg følte, hvordan den Hellige bliver ignoreret, fordi vi har for travlt med at være onde og hadefulde mod hinanden. Jeg følte verdens ondskab og glæden ved at skade hinanden. Jeg følte al denne hudflettelse og genkorsfæstelse af Kristus. Kontrasten mellem Hans hellige ansigt og vore plettede sjæle var slående! Så langt vi alle er fra hellighed og renhed.

Så talte Jesus gennem min mund. Et bønfaldende ”Fred” blev gentaget igen og igen, men vor ondskab gnavede i Hans Legeme. Sommetider kom ordet i en lav hvisken. Så følte jeg mig korsfæstet. Smerten fra korsfæstelsen krøb ind i eller over mig. Jeg husker ikke, hvor længe det varede. Jeg husker, at min krop indtog en dødlignende stilling. Hovedet bøjet ned mod brystet med bøjede skuldre, som blev løftet op fra gulvet og blev fastholdt i denne stilling i meget lang tid. Mine håndled blev holdt fast mod gulvet hele tiden. Da jeg kom ud af denne tilstand, følte jeg det, som om nogen løftede min højre hånd og førte den i et byzantinsk velsignelseskors. Jeg følte en kraft, der var stærkere end mig, der gjorde det muligt for mig at udføre denne velsignelse, tilsyneladende til hver eneste tilstedeværende person. Jeg kunne ikke selv huske denne detalje. Mens det skete, oplevede jeg fred og ingen smerte.

Da det var overstået, følte jeg igen smerten krybe over min sjæl, og Kristi smerte overtog mig fuldstændigt. Jeg husker, at jeg lå fladt på gulvet og så pludselig kom til at sidde op, og jeg tror, at jeg jamrede højt. Så blev jeg kastet tilbage igen. Mine hænder blev samlet som til bøn. Så hørte jeg mig selv langsomt bede Fadervor, mens jeg græd. Hvert ord, der kom ud af min mund, kom med to eller tre sekunders mellemrum. Hvert ord blev udtalt med stor vanskelighed, og min stemme var knap hørlig. Jeg husker, at lige inden jeg sagde ordene: ”men fri os fra det onde”.. følte jeg det, som om min krop blev revet i stykker, og sorgen var så stærk, at jeg troede, jeg skulle dø.

Umiddelbart efter bønnen følte jeg en længsel efter Faderen. Og jeg ledte efter Ham. Mine læber udstødte flere gange ordet ”Abba?” Som om de sagde ”Hvor er Du?”

Jeg troede, det hele var overstået. Smerten forlod mig, og jeg hviskede Pats navn. Han lænede sig mod mig og satte sit øre mod mine læber, da min stemme næsten ikke var hørlig. Jeg bad ham om at løfte mig op og sætte mig i en stol, for jeg havde hørt Fader O’Carroll sige, at de skulle lægge mig på sengen. Så Pat prøvede først at løfte mig op i siddende stilling, og jeg kunne se, hvor meget han prøvede; så meget at han rystede ved anstrengelsen, men han kunne ikke løfte mig – ikke så meget som en centimeter over gulvet. Jeg forstod, udfra tidligere oplevelser, at Kristus stadig holdt fast i mig. Jeg må have bedt dem om at løfte mig to eller tre gange mere, med nogle minutters mellemrum. Men de kunne ikke. Fader O’Carroll prøvede selv, og han kunne ikke.

Jeg smilede, for de virkede så ganske fortabte overfor det overnaturlige. De besluttede, at de begge to skulle løfte samtidigt, men det lykkedes dem stadig ikke. Næsten umiddelbart efter kunne jeg selv sætte mig op uden større anstrengelse. Mine bevægelser var meget langsomme. Jeg havde ingen stemme. De gav mig noget te. Jeg skænkede langsomt te op til mig selv, men kunne ikke drikke. Det gik op for mig, at Jesus stadig holdt fast i mig, og inden længe kollapsede jeg igen i korsfæstelsesstillingen. Jeg gennemgik korsfæstelsen for anden gang. Da det var overstået, gav jeg tegn til Pat med øjnene, eftersom jeg ikke kunne bevæge mig. Min mund var tør, og mine læber føltes som pergament. Jeg bad Pat om at væde mine læber. Det gjorde han ved at dyppe sin finger i væske og derefter væde mine læber. Han gjorde det flere gange for at lindre min tørst.

