Dato for påsken

Jesus beder os om at blive enige om datoerne for påsken

Som opfølgning af Jesu ord til Vassula angående fælles dato for påsken følger nedenfor to artikler, som forklarer baggrunden for den ortodokse, romersk-katolske og protestantiske nuværende højtideligholdelse af påsken på forskellige datoer.

* Dato for påsken - af Derek Stone
* Et skridt taget i 1997 mod en fælles dato for påsken - af Edmund Doogue



Jesus til Vassula den 14. oktober 1991:

Skal Jeg, broder, endnu en højtid
gennemgå den smerte, som jeg har
gennemgået år efter år?
Eller vil du lade Mig hvile
denne gang?
Skal Jeg endnu en højtid
drikke af dit splittelsens bæger?
Eller vil du lade Mit legeme hvile
og for Min skyld
forene påskefesten?

Ved at blive enige om en dato for påsken vil du lette Min smerte, broder, og du skal glæde dig i Mig og Jeg i dig, og Jeg vil give mange synet tilbage. (14/10/91)

(se også mødet mellem Paven og Patriarken)

Dato for påsken

- af Derek Stone

Irenæus (fredsstifter) ca. 100-180 e. Kr. byggede bro mellem øst og vest. Han voksede op i Smyrna, Lilleasien, og blev biskop af Lyon i Gallien.

Det var måske derfor, at han, mens han stadig var presbyterianer, førte an i en delegation til Biskoppen af Rom og bad ham om ikke at være for hurtig til at fordømme Montanisterne (en gruppe kætterske pinsevenner med oprindelse i Frygien, Lilleasien. Vi ved ikke meget om deres første tider). Senere, ved afslutningen af Irenæus’ skrifter som biskop, irettesatte han i et brev Viktor, Biskoppen af Rom, for at tænke på at bryde fællesskabet med Biskoppen af Efesus. Irenæus opfordrede til tolerance overfor denne biskops ligeså apostoliske, men anderledes udregnede mindretalstradition for at datere påsken efter den jødiske påskefest (14. Nisan) uden at tage hensyn til ugedagen. Irenæus hævdede, at denne beregning stammede fra apostlen Johannes, som i mange år havde ansvaret for Lilleasien.

Den endelige løsning af denne qaurtodecimanske kontrovers fandt sted på Nicearådet i 325 e. Kr. Selvom der ikke kom nogen kanon ud af det, blev man enige om et konsus, der sagde at a) påsken skulle være på Herrens dag, b) den skulle ikke være afhængig af eller falde sammen med den jødiske måneberegning af påsken, men den skulle stadig have noget tilbage af den oprindelige sammenhæng. Derfor skulle påsken herefter fejres på søndagen efter den første fuldmåne efter den nordlige halvkugles forårsjævndøgn. Denne beregning var uafhængig af jødisk regnskab og fulgte Aleksandrias praksis, som Antiokia hidtil havde været i strid med. I Antiokia havde man fulgt jødisk datering til at fastlægge søndagsfejringen.

Vore dages splittelse mellem det kristne øst og vest i denne sag stammer fra, at de kristne i øst nægtede at acceptere den vestlige ensidige overgang til den gregorianske kalender, fra den østlige tradition med aldrig at fejre noget før den jødiske påske og den forskellige måde at beregne epakten på, som er uoverensstemmelsen mellem månens cyklus og solens cyklus.

En af de yndede løsninger på problemet er en fælles fastsat dag for påsken omfattende søndagen efter den anden søndag i april, hvilket ville være den dag, der oftest ville vælges, hvis Nicearådet skulle følges bogstaveligt med astronomisk nøjagtighed. Alternativt kan en forskydelig dag fastsættes, forudsat at et bestemt geografisk punkt, f.eks. Jerusalem, kan udvælges til beregning af forårsjævndøgn.

Til ovenstående tre konflikter om datoen for den store kristne højtid kan lægges følgende:




a) I det 4. og 5. århundrede var der forskel på aleksandrinske og romerske beregningsmetoder. Augustin af Hippo fortæller os, at i 387 var påsken i Gallien den 21. marts, i Italien den 18. april og i Aleksandria den 25. april. Aleksandrinsk praksis sejrede til sidst.

b) Indtil ca. 750 var der usikkerhed om datoen i Gallien pga. af deres brug af et sæt påsketavler, der var lavet i Rom, men sjældent brugt der.

c) Den keltiske Kirke, der var afskåret fra det barbariske Europa, udviklede sin egen beregningsmetode. En lang strid udviklede sig med den senere Augustins romerske missionsvirksomhed til angelsakserne i Kent. Den ærværdige Bede støttede Rom både før og efter Whitby-synoden i 664. Ærkebiskoppen af Canterbury, Theodore fra Tarsus (et endnu større geografisk spring end Irenæus’ fra ”figner til frøer”) indførte den romerske beregningsmetode i hele England i 669.




