Et protestantisk syn

Enhed og vor Hellige Moder Maria
(fra et Protestantisk synspunkt)
af pastor Sverker Tronêt

Denne tale blev holdt ved Sandt Liv i Gud’s internationale konference i Jerusalem, maj 1998

Jeg er blevet bedt om at holde en tale om Kirkens Enhed og Vor Frue set ud fra et protestantisk synspunkt. Først må jeg dog lige sige noget om at være protestant eller lutheraner.

Den svenske Kirke opstod i sin helhed som en løsrivelse fra Den romerske Kirke og Paven under Reformationen i det sekstende århundrede. Kongen ønskede at være den eneste, som styrede landet og han ønskede ingen indblanding fra udlandet, dvs. fra Paven og biskopperne, som faktisk havde stor magt.

Martin Luthers lære passede godt til kongens formål. Kongen satte sig i Pavens sted. Fra Tyskland, Reformationens arnested, importerede han den vigtigste af Reformationens trosbekendelser - den augsburgske trosbekendelse, som var kritisk overfor misbrug i den senmiddelalderlige Kirke, men ellers var meget traditionel og ikke havde til hensigt at prædike noget nyt. Den skulle kun være et vidne om troen i den eneste, hellige, katolske (romerske) og apostolske Kirke. Den augsburgske trosbekendelse anses i dag for både at have katolsk hensigt og økumenisk vilje.

Der skete helt bestemt store forandringer i Den svenske Kirke og for de troende i Reformationstiden, men der var også en slags kontinuitet. Nogle præster og biskopper forlod landet, mens andre blev for at redde, hvad reddes kunne.

Efter omvæltningerne under Reformationen var der kun én Kirke i Sverige. Der var stadig biskopper og præster, som nu kunne gifte sig. Messen blev celebreret, men det var på svensk i stedet for latin, og folk kunne nu også gå til alters og drikke af alterkalken. Maria og helgenerne forsvandt hurtigt. Og det gjorde klostrerne også - ofte med vold. Biblen blev oversat og der udførtes kateketisk arbejde i skolerne. I trehundrede år var der intet alternativ. At være svensk betød, at man var lutheraner.

På trods af den massive verdsliggørelse i dag tilhører de fleste svenskere stadig Kirken, som ikke længere er underlagt kongen, men de demokratisk valgte politikere og deres partier. Jeg kan ikke selv kalde mig hverken protestant eller lutheraner, men jeg tilhører Den svenske Kirke.

Jeg tror ikke, at Reformationen i Sverige, set ud fra et religiøst synspunkt, kan retfærdiggøres eller var nødvendig eller for Kirkens bedste, men jeg kan dog se nogle gode ting i den, på trods af de ubestridt dårlige ting, og jeg kan også se, hvad disse gode ting kom til at betyde for fremtiden.

Biblen, læst efter den gamle tradition og den augsburgske trosbekendelse, blev bibeholdt som den første og sidste kilde til troen. Derfor blev Den svenske Kirke ved med at være en forholdsvis ortodoks kristen kirke, på trods af løsrivelsen fra Rom. Men I kan forestille jer, hvad der sker i dag, når Biblen, i hvert fald i praksis, ikke længere er kilden til troen og hvis der overhovedet tages notits af den, sker det ud fra den pågældende dags meninger.

I eksemplet med Den svenske Kirke kan I se, både på negativ og positiv måde, at det er bydende nødvendigt med enhed inden for Kirken, både hvad angår tid og rum. Kirken må være i samhørighed med alle de lokale kirker over hele verden. Biskopperne må være i samhørighed med Biskoppen i Rom og med alle helgenerne, hvilket betyder, at man må tage aktiv del i at huske traditionerne. Når Kirken både har mistet sin hukommelse og bliver afskåret fra den universelle Kirke, bliver den udsat for presset fra verden og moderne, verdslige meninger uden at have det Gudsgivne forsvar og forbedrende midler. Jeg tror, at kun en genforening med Rom kan redde og bevare Den svenske Kirke som en kristen kirke.