Jeg tror, at min hånd blev løftet en gang til og ført rundt i den byzantinske velsignelse. Da mine øjne mødte Fader Rupcic’s, (se Pat Callahans beretning) blev min hånd igen brugt til at velsigne ham. Så talte Jesus gennem mine læber og profiterede:




Sig til Fader Rupcic, at Kroaterne vil blive udfriet til sidst.
Alt er ikke forgæves.
Alt hertil er for Min Herlighed.
Salige er de som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn.
Salige er de som er rene i hjertet, for de skal se Gud.
Salige er de fattige i ånden, for deres er Himmeriget.
Glæd jer! for jeres Konge er på genkomstens sti. Frelse er forestående!




Da det hele var overstået, havde jeg det godt igen, og jeg havde ingen ”eftervirkninger”.

(Torsdag den 17. juni 1993 modtog jeg, mens jeg var på rejse i Filipinerne, en oplevelse af stigmata i højre fod, hvor det stadig kan ses.)




Fader Michael O’Carrolls beretning:

Mødet begyndte kl. 10.00. Næsten med det samme vendte Vassula sig mod mig og hviskede ”Jeg har det ikke så godt.” Jeg fortalte det til de andre, da jeg gik ud fra, at de ville vente og se, hvordan det gik, hvorefter jeg forlod rummet et øjeblik. Da jeg kom tilbage, så jeg, at Vassula var faldet sammen i Pat Callahans arme. Så lå hun på gulvet. Jeg havde set Vassula gennemgå Lidelseshistorien mindst to gange, en gang i Schweiz og en gang i Pittsburg. Oplevelsen var ikke kommet tilbage i de sidste 18 måneder. Men jeg genkendte dens tilbagevenden og lagde mærke til de træk, jeg havde set tidligere: et søgende blik i øjnene med hele ansigtet fortrukket, armene holdt opad, ind imellem vridende bevægelser med hele kroppen fulgt af pinefulde skrig og støn. Denne gang græd hun ind imellem.

Nogle af os var rørt til tårer. Pat Callahan knælede ved siden af Vassula og skrev det ned, som hun sagde. ’Fred’ blev gentaget mange gange. Der var et budskab til Fader Ljudevit Rupcic, OFM, og et budskab til konferencen. Da Vassula var ved at komme ud af oplevelsen, tænkte jeg på tidligere oplevelser og foreslog, at hun skulle have noget te. Hun tog lidt. Så fortalte hun pludselig Pat, at oplevelsen ville begynde igen. Det skete. Fr. Lynch gik tilbage til salgsområdet. Senere fulgte John efter hende.

Pat og jeg vædede Vassulas læber med te- eller vanddråber, hvilket hun tog imod. Vi prøvede både sammen og hver for sig at løfte Vassula op fra gulvet. I byggebranchen har Pat prøvet at løfte ting, der vejer flere hundrede pund. Vi kunne ikke engang bevæge Vassulas krop, selv om hun underkastede sig vore anstrengelser. Hun er meget spinkelt bygget og ville normalt let kunne bæres. Da vore anstrengelser ikke bar frugt, smilede hun humoristisk, og jeg følte, at hun næsten drillede mig og antydede, at jeg skulle ”blive ved med at prøve”.

