Biskop João Evangelista Terra

Biskop João Evangelista Terra er en kendt fortolker, som har arbejdet i forskellige dele af verden; også i Vatikanet hvor han arbejdede sammen med Kardinal Ratzinger i ti år. Han giver Vassula sin fulde opbakning og ønskede derfor at give følgende vidnesbyrd ved slutningen af bønnemødet i Brasilia den 12. oktober 1997.

Med et uforstyrreligt smil på læben talte Biskop João Terra, der hele tiden blev applauderet af de tusindvis af deltagere i mødet, med en sådan fasthed og overbevisning, at han ikke syntes at bemærke den uafbrudte applaus. Hans faste overbevisning, og den overvældende glæde han følte, var tydelige i denne atmosfære af tro og karismatisk evangelisation. Opmærksomme og taknemmelige lytter vi til biskop Terra.

- Jeg vil gerne, i min egenskab af hjælpebiskop, sige nogle få ord som tak for den glæde, vi føler ved Vassulas tilstedeværelse her i Brasilia. Det er sandelig en ekstraordinær nåde!

Vi har alle i denne uge levet med pavens tilstedværelse i Rio de Janeiro. Det var mere værd end mange missioner. Der var to millioner mennesker. Det var i sandhed tilstedeværelsen af en forvandlende nåde. Vi, som var der, kom tilbage som sande fornyede. Paven bad os indtrængende om, gennem de næste tre år, at forberede os på det tredje millenium. Vi nærmer os nu afslutningen af det første af de tre år.

I år mediterer vi over Jesus Kristus, om den teologiske dyd, tro og dåbens sakramente. Paven selv opfordrer os nu til at meditere, fra nu af, i november, over næste år, som udelukkende er helliget Helligånden. Året 1998 skal blive et år med karismatisk fornyelse, et år fyldt med Helligånden, hvor vi vil meditere over konfirmationens sakramente, håbets teologiske dyd, og Maria – håbets eksempel.

Året 1999, vigiliet for det store jubelår for det tredje milleniums komme, er helt helliget Gud Faderen. Og vi ser, hvordan Vassula taler med en sådan ømhed, når hun kalder Gud for ”Far,” og gør det meget modigt, som Jesus gjorde det. Gennem 1999 skal vi også alle meditere over Faderen, over den teologiske dyd kærlighed – Faderen er kærlighedens kilde -, og over forsoningens sakramente. Vi ser, at Maria er kærlighedens eksempel, den ømme kærligheds Moder. Dette er forberedelsen, de tre år til forberedelse.

Sidste år var vi til en konference i Jerusalem, indbudt af nogle rabbinere. Der var hundrede rabbinere, femhundrede kristne biskopper – katolske og ortodokse – og tolv kardinaler. Da jeg kom tilbage, talte jeg med paven. Han var meget begejstret. Jeg har boet to år i Jerusalem. Så jeg fortalte paven om mit store håb. For år 2000 forbereder han (paven) aktivt et møde, hvor kristne kommer sammen med medlemmer af de monoteistiske religioner – jøder og muslimer. Der skal være et stort møde på Sinaibjerget, hvor jøder, kristne og muslimer skal samles: et håb, pavens drøm. Denne pave er en helgen! Hans drøm er i sandhed inspireret af Gud. Et stort møde i Jerusalem med de kristne Kirker, der intensivt beskæftiger sig med den ortodokse Kirke, de evangeliske Kirker – de store evangeliske Kirker – i håbet om at Jesu bøn vil blive opfyldt; at der kun vil være et hjerte, en flok og en Hyrde.

Det er Vassulas mission. Og dette er, hvad hendes mission også indeholder: at få Jesu bøn til at gå i opfyldelse i år 2000. Denne Jesu bøn er i sandhed skandaløs. Skandaløs! ”Fader, jeg vil, at alle skal blive én.” Undskyld mig lige! Er det en måde at spørge på? Man burde i det mindste sige ”vær så venlig.” Men Han sagde: ”Fader, jeg vil!” Han vil. Det er ikke mangel på uddannelse, nej, Han ved, at dette er, hvad Faderen ønsker – at Faderens Vilje er Hans egen Vilje. At der kun skal være en flok og en Hyrde. Det er Kristi bøn.

Dette millenium, fra år 1000 til år 2000, har været et millenium med store prøvelser og splittelse inden for Kirken. Måtte det tredje millenium blive enhedens millenium. Gud sender os denne karismatiske person. Jeg har kendt Vassula i fem år, siden jeg første gang mødte hende i Recife (det var Vassulas første besøg i Brasilien, hvor hun blev ledsaget af Fader O’Carroll og repræsentanterne for Ediciones Boa Nova). Jeg taler hendes modersmål en smule. Jeg har også arbejdet to år i Mellemøsten, i Egypten. Jeg hilste på hende, og hun svarede med ømhed på arabisk.

