English version
KAPITEL 14.
LYSUNDERET I GRAVKIRKEN
I JERUSALEM


„Påskelørdag samles troende i store skarer i Gravkirken. For på denne dag kommer der ild ned fra Himlen og sætter ild til lamper i kirken!“ Denne ceremoni, omtalt i en af de mange beskrivelser af pilgrimmes påskerejser til Jerusalem, er gentaget uden afbrydelse år efter år og bæres af det uforklarlige forhold, at Den Hellige Ild tænder slukkede stearinlys og olielamper.

Uden for den ortodokse kirke er underet så godt som ukendt. De ortodokse kristne fejrer derimod hændelsen som det største under og ser i det Herrens fortsatte påmindelse om sin opstandelse fra døden. Underet har identitetsskabende værdi for hele den ortodokse kristne verden.
 

Kapellet med Kristi grav hvor flammen først bryder frem.
Gravkirken, bygget af Konstantin den Store i midten af det fjerde århundrede, er blevet ødelagt flere gange. Det var korsridderne, der gav kirken den udformning, den har i dag. Det er en stor kirke, der både omslutter den høj ved navn Golgatha, hvor Kristus blev korsfæstet, såvel som den grav, cirka 30 m fra Golgatha, i hvilken man lagde ham efter hans død, og fra hvilken den kristne tro hævder, han opstod fra de døde.

Rundt om selve graven er der i dag et lille kapel med to rum: et forrum og selve gravkapellet, hvor der ikke kan være flere end fire mennesker samtidig. Desuden er der den store basilika, der omgiver det lille gravkapel, der igen omslutter selve den flade gravsten, som Jesus lå på.

Det lille kapel er på denne dag centrum for begivenhederne. At der i høj grad er tale om særlige begivenheder, vil kunne bevidnes af enhver, der besøger Gravkirken påskelørdag.

Lysunderet har fundet sted årligt i mindst 1200 år, på samme tid, påsamme måde og på samme sted. Det bliver ved at drage stadig voksende menneskeskarer til Jerusalem, og ceremonien, der danner ramme for lysunderet, er en af de ældste ubrudte kristne ceremonier i verden.

Kilder fra år 800, muligvis endda omkring år 400, ja, ifølge ortodokse teologer fra år 200, beskriver underet og de ceremonier, der omgiver det. Historikeren Eusebius skriver i sin Vita Constantini fra omkring 328 om en interessant hændelse, der finder sted i Jerusalem i år 162. 128 Da kirketjenerne skal til at genfylde de olielamper i kirken, der skal symbolisere Kristi opstandelse, opdager de, at der ikke er mere olie i lamperne.

Herpå beordrer biskop Narkissos, at lamperne skal fyldes med vand, hvorefter han byder kirketjenerne at tænde dem. Til alles måben begynder lamperne at brænde fint, som om de var fyldt med den reneste olie. Ortodokse troende ser i dette under, som hører til tiden inden Gravkirkens konstruktion i det 4. århundrede, en direkte relation til lysunderet.

De indrømmer, at de to har forskellig karakter, eftersom den første var en engangshændelse, hvorimod lysunderet indtræffer hvert år, men ser dog i de to det fælles, at Gud producerer ild, hvor den logisk set ikke burde være der.
Omkring år 388 rejser Etheria, en adelig kvinde fra Spanien, til Palæstina. I hendes pilgrimsberetning læser man om en ceremoni ved Kristi Grav, hvor lys udgår (ejicitur) fra det lille kapel, der omgiver graven, og hele kirken fyldes med et uendeligt lys (lumen infinitum).

129 Det lader til, at der ikke tales om en underfuld hændelse, men at biskoppen kommer ud af kapellet med flammen, hentet fra et stedsevarende lys inde i gravkammeret, men interessant er det, at der allerede på dette tidspunkt, kort efter Gravkirkens første konstruktion under Konstantin omkring 336, 130 tales om en ceremoni, hvor lys spredes fra gravkapellets indre til de troende i kirken.

Som Gustav Klameth bemærker, må der have været en særlig grund til, at lyset blev hentet frem af graven og ikke blot spredt fra en af de mange andre olielamper i kirken, nemlig at ilden fra Kristi grav blev anset for at være særlig hellig. 131

Der er diskussion om denne ceremonis opståen. Otto Meinardus mener, at den stammer fra en dåbsritus, der jo til vore dage i både de protestantiske, katolske og ortodokse traditioner er forbundet med antændelse af stearinlys efter dåben.

132 Gustav Klameth mener derimod, at lysceremonien først og fremmest har tjent som symbol på Kristi opstandelse og ser i den jerusalemitiske lysfejring oprindelsen til de senere påskefejringer, hvor antændelsen af den hellige ild markerer begyndelsen til midnatsgudstjenesten påskenat.

Munken Bernhards beskrivelse af sin rejse til Jerusalem i år 870 er en hel del tydeligere end Etherias rejsebeskrivelse. I klare ord beskriver han, hvordan en engel stiger ned efter Kyrie-Eleison-sangen og tænder de lamper, der hænger over den flade sten, på hvilken Kristus lå, hvorefter patriarken giver flammen til biskopperne og alle andre der er til stede i kirken