Pat mente, at Frelseren blev tynget nede i hendes krop af verdens synder. Da oplevelsen var overstået, satte Vassula sig selv uden større synlig anstrengelse op i oprejst stilling, og sad igen i sin stol. Pat anslår varigheden af oplevelsen til lidt over tre timer. Vi overtalte Vassula til at spise lidt frokost. Hun var klar til at give sit timelange foredrag for konferencen kl. 16.00.




Pat Callahans beretning:

Vi mødtes på Vassulas værelse for at diskutere udgivelsesprocedurer for Sandt Liv i Gud-budskaberne. Ved mødets begyndelse sagde Vassula, at hun ikke havde det så godt. Fader O’Carroll gik hen på sit værelse for at hente nogle papirer. Vassula så på mig, bad mig komme nærmere og sagde ”Pat, vær sød at blive nær mig, jeg har det ikke så godt.” Hun faldt forover, som om hun skulle besvime. Jeg trådte næmere til hende, så jeg kunne hjælpe hende. Som jeg gjorde det, faldt hun endnu mere forover. Jeg rakte ud for at afbøde faldet og lagde hende ned på gulvet. Hun havde tydeligvis smerter.

Som vi stod der ved siden af hende, begyndte hun at stønne og græde på en ulykkelig, stille, smertefuld måde. Hendes smerte blev så stærk, at det pres, hendes krop var udsat for, blev ganske tydeligt. Det var, som om hun næsten ikke kunne indeslutte eller optage den intense smerte. Hendes krop vred sig i pine. Jeg ved ikke helt, hvor længe det varede.
Hun begyndte at vride sig fra side til side som resultat af smerten, hendes bevægelser blev mere voldsomme, næsten som om hun blev tumlet på en eller anden måde og prøvede på at komme væk fra det. Så blev hendes arme lige pludselig slynget tilbage, som om de blev fæstnet til korset. Med hænder og arme gjort fast bevægede hendes hoved og overkrop sig frem og tilbage i stor smerte. Fra hofterne og opefter blev hendes overkrop løftet 20-25 centimeter, og hendes hoved blev bøjet over hendes venstre skulder. Hun blev løftet op i denne stilling, mens hendes hænder stadig blev holdt fast til gulvet. Hendes fødder var ved siden af hinanden, hendes venstre knæ let bøjet og hendes højre knæ bøjet og let løftet.

Det var uvirkeligt, at vi overværede noget, der lignede Herrens Lidelseshistorie. Da hendes overkrop var løftet fri af gulvet, så jeg et billede af en person på et kors. Hendes støn og smertensskrig blev afbrudt ind imellem af ordene ”fred....fred....fred” (gentaget mange gange). Jeg ved ikke, hvor længe det varede, men hendes krop holdt op med at bevæge sig, og hun hang der over gulvet, som jeg lige har beskrevet.

På et senere tidspunkt lå hendes overkrop igen fladt på gulvet, og hun løftede begge hænder. Hun åbnede øjnene, og hendes ansigt strålede på en måde, jeg ikke havde set før. Hun kaldte stille ”Abba” med løftede hænder. Hendes læber bevægede sig, som om hun talte, men jeg kunne intet høre. Hun blev stille igen, men jeg kunne se, at hun stadig led. På et tidspunkt hang hendes hoved mod venstre, og hun var meget stille, næsten som om hun var død.

Hun ytrede, næsten uhørligt, ordene ”jeg er tørstig”. Fader O’Carroll hentede et glas vand til hende, men hun kunne ikke drikke det. Jeg knælede bag hendes højre skulder. Hun lå med udstrakte arme og så ud til at have færre smerter. Hun løftede hånden som i velsignelse og holdt sine fingre, ligesom Jesus sommetider afbilledes, når han velsignede nogen. Så velsignede hun langsomt hver enkelt af os. Med stor pinefuldhed og beslutsomhed bevægede hun sin højre arm og pegede på hver person, men kiggede ikke på os. Jeg følte det, som om Jesus velsignede os fra korset. Hun blev stille, krydsede sine hænder og lagde dem højt oppe på sin mave. Hun lå meget stille med åbne øjne. På dette tidspunkt blev en af deltagerne nødt til at gå.