Jeg fortæller dette som et eksempel. Nu til noget mere generelt om kristen enhed. Der er visselig mange ting, som binder alle kristne sammen, også kristne fra forskellige trosretninger. Vi tror på og beder til den samme treeninge Gud. Vi tror på den samme inkarnation af Guds Søn. Vi tror på Jesu genopstandelse, og at Han døde på korset for vor skyld. Vi døbes med den samme dåb. Selv om alle kristne ikke kan gå til alters sammen, tror vi, at vi modtager og forenes med en og samme Kristi krop i de forskellige kirker. Med små variationer deler vi den samme tro. Er det ikke nok? Vor Herre beder til Faderen i sin præstebøn i Johannes kap. 17 og siger: “må de alle være ét... for at verden skal tro, at du har udsendt mig.” (v. 21).

Den enhed, som Jesus beder for, er ikke kun en åndelig enhed, men en synlig enhed i denne synlige verden så “verden vil tro”. Kirken er bestemt et instrument i Guds hænder, der skal redde verden. Det er Guds Kirke. Han har lavet den efter sin plan og sit formål. At Kirken bør være en enhed og en synlig enhed er bestemt del af grundlæggerens vilje og agt. Den synlige enhed hører til Kirkens natur og er meget vigtig - en topprioritet. Synlig enhed kræver et synligt centrum for enhed. For den lokale meninghed er det sognepræsten. For stiftet er det biskoppen. For patriarkatet er det patriarken. Og for hele folden, for den universelle Kirke, er det Paven.

Det er en del af Kristi plan for Kirken, at der skal være en pave. Det var heller ikke det, reformisterne var imod - de var kun imod Pavens magtmisbrug. At der er og bør være forrang for apostlen Peter fremgår klart af evangelierne. Og så sikkert som der er apostolsk succession fra apostlene til biskopperne, er der succession fra Peter til hans tilhængere på den apostolske trone i Den romerske Kirke.

Kan en protestant virkelig sige sådan? Der er liberale protestanter, der ikke ville. De ville sige, at pavedømme er del af en patriarkalsk struktur. Andre ville gentage bekendelsesskrifterne fra det sekstende århundrede og i sidste ende sige, at Paven er antikrist. Men hvis man med ‘protestant’ mener en person, der ønsker at være tro mod Biblen og læse med briller, der ser den gamle ortodokse og katolske tradition, så kan en protestant helt sikkert sige, at pavedømmet er indstiftet af Kristus.

I den pavelige rundskrivelse fra 1995 “Ut Unum Sint” beder Johannes Paul II lederne af den ikke-romersk-katolske Kirke om, sammen med ham, at tænke over hvordan Peters forrang bedst kan tjene formålet “at de alle må blive én - så verden vil tro...”. Hvad angår Den svenske Kirke og De anglikanske Kirker, ville denne opfordring have været meget interessant 3 år tidligere, men i 1995 var der allerede sket ting i disse kirker, der gjorde en dialog nærmest umulig.

Den økumeniske dialog mellem Den svenske Kirke og Den romerske Kirke var i nogle år, mellem 1989 og 1993, meget lovende. Den svenske ærkebiskop sagde fra højaltret i Peterskirken i Johannes Paul II's nærvær: “Tiden er kommet til at erklære, at fordømmelserne fra reformationstiden ikke længere er gyldige”. Paven besøgte Sverige, og Kardinal Cassidy, overhovedet for det Pavelige Sekretariat for Kristen Enhed, ønskede en undersøgelse af og en dialog om den apostolske succession i Kirkerne i Finland og Sverige, med henblik på at finde ud af hvad der var nødvendigt for fuld anerkendelse.

