Forløs en sjæl - 26/9



Vassula, lad os forløse en sjæl, der er Mig meget kær, som befinder sig meget nær Satans flamme. Hun er sig ikke bevidst om det lumske spil, han har lagt som snare for hende.
Hvem er denne sjæl, Herre?
Hun er en af Mine brude.
En nonne?
Ja, en nonne. Hun er faldet ved sin forfængelighed og har forsømt Mig. Elskede, bring hende tilbage til Mig med din kærlighed. Jeg elsker hende. Elsk Mig, og hun vil blive forløst. Vassula, disse Værker er mysterier for dig og for mange, men tro på Mig, Jeg er Jesus og Visdommen. Nu vil du velsigne Mig. Føl Mig; det herliggør Mig. Alt vil ske efter Min plan.
Jesus! Det er så vidunderligt at være sammen med Dig på denne måde!
Vassula.
Det er skønt, vidunderligt!
Vassula, vil Jeg nogensinde forlade dig?
Når Han siger dette, er jeg hver gang lige ved at dø. Kun Gud kan have denne tone.
Elsk Mig. Son for andre, hvis hjerter er blevet iskolde imod Mig. Alter, lev for Mig. Fyld din flamme med Min flamme. Alter! Glem aldrig, hvor meget Jeg elsker dig. Forbliv brændende, opflam hjerter, sluk Min tørst.
Elskede Jesus, hold mig nær ved Dig, for uden Dig er jeg fortabt.
Nær Mig vil du forblive. Har du glemt vore bånd? Du er bundet til Mig med evige bånd.
Tak, Herre, fordi Du tager Dig af mig, det største nul, det, som fornægtede Dig.
Jeg blev fornægtet selv af Peter, men på ham lagde Jeg Min Kirkes grundvolde; har du glemt det? Jeg er Herren, som elsker dig uudsigeligt, og på dig, sjæl, har jeg indgraveret Mine Ord. Jeg er din Styrke. Hold Mig i dit hjerte nu og for evigt.
Det vil jeg, Herre. Jeg vil blive Dig tro.
Kom, lad os dele denne dag. Vær Min ledsager.
TILBAGE KVARTALSOVERSIGT BUDSKABER FREM