Jeg flyttede mig, så jeg kunne knæle ved hendes fødder på højre side. Hun blev ved med at ligge helt stille et stykke tid. Hun drejede hovedet lidt for at se på mig, som om hun ville sige noget. Jeg lænede mig ind over hende og bøjede mig ned for at kunne høre. Hun bad mig om at hjælpe sig med at sætte sig op. Det så ud til, at hendes lidelser næsten var overstået. Jeg lagde en hånd under hendes venstre skulder og den anden under hendes højre skulder for at løfte hende, men da jeg prøvede, fandt jeg ud af, at jeg ikke kunne flytte hende. Det var en meget mærkelig oplevelse. Det var, som om jeg prøvede at løfte en levende kraft, ikke som at løfte noget tungt, hvilket jeg før har gjort i byggebranchen. Vassula så mig i øjnene, som om hun vidste, at jeg ikke kunne løfte hende, og hun ikke kunne hjælpe mig. Så viste et lille smil sig på hendes ansigt, så jeg lænede mig tilbage. Jeg forstod ikke meningen med det smil på det tidspunkt.

Jeg bevægede mig hen til hendes fødder. Flere gange bad hun mig (stille og næsten uhørligt) om at hjælpe sig med at sidde op. Hver gang prøvede jeg og kunne ikke hjælpe hende, og hver gang viste det lille smil sig et øjeblik på hendes ansigt. Jeg spurgte mig selv, hvad dette smil mon kunne betyde. Det var, som om Herren sagde til mig: ”Så lidt du kan gøre uden min hjælp. Du kan ikke engang hjælpe en, der er så lille, med at sætte sig op.” Det var også en bekræftelse, som om Herren ville have, at jeg skulle vide ”Det er ok. Du behøver ikke gøre alting, for Jeg har alting i Min hule hånd. Slap af og vær rolig.”

Fader O’Carroll satte sig på en bænk i nærheden. Hun bad igen om hjælp til at sætte sig op. Selv når vi begge to hjalp hende, kunne vi ikke flytte hende det mindste. Og igen var det en anden fornemmelse end at prøve at løfte noget tungt som dødvægt, men snarere som at løfte en levende kraft. Kort efter at Fader O’Carroll og jeg prøvede at løfte hende, løftede hun selv en arm og satte sig op. Det var, som om Herren mindede os om ”at alting sker til Min tid. I kan kun gøre lidt, indtil I får Min hjælp, Min assistance.”

Som Vassula sad der på gulvet, så hun meget, meget svag ud. Vi rykkede en stol over til hende, og Fader O’Carroll tilbød hende en kop te. Han forklarede mig, at hun sommetider gerne vil have lidt te efter en sådan oplevelse. Vi hjalp hende hen til en stol ved bordet. Hun sad der, meget stille og ubevæglige, ganske foroverbøjet. Efter teen var bestilt, så jeg på mit ur. Klokken var ca. 12.15. Da teen kom, gav vi den til hende, men hun kunne ikke holde koppen. Vi gav hende noget med en ske, men hun drak det ikke. Hun så ud til at være meget svag. I den tro at oplevelsen af lidelseshistorien var overstået, gik Fader O’Carroll tilbage til sit værelse. Jeg tror, at John også gik.

Jeg prøvede igen at hjælpe Vassula med teen, men hun så på mig og sagde: ”Pat, jeg tror ikke, det er overstået endnu” eller noget lignende. Og med det samme faldt hun forover igen, som om hun ville falde ned fra stolen. Så igen rakte jeg ud for at afbøde faldet og lagde hende ned på gulvet. Hun oplevede stort set det samme som første gang, men ikke så længe og ikke så voldsomt. Der var stønnen, skrigen og dyb, desperat gråd. Igen blev hun strukket ud som på korset under megen pine og smerte. Efter et stykke tid så hun på mig. Jeg vidste, at hun gerne ville sige noget. Meget stille og mildt sagde hun ”jeg er tørstig.”