Angående spørgsmålet om den vigtige Reformationsdoktrin “retfærdiggørelse gennem tro” har Romerkirken og lutheranerne nået et konsensus. En mindst ligeså lovende dialog fandt også sted mellem Romerkirken og Den engelske Kirke. Men i begge tilfælde blev dialogen afbrudt pga. nye kontroversielle udviklinger. Johannes Paul II erklærede i Pinsen 1994, at Kirken ikke har nogen som helst ret til at ordinere kvinder til præstestanden, og at denne beslutning er endelig og gælder alle troende i Kirken. Kun 4_ måned senere erklærede biskopperne og andre ledere i Den svenske Kirke at “man ikke kan ordineres til præstestanden, medmindre man anerkender kvindelige præster”.

Den Lutheranske Verdensføderation erklærede, at de ikke ville undvære eller ofre kvindelig præster på bekostning af enhed. Herefter er to kvinder blevet udnævnt til biskopper i Sverige, og flere kvinder end mænd ordineres eller er på vej til at blive det. Der er også en meget udtalt feministisk teologi, som fremkommer med nye fortolkninger af troen og af moralkonceptet. Denne udvikling har gjort det nødvendigt med en total relativisme. Man kan ikke kritisere og sige, at det ikke er i overensstemmelse med Biblen. De vil svare: “Det er bare billeder og symboler og hvadsomhelst kan bruges. Man kan lige så godt sige, at Gud er vores moder, som man kan sige, at Han er vores fader.

Denne udvikling (i England og Sverige og også i andre lande) har tilsyneladende gjort det nødvendigt med forskellige grupperinger inden for Den svenske Kirke og Den engelske Kirke. Disse grupper prøver nu at finde deres egne ben at stå på. Blikket hviler, naturligvis, på Rom. Situationen er så alvorlig for Den svenske Kirke, at mange mennesker tvivler på, om den vil overleve. Jeg føler personligt, at kun det at være sammen med den Kirke, som Kristus byggede på Peter vil kunne redde os fra at blive transformeret til noget andet end en Kristen Kirke eller fra udslettelse. Kun en kirke i samhørighed med Peter kan med rette sætte sin lid til Kristi løfte: “Du er Peter, og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke. Og underverdenens porte vil aldrig kunne holde stand mod den” (Bjergprædikenen, 16:18)

Den typiske protestant betragter vor Hellige Moder Maria, sammen med Paven, som noget typisk katolsk, som derfor skal undgås. Ved et sværdhug blev Paven skilt fra Den svenske Kirke. Maria forblev formentlig i de troendes hjerter i den første generation efter Reformationen. Det var en ting, som kongen ikke kunne gøre noget ved. Men da rosenkransen blev forbudt og de fleste Maria-statuer fjernet, var der ikke længere plads til Vor Frue i de protestantiske, svenske hjerter. Man kan kun gisne om, hvad det senere har betydet - at leve uden den Moder, Vor Herre har givet sin Kirke.

Typisk nok for liberal protestantisme, er Jesus ikke Immanuel, det er Gud med mennesket, men han er mennesket med Gud, og det er, hvad Maria er i virkeligheden. At leve uden Maria som Moder og ideal har gjort den Protestantiske Kirke mere til en lære, der skal forstås end til et liv, der skal leves. Kirken efter Reformationen var mere en skole end et sted for bøn og tilbedelse. På samme tid må det siges, at Maria ikke blev forvist fra Kirkens lære, selv om hun kom mere i baggrunden.

Det er altså muligt at finde sætninger i trosbekendelserne, i hymnerne og i Martin Luthers skrifter, der på den ene eller den anden måde bekræfter læren i alle de dogmer, der har med Maria at gøre, men dog ikke i form af dogmer. Dette, sammen med flere lignende katolske elementer, har ikke været uden konsekvenser for den Maria-renæssance, som har fundet sted i Den svenske Kirke, og det har også gjort det muligt for katolikker at blive i Den svenske Kirke uden at komme i konflikt med den officielle lære.

