Jeg vil gøre dig til mit alter - 22/3 1987



Sindsro, det er det, Jeg elsker. Du skal arbejde med sindsro og ikke forhaste dig. Jeg er kommet tilbage med Min bog.
Hvad mere står der i den bog?
I denne bog har Jeg skrevet nogle sjæles navne. Det er sjæle, der vil genopvække Min Flamme, Kærlighedens Flamme. Vil du læse på det sted, Jeg viser dig?
Ja, Herre. Jeg har været bekymret på grund af den bog, som jeg ikke kunne læse
Jeg ved det.
Jeg kan se omslaget. Er det blødt og gyldent?
Ja, bogens omslag er gyldent. Se ind i den og læs.
"Jeg vil gøre dig til Mit alter, og på det vil Jeg lægge Mit Hjertes brændende ønsker. Min ild vil leve i dig. Øs af Mit Hjerte for at fylde dit hjerte. Jeg, Herren, vil holde Min Flamme brændende i al evighed."
Vil du kysse Min bog nu, Min datter?
Det gjorde jeg. Jeg havde et spørgsmål...
Jeg skal forklare dig det. Det er en åndelig vejledning for Mine udvalgte sjæle. Nu ved du det.
Senere kom der en bølge af uvished, og tvivl greb mig atter.
Vassula, vær ikke bange. Det er Mig Jesus. Lyt til Mig, elskede, til alle disse åbenbaringerne hører også særlige lidelser. For dit vedkommende er det uvisheden, der er kilden til din lidelse. Har Jeg ikke sagt dig, at lidelsen renser din sjæl? Accepter den og lad Mig frit gøre med dig, hvad der er bedst for dig. Lad Mig virke i dig. Er du indforstået med det?

Ja, det er jeg, hvis det er Dig, Jesus.
Jeg er Jesus, din Frelser. Vi vil lide sammen. Vi vil kæmpe sammen. Her, støt dig til Mig. Kom, lad os læse sammen.
Senere:
Jeg er her! Lev for Mig. Herliggør Mig ved at elske Mig. Kom, alt dette er til gavn for Mine interesser, som er Kærlighed og Fred. Fornægt Mig aldrig. Det onde vil altid prøve på at blande sig for at hindre Mine Planer, men Jeg vil sejre. Så stol på Mig.
Herre, må jeg beklage mig over noget.
Føl dig fri overfor Mig, Vassula.
Jeg vil gerne sige Dig, hvad der bekymrer mig. Formentlig er alt, hvad jeg tænker og siger forkert, så ligegyldigt hvad jeg gør, vil det være forkert. Jeg har faktisk ingen fast støtte. Jeg mener, her er jeg og skriver budskaber, som jeg modtager fra Dig. Andre personer har øjensynligt haft det på samme måde som jeg: andre åbenbaringer eller budskaber, der kom fra Dig til andre mennesker. Men disse personer befandt sig for det meste i klostre. De var omgivet af ordensfolk, præster, biskopper, osv. Når det overnaturlige kom til dem, blev de omhyggeligt iagttaget og fulgt på nært hold. Så var det nemt for dem at videregive det, de havde skrevet, til deres overordnede, og fra dem til biskoppen og så til Paven. De godtog alle, at det kom fra Dig. Måske tager jeg fejl, men det synes at være lettere at acceptere det fra en af deres egen kreds, een, de kender godt. Og så blev det trykt, i det mindste dele af det.

De blev anerkendt. Men se nu mig; jeg har henvendt mig til præster. De var tilfældigvis katolske. For mig, som er græsk ortodoks døbt, betyder det ikke noget, hvad de er. Selv hvis jeg havde været katolik, og præsten havde været protestant. Jeg skelner ikke. Vi er alle kristne.
På nuværende tidspunkt ved flere præster om disse åbenbaringer, og deres reaktioner er forskellige som nat og dag.