Jeg huskede Fader O’Carrolls første forsøg på at give hende noget at drikke fra et glas og huskede, hvordan vi plejede familiemedlemmer og hvordan vi vædede et stykke stof og gned deres læber. Jeg havde ikke noget stof, så jeg brugte min finger til at væde hendes læber (Vorherres læber). Da jeg satte mig tilbage på hælene og knælede i stilhed, kom ord fra budskaberne til mig: ”Mine læber er udtørrede af mangel på kærlighed.” Jeg blev overvældet af sorg. Det første, jeg blev bevidst om, var hvor lidt kærlighed, vi giver til Vorherre. Så kom det virkelig til mig! Hvor lidt kærlighed jeg giver til Min Herre! Og hvor stor er ikke den kærlighed og ømhed, Han har for mig og for hver af os. Jeg blev bevidst om den dybe og alligevel meget enkle gave, Han gav mig ved at lade mig væde ’Hans’ udtørrede læber, sådan en lille handling af kærlighed og venlighed. Men Han lod mig stadig være klar over, hvor vigtigt det var for Ham.

Da jeg løftede mine øjne, så jeg, at Vassula kiggede på mig, som om hun ville fortælle mig noget mere. Jeg bøjede mig ned over hende. Hun gav mig et budskab til Fader Rupcic. Hun talte meget stille og langsomt og sagde: ”Sig til Fader Rupcic, at Kroaterne vil blive udfriet til sidst.” Da hun begyndte at sige mere, rakte jeg ud efter et stykke papir, så jeg kunne skrive det ned. Hun begyndte: Alt er ikke forgæves. Alt hertil er for Min Herlighed.” Hun startede med at tale meget stille og langsomt, men gradvis talte hun hurtigere og hurtigere; jeg blev helt forvirret af at prøve at følge med hende. Jeg begyndte at skrive det fjerde budskab: ”Salige er de som stifter fred... (så fik jeg ikke den midterste del med... for de skal se Gud.)” Det femte budskab var: ”Salige er de som er rene i hjertet, for de skal også se Gud.” Så kom det sjette budskab: Salige er (jeg fik ikke resten.) Det sidste budskab fik jeg skrevet ned. Det var: ”Glæd jer! for jeres Konge er på genkomstens sti. Frelse er forestående!” Hun havde stadig store smerter, mens hun talte. Jeg blev ved med at knæle.

Da jeg gav budskabet til Fader O’Carroll, gik han hen for at besvare en banken på døren. Det var Fader Rupcic. De to præster talte sammen på gangen et par minutter, mens jeg stadig knælede ved Vassulas side. Hun sagde: ”Bed Fader Rupcic om at komme ind.” Så bad hun mig om at læse budskabet for ham: ”Sig til Fader Rupcic, at Kroaterne vil blive udfriet til sidst.” Han stod til højre for Vassula, vinkelret for hende. Hun så ligeud.

Mens hun var i denne tilstand, antog hendes ansigt et andet udtryk – strålende, ekstatisk, et meget smukt udtryk; en blanding af glæde og smerte, måske forvandlet. Hendes øjne var vidt åbne og så ligeud. Kort efter at jeg læste budskaber for Fader Rupcic, løftede hun hånden i retning af ham og velsignede ham (Jesus velsignede ham) på den samme langsomme, beslutsomme måde som før. Hun så lige frem for sig, og ikke på Fader Rupcic.

Lidt senere forlod Fader Rupcic værelset med det papir, budskaberne var skrevet på. Han kom tilbage senere og gav mig budskaberne tilbage efter at have fjernet det, der var til ham.