Eftersom der ikke er nogen problemer med Peter og Paven, er der ikke nogen problemer for en bibelsk protestant, eller det som vor gamle, økumeniske ærkebiskop Nathan Söderblom kaldte den evangelsk-katolske tradition, ved at dele den katolske og ortodokse tro på Vor Frue. Problemet med nutidens protestanter er, at mange af dem, og her taler jeg først og fremmest om Den svenske Kirke, men måske kan det også siges om Lutheranere og Anglikanere i Vesteuropa og USA, ikke længere tror på Guds åbenbaring og på Biblen som Guds Ord. Men hvis Guds Ord er en lampe for jeres fødder og et lys på jeres sti, vil det lede jer til at ære og velsigne Maria.

Det er ganske sikkert, at alle Vor Herres handlinger og ord havde en mening, ikke bare i den situation, hvor de blev udført eller ytret, men var bestemt for den Kirke, Han grundlagde, og at de derfor havde en universel mening og skulle gælde evigt. Derfor var det meget naturligt at se Jesus fra korset gøre Maria til moder ikke bare for Johannes men også for alle apostlene og for hele Kirken på alle tider og steder.
Derefter ledes vi af Guds Ord til, sammen med Johannes, at se “det store tegn som viste sig i himmelen: en kvinde smykket med solen, stående på månen og med 12 stjerner på hovedet som en krone”. Dette er selvfølgelig Maria. Hun er levende, hendes krop løftes op til himmelen, og Hun krones som dronning over himmelen og jorden. Vi kan vende os til hende og bede om hendes moderlige omsorg og hendes bønner for os. Maria er Kirkens Moder, men hun er også Kirken - vor Moder. Hun er personiferingen af Kirken. I hende er alt det, som vi venter på, allerede opfyldt, og hun er allerede dér, hvor vi håber på at møde hende og hendes Søn, i himmelen.

Jeg kunne blive ved på denne måde, fra Biblen til det katolske dogme. Og i spørgsmålet om f.eks. dogmet om Den ubesmittede Undfangelse, hvor det ikke, udfra Biblen, er ganske selvindlysende, at “Gratia Plena” - “fuld af nåde” betyder, at der aldrig var plads til synd hos Maria, er jeg overbevidst om, at Helligånden har ført Kirken til den absolutte sandhed i overensstemmelse med Jesu løfte. (Johannes, 16:13)

Blandt Vor Frues mange navne og alle de ting, Hun er, lad os da bede hende om at være Enhedens Moder for Kirken. Den enhed, som Jesus bad for og som synes så svær at opnå, ja sommetider nærmest umulig. Lad os betro enheden til hendes omsorg og bønner, så den snart kan blive virkelighed på det tidspunkt og på den måde, som er Guds vilje.

Jeg er også blevet bedt om at sige, hvorfor jeg støtter budskaberne fra Sandt Liv i Gud. Hvis nogen havde fortalt mig om Vassula, før jeg selv havde hørt hende tale eller læst budskaberne, ville jeg sikkert ikke have været det mindste interesseret, men troet, at der var tale om endnu en fjollet sekt. Jeg ville ikke have sagt, at profetier, åbenbaringer eller budskaber som Vassulas var umulige, men jeg havde aldrig set eller hørt om noget lignende. Men siden jeg første gang hørte Vassula tale i Rom i marts 1995, har jeg været overbevidst om, at det hele er sandt.

Måske kan man sige, at jeg genkendte stemmen. Jeg blev meget rørt og havde tårer i øjnene. Siden dengang har jeg læst budskaberne, og jeg er aldrig før stødt på noget, der lød så mærkeligt og var så anderledes end det, jeg havde lært fra Biblen og den kirkelige tradition. Det, der har betydet mest for mig, er selvfølgelig budskabernes fortrolighed. Marias vigtige stilling. Kirkens Enhed som det centrale omkring Paven og også formaningerne om at være ét med Johannes Paul II. Som I nok har forstået, tror jeg, at jeg har set eksempler på det frafald, som Jesus talte om i budskaberne. Hvad der heller ikke er uvigtigt for mig, er det faktum, at Vassula ikke formelt tilhører Den romersk-katolske Kirke, men lever et katolsk liv og har den katolske tro. Det er også min situatiuon og med mig mange mange mennesker i den svenske Kirke.