Er denne tilsyneladende pedantiske, tekniske disput, som har fyldt så mange sider, vigtig eller periferisk? Den ærværdige Bede og Irenæus ville bruge følgende grunde til at tage den alvorligt:

’... at de alle må være ét, ligesom du, fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har udsendt mig (Joh. 17:21).

Ud af de mange nulevende kristne med tilhængere, der hævder at få personlige åbenbaringer fra Jesus, Maria og/eller forskellige helgener er to damer, helt uafhængigt af hinanden, relevante for spørgsmålet om påsken:

Vassula selv, græsk-ortodoks, født i Egypten og for tiden bosat i Rom med sin svenske, lutheranske mand, har gennem personlige åbenbaringer gentagne gange oplevet og viderebragt Vorherres nuværende ønske om én fælles dag for påsken til titusinder katolikker og andre, som hun taler til rundt om i verden.

Fr. Mirna Nazour er en melkisk katolik, der bor i Damaskus med sin ortodokse mand og to børn. I perioder, specielt når de to påsker falder på samme tid, har hun oplevet stigmata, som er blevet fotograferet og filmet på omfattende vis. Mirnas hænder og nogle af hendes ikoner udsondrer også store mængder ren og aromatisk olivenolie, som er blevet associeret med healinger. Det budskab, som hun deler med troende over hele verden, er fra Johannes kapitel 17 som ovenfor. Det er identisk med Vassulas budskab.

I dagens Etiopien, hvor katolikker af både latinsk og østerlandsk overbevisning kun udgør 0,5% af den kristne befolkning, er katolikkerne gået foran med et godt eksempel for verden ved at bruge den østlige julianske kalender for påskens dato. I Finland er der sket det modsatte. Der bruger det ortodokse mindretal den vestlige dato for påsken.




Derek Stone overgik fra den anglikanske menighed til græsk ortodoksi i 1967. Efter 27 års regelmæssig, ugentlig altergang blev han nægtet adgang til sakramenterne i den græsk-ortodokse kirke i South Hobert med den tekniske begrundelse at han, da han ikke fysisk var i stand til at overvære den græske liturgi, ind imellem var gået til alters med sin romersk-katolske kone og sine børn i en romersk-katolsk kirke.

Et skridt taget i 1997 mod en fælles dato for påsken

- af Edmund Doogue, Ecumenical News International (ENI)

Kirker over hele verden vil blive bedt om at deltage i et internationalt forsøg til fra år 2001 at afslutte den 400 år gamle splittelse over datoen for den vigtigste højtid i den kristne kalender, nemlig påsken.

I øjeblikket fejres påsken – den fest, der markerer Jesu Kristi opstandelse fra de døde – sædvanligvis på to forskellige datoer. I år fejrer de fleste protestanter og katolikker påske den 30. marts, mens de fleste ortodokse, og nogle protestanter og katolikker, fejrer deres påske næsten en måned senere, den 27. april. De forskellige datoer er resultatet af en uoverensstemmelse om kalenderreformen udført af Pave Gregorius XIII for 400 år siden.

På et møde i Aleppo i Syrien fra 5-10 marts, der var sponseret af Kirkernes Verdensråd (WCC- World Council of Churches) og Mellemøstens Kirkeråd (MECC – Middle East Council of Churches) blev repræsentanter fra verdens største kristne traditioner enige om, hvad WCC i går beskrev som ”et opfindsomt forslag til fastlæggelse af en fælles dato for påsken”. Ifølge forslaget skal kirkerne fortsat bruge den nuværende formel til beregning af datoen for påsken, men med hjælp fra den mest nøjagtige astronomiske videnskab, der findes. Dette ville overvinde den hidtidige splittelse, hvor begge traditioner insisterede på at beholde deres gamle metoder til beregning af datoen, selvom de ikke altid helt følger den formel, som den tidlige kirke fastsatte.

Pastor dr Thomas Fitzgerald, teolog og højtstående WCC-repræsentant, som deltog i mødet i Aleppo, sagde til ENI, at splittelsen over påsken mellem kristne var ”en intern skandale”. ”Og vi må spørge om, hvilket signal denne splittelse sender til verden som helhed,” sagde han. ”Vi taler om Kristi genopstandelse, et tegn på vor enhed og forsoning,” sagde dr. Fitzgerald, som også er præst i det græsk-ortodokse ærkebispedømme i Amerika, et ærkebispedømme under det Økumeniske Patriarkat i Konstantinopel. ”Der er ingen større højtid end påsken, og når man ser på, hvordan vi fejrer den, gør vi det på en splittet måde.”