Vassulas oplevelse af lidelseshistorien fortsatte med hvad der syntes at være uudholdelig smerte og pine, først med armene strakt ud og så foldet over hendes bryst; hendes øjne så lige frem, ud i det fjerne med det anderledes udtryk, et smukt udtryk – næsten strålende, som en slags blanding af dyb fred, glæde og alligevel tydelig smerte. Jeg stod lidt over hendes højre skulder. Fader O’Carroll prøvede at gøre det behageligt for hende. Igen hørte jeg hende sige: ”jeg er tørstig.” Fader O’Carroll rakte ud efter vandet og vædede hendes læber (Jesu læber) forsigtigt og ømt med sin finger. Hun syntes at blive roligere.

Fader O’Carroll forlod værelset. Mens jeg knælede i stilhed tæt ved Vassulas fødder, bad jeg. Jeg havde bedt en hel del, mens hun gennemgik lidelseshistorien. Hun rørte på sig, så på mig og sagde. ”jeg er tørstig.” Overvældet vædede jeg igen hendes læber (Jesu læber) med min finger. Mit hjerte flød over med bevidstheden om Jesu ønske om en smule kærlighed. Det var sådan en glæde for mig at tjene Ham på denne måde.

Efter et stykke tid begyndte hun at røre på sig som for at sætte sig op. Jeg flyttede mig lidt, så hun lettere kunne rejse sig. Hun rakte ud og hold fast i min arm, mens hun satte sig op. Da det endelig lykkedes hende at komme op, var hun så svag, at hun lænede sig mod mig. Jeg støttede hende sådan et lille stykke tid. Jeg var stadig så fyldt med virkeligheden af Jesu lidelser for mine synder, at jeg følte det, som holdt jeg Vorherre i armene efter korsfæstelsen. Jeg følte det, som om Moder Maria lod mig opleve noget af den store sorg og den store ømhed, som Hun havde for Sin Søn. I et kort øjeblik var det, som om jeg var Maria, der holdt min Søn. Jeg kan ikke udtrykke det på anden vis.

Vassula begyndte gradvis at komme til sig selv, og jeg hjalp hende hen til en stol ved bordet. Jeg spurgte hende, om hun igen ville prøve at få noget te. Det ville hun gerne, så jeg ordnede det. Hun var så svag, at hun ikke kunne holde koppen. Jeg gav hende noget te med en ske. Denne gang drak hun noget. Hun så ud til ”at komme til sig selv” gradvist.

Igen kiggede jeg på mit ur. Klokken var ca. 13.45. Fader O’Carroll kom tilbage og ventede på kanten af sengen. Hendes styrke kom gradvis tilbage. Hun så meget træt ud. Hun blev færdig med at drikke sin te og sagde, at hun havde det godt. Fader O’Carroll spurgte hende, om hun ville have noget at spise, før de skulle holde deres foredrag den eftermiddag. Han skulle tale kl. 15.00. Hun mente godt, at hun havde tid til lidt suppe.

Før vi forlod værelset, gav Vassula Fader O’Carroll en øm omfavnelse – et meget ømt træk. Så gik vi ned i restauranten. På det tidspunkt viste jeg Vassula det stykke papir, som jeg havde skrevet budskaberne ned på. Hun rettede noget af det, jeg havde skrevet og færdiggjorde det ufærdige: ”Salige er de som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn.” Og ”Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres.”

Vassula havde ikke tid til at hvile sig mellem oplevelsen af lidelseshistorien og foredraget. Det var et mirakel, at hun kunne komme sig så hurtigt. Efter en kort frokost fulgte konferencens repræsentant hende over til konferencen, hvor hun talte om budskaberne fra Jesus kl. 16.00




Chris Lynch’ beretning:

Jeg var blevet inviteret til et møde angående udgivelsesprocedurer på Vassulas hotelværelse lørdag den 12. juni 1993. Vi havde lige startet diskussionen, da Vassula hviskede til Fader O’Carroll. Han rejste sig og fortalte os, at Vassula ikke havde det så godt, og at vi ville fortsætte diskussionen på hans værelse. John og jeg rejste os og Fader O’Carroll gik hen mod døren. Pat Callahan sad ved siden af Vassula og støttede hende, som om hun følte sig meget svag.