En af dem siger lige til i dag, at det er af det onde. Med andre ord, at jeg er besat, eftersom jeg er behersket af en ånd. Men jeg ved, at det er Dig, Gud den Almægtige. Efter at have læst lidt dannede han sig en mening om det, og han ønsker ikke på nogen måde at ændre den. Hvis han kommer til at forstå, at jeg ikke er besat, vil han bringe på bane, at det er min underbevidsthed. Alt andet end Dig.
Reaktionen fra en anden præst var denne: "Ja, fortsæt bare med at skrive, for det er guddommeligt og kommer fra Gud". Han tror altså, at det er Guds Ord, men han har for travlt til at spørge, endsige til at følge det op.

Det er det, der forbløffer mig. Hvis han tror, at Gud prøver at udtrykke et budskab, hvorfor så ikke spekulere over det og finde ud af, hvad det er?

En tredje præst blev informeret og lyttede pligtskyldigst, mens han nu og da så på sit ur, for så at sige: "Godt, bliv ved. Det er vidunderligt, fortsæt med at skrive." Jeg tilbød ham at komme tilbage når som helst for at tale om det. Jeg så ham aldrig igen.

Endnu en præst blev underrettet, og han sagde efter kun at have læst en side eller to: "Jeg ønsker ikke at sige min mening, men vi katolikker bliver advarede om, at det onde kan handle på samme måde. Ikke at jeg siger, at det er ondt, men vi bliver bedt om at være forsigtige."
Helt i orden, sagde jeg, men eftersom alle er enige om én ting: "Dette er overnaturligt," hvorfor så ikke for alvor prøve at forstå det og finde ud af det?
Disse er trods alt mennesker, der søger Gud! Den første, som sagde, at det er af det onde, fortalte mig så, at Gud giver budskaber, og at der er mange, mange bøger i hele verden med den slags budskaber, og at det er meget almindeligt. Der er så mange åbenbaringer af overnaturlig art, så det er meget almindeligt, men som regel i deres kreds.

Igen en anden præst sagde, at det er Hjertets Guddommelige åbenbaringer, og at de er fra Gud. Han gav mig adressen på en professor i mystik, som jeg kan opsøge og tale med. Jeg ved, at hvis jeg havde været "en af deres", ville jeg have haft det lettere. Det er blot, fordi jeg ikke er fra deres kreds, og ydermere vækker min ydre fremtoning anstød.
Jeg er Jesus. Vassula, støt dig til Mig og hvil dig.
Åh, århundrede! Har du fældet dom, før du har så meget som kastet et blik på Mine Ord? Giver du det udseende af at ville forherlige Mig og forsvare Mig, mens du i virkeligheden spotter Mig?

Vassula, Jeg elsker dig. Støt dig til Mig, Min elskede.
Herre, der er en ting til. Når jeg fortæller Dig om mine følelser af tvivl, er jeg ret sikker på, at jeg sårer Dig, fordi jeg tvivler. Og hvis jeg godtager hele åbenbaringen uden at tvivle, og det så ikke er Dig, vil jeg også såre Dig. Lige meget, hvad jeg tror, sårer jeg Dig, og det gør mig bedrøvet, for jeg ønsker at være den sidste til at såre Dig. Jeg lider også på grund af dette.
O Min datter, sørg ikke. Tro aldrig, at jeg bliver såret gennem kærlighed. Du gør ikke andet end at modtage næring fra Mig. Jeg er Jesus, Jesus Kristus, og det er Mit Brød, du spiser! O, elskede sjæl. Plag ikke dig selv længere nu. Tro Mig, elskede, og føl dig elsket af Mig.
Tilgiv mig, at jeg er så svag.
Jeg tilgiver dig fuldstændigt. Føl, hvor højt Jeg elsker dig. Din svaghed er det, der tiltrækker Mig mest, din usigelige svaghed! Din elendighed trodser enhver beskrivelse. O Kom til Mig her inde i Mit Hjerte. Lad din sjæl blive fuldstændig tilintetgjort inden i Mig. Vær Min Himmel. Jeg elsker dig. Lev i Min Fred.
TILBAGE KVARTALSOVERSIGT BUDSKABER FREM