Hvilken glæde den messe faktisk var....! Jeg ved ikke, om hun kan huske den. Det var i Colegio de las Damas (i Vor Frues kollegium) i den overfyldte gymnastiksal. Da jeg begyndte at læse fra evangeliet, og som Jesus gjorde det, sagde: ”Ti stille, og far ud af denne mand,” hørtes pludselig en tordnende stemme fra en besat mands mund: ”Jeg kommer ikke ud! Jeg har ikke lyst til at komme ud!” Titusind mennesker stod stive af skræk. Jeg sagde ingenting og forholdt mig stille. Jeg ville ikke skændes med Satan. Jeg sænkede hovedet. Alle begyndte at sige Fader Vor, at bede...pludselig blev alle stille. Han stod deroppe, på tredje etage, og var klar til at kaste sig ud... Der skulle fem mennesker til at holde ham tilbage. Messen sluttede. Den besatte mand kom for at bede Vassula om at tilgive ham og sagde: ”Jeg ved ikke, hvad der skete.” Og han fortsatte: ”Da jeg blev født, indviede min far mig til Satan. Mit liv har været et helvede. Mit eneste håb er, at du vil lægge dine hænder på mig.” Han knælede, forvandlet. Det var utroligt...!

Vores store ven, biskop Victor (ærkebiskop Victor Tielbeeck, biskop over Formosa stift i staten Goías i Brasilien) plejede at sige: ”Hver gang Vassula viser sig, skaber Satan sig!” I kan nok huske sidste år, hvor lyset gik ud her, før mødet startede.

Nu vi taler om biskop Victor; i år havde vi et møde med den hellige fader på den regionale bispekonference. Så han spurgte om Vassula. Kardinal Ratzinger sagde så: ”Jeg har modtaget et bjerg af breve fra kardinaler.” Denne anonyme kundgørelse, som optrådte i L’Osservatore Romano var en krigslist fra hans sekretær Monsignor Tarciso (Bertone). Selvom kardinalen kun talte italiensk, spurgte biskop Victor ham på tysk: ”Men, kardianal, skal jeg ændre min holdning?” ”Fortsæt som De har gjort indtil nu,” svarede kardinalen på tysk (foran os, som forstod ham), ”men vær forsigtig.” (Dette svar fra kardinal Ratzinger er i fuldstændig overensstemmelse med det, som han sagde i Mexico den 10. maj 1996: ”I må fortsat fremme kendskabet til hendes skrifter, men altid bruge jeres gode dømmekraft.”)
Lad os da betragte gerningerne...ved deres frugter skal vi kende dem. Spørg jer selv: ”Hvad har I set i denne bevægelse? Hvad er frugterne? Hvor mange forvandlinger? Hvor mange omvendelser? Ved dets frugter skal I kende træet.

I dag har I fyldt denne sal. Hvorfor er I kommet? Hvorfor? Fordi der var en invitation, jeg ved ikke hvorfor... Men dette er en mulighed. Grunden til at vi er kommet, er at Nogen har draget os herhen. ”Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham.” (Joh. 6:44). I er blevet draget af nogen, som elskede jer først. Nogen som har draget os herhen, for at vi kan høre ordet, der lyser, ordet, der frelser. Forstår I det? I bør være meget glade; I har fået givet en mulighed.

På en måde repræsenterer I en udvalgt del af dette stift. De som blev draget herhen af Faderen. Sikken skønhed i denne velkomst! I ser, hvad der betegner en karismatisk persons tilstedeværelse. En nådegave (karisma) er ikke en nåde til ens (personlige) helliggørelse. Det betyder ikke, at Vassula er helligere end jer. Det er en nåde til andres helliggørelse. Vi skal være taknemmelige, fordi denne nåde helliggør os, bringer os tættere på Jesus Kristus. Det forbereder os på det tredje millenium.

Vassula, nogle få ord på fransk: ”Je veux vous dire ma grande joie. Nous sommes vraiment très heureux de voir votre présence chez nous: c’est une présence de grâce, de lumière et de soleil. Merci bien, Vassula. (”Jeg vil gerne fortælle dig, hvor stor en glæde dette er for mig. Vi er virkelig meget glade for, at De er her hos os; Deres tilstedeværelse er nåde, lys og solskin. Mange tak, Vassula.”).


Kilde: Ediçoes Boa Nova og ”Actualizando Medjugorje”