Så skete der noget meget mærkeligt. Vassula lå helt udstrakt midt i værelset, et stykke fra hvor hun havde siddet. Selv om jeg så på hende på det tidspunkt, så jeg ikke, da hun faldt, eller rullede forover – hun syntes bare pludselig at være der på gulvet, med øjnene vendt mod loftet, hænderne langs siden, benene lige frem for sig, pænt samlede. Jeg tror, at vi alle sammen var klar over, at der skete noget ekstraordinært, eftersom ingen af os gik hen for at hjælpe hende. Vi stod bare og så på. Den næste halvanden time var så speciel og så mærkelig og dog så smuk. Tiden stod bogstavelig talt stille. Vi så alle denne slanke figur med langt, blondt hår, der lå på gulvet og langsomt indtog samme stilling som Kristus på Korset. Hendes arme bevægede sig langsomt tilbage og opad, fladt mod gulvet, indtil de nåede en vinkel på 45 grader. Begge knæ var bøjet let mod venstre. Efter få øjeblikke løftede hovedet og skuldrene sig bogstavelig talt op i luften til en nærmest unaturlig stilling. Hendes hænder lå stadig på gulvet, og så faldt hendes hoved ned mod hendes venstre skulder – det var identisk med de figurer, hvor man ser Kristus naglet til korset, mens vægten af Hans legeme sank, og Hans hoved faldt forover ned på Hans skulder.

Der kunne høres små støn. Hun forblev i denne stilling i kort tid. Hvor lang tid det var, får jeg aldrig at vide. Jeg følte mig uden for tid og rum. Så slappedes hendes hoved og skuldre ned mod gulvet. Dette skete igen og igen i løbet af de næste tre timer.

I de stille perioder mellem disse ”korsfæstelses”-stillinger tilbød Fader O’Carroll hende noget at drikke, men hun afslog. Han prøvede at give hende lidt isvand, men hun var ude af stand til at løfte hovedet. Efter den tredje gang prøvede hun at sige noget, og meget langsomt, smertefuldt, som om hendes mund var tør og gjorde meget ondt, blev ordene ”fred, fred, fred” tvunget over hendes læber fem gange. Jeg græd det meste af tiden, meget bevidst om min egen syndighed og fuldstændig i ærefrygt over det, der skete.

På et tidspunkt efter at korsfæstelsesstillingen var ophævet, kom Vassulas arme ned langs hendes side. Efter en pause kiggede hendes blide, brune øjne, der indtil nu hele tiden havde været rettet mod loftet, på os tre ved hendes fødder. Hendes højre arm begyndte at løfte sig for at gøre fredens tegn – tommelfingeren holder lille- og ringfinger tilbage mens pege- og langfinger løftes til fredstegnet. Dette blev gentaget tre gange, tre gange fremad hvor Pat, Fader O’Carroll og jeg stod, og et meget langt fredstegn til John, som stod til højre for hende. Denne gang flyttede hendes øjne, ikke hendes hoved, sig, så hun kunne se på ham.

Der var gået mere end en time, siden denne ekstraordinære begivenhed begyndte, lige efter korsfæstelsesstillingen, da Vassula blev spurgt, om hun ville løftes over til en stol eller en seng. Ved at lukke øjnene signalerede hun, at det ville hun gerne. Jeg knælede ned ved hendes ene side og Pat ved den anden, og vi prøvede at lægge vores hænder under hende for at løfte hendes spinkle krop fra gulvet. Jeg var overrasket og meget forvirret over at finde ud af, at jeg ikke engang kunne få mine fingre ind under hendes hoved. Hun var som en sten – solid og ubevægelig. Fader O’Carroll, som stod bag mig, hviskede ”det er vægten af denne verdens synd.”