Der har i kirkekredse gennem de seneste år været et stort pres på kirkerne for at nå til enighed om datoen for påsken inden udgangen af århundredet. År 2001 har længe været betragtet som et ideelt år til at indvi et aftalt sæt datoer, for i det år er den 15. april den dato, som begge beregningsmetoder fastsætter for påsken. Et forslag fra Aleppo-mødet vil blive sendt til kirker over hele verden sammen med et skema, der viser de mulige datoer for påsken i de første 25 år af det 21. århundrede. Disse datoer skal vedtages, hvis forslaget accepteres.

Dr. Fitzgerald sagde til ENI, at han ”hverken var optimistisk eller pessimistisk” i forhold til, om det var sandsynligt, at forslaget blev vedtaget i tide før år 2001, men at der var stor betydning i datoen for påsken, og han håbede, at man ville nå til enighed. Forskellene i datoen for påsken ”var primært et resultat at det faktum, at de fire evangelier ikke angiver en præcis dato for genopstandelsen, men kun siger at den fandt sted i forbindelse med den jødiske påske og på ugens første dag,” sagde dr. Fitzgerald.

I de første århundreder af den kristne æra var der uenighed om datoen for påsken, men problemet blev løst ved det første Økumeniske Råd i Nicea i år 325 e. Kr., hvor man opnåede en acceptabel formel, ifølge hvilken påsken skulle fejres på den første søndag efter den første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Denne formel hjalp med til at opretholde forbindelsen mellem den bibelske optegnelse og den årlige fejring af påsken.

Ifølge dr. Fitzgerald ”førte kontroversen om påsken i den tidlige kristne kirke til sidst til en vigtig enighed, som blev udtrykt på Nicearådet. Der var en dyb anerkendelse af, at fejringen af genopstandelsen ikke skulle være tegn på splittelse mellem de kristne:” Imidlertid blev enigheden om påsken brudt, da Pave Gregorius XIII reformerede kalenderen i 1582 og derved ændrede datoerne for påsken. De fleste ortodokse kirker ændrede ikke deres metode til beregning af påsken. Selv i dag er der unøjagtigheder i begge metoder til beregning af datoen for påsken. Men selvom der var forskel på metoderne, var der på Nicearådet grundlæggende enighed angående formlen. Den løsning, der blev foreslået i Aleppo – hvor man skulle bruge den mest videnskabeligt nøjagtige metode til beregning af datoerne for påsken – skulle baseres på formlen fra Nicea.

Meget af incitamentet til at fastlægge en fælles dato for påsken kommer fra Mellemøsten, hvor kristne fra forskellige traditioner lever tæt på hinanden, selv om det drejer sig om små kristne minoriteter. I nogle dele af Mellemøsten er lokale kirker nået til enighed om en fælles dato for påsken. Dr. Fitzgerald sagde til ENI, at en fælles dato vil have speciel betydning i områder, hvor der er en høj frekvens af ægteskaber mellem kristne fra forskellige traditioner. Han sagde, at datoen for påsken i hans eget sogn, Manchester, New Hampshire i USA, var vigtig, da familier med medlemmer fra forskellige kristne traditioner skulle vælge, hvilken dato de ville følge.

Dr. Fitzgerald sagde, at nogle kirker havde modstået det pres, som på forskellige tidspunkter var kommet fra store virksomheder, uddannelsesinstitutioner og regeringer om at fejre påsken på samme dag hvert år. ”Kirkene vil fortsat være i overensstemmelse med Nicea,” sagde dr. Firzgerald. ”Genopstandelsen er en guddommelig begivenhed, som trænger ind i virkeligheden, og måske hjælper denne variation [med datoen, der fejres hvert år] os med at tænke over det.” Dr. Fitzgerald er chefvejleder for Enheds- og Fornyelsesprogrammet (Programme for Unity and Renewal) ved Kirkernes Verdensråd.

De organisationer, der var repræsenterede på Aleppo-mødet, var: Den anglikanske Menighed (the Anglian Communion), Den armensk-ortodokse Kirke (Armenian Orthodox Church), Det økumeniske Patriarkat i Konstantinopel (Ecumenical Patriarchate of Constantinople), De evangeliske Kirker i Mellemøsten (Evangelical Churches in the Middle East), Det græsk-ortodokse Patriarkat i Antiokia (Greek Orthodox Patriarchate of Antioch), Den lutherske Verdensføderation (Lutheran World Federation), Mellemøstens Kirkeråd (Middle East Council of Churches), Gammel-katolske Kirker I Utrecht-unionen (Old-Catholic Churches of the Union of Utrecht), Patriarkatet i Moskva (Patriarchate of Moscow), Vatikanets Pontifikale Råd for Fremme af Kristen Enhed (the Vatican's Pontifical Council for Promoting Christian Unity), Syvendedags-adventisterne (the Seventh-day Adventists) og Kirkernes Verdensråd (the World Council of Churches). Aleppo-mødet blev afholdt af Den syriske ortodokse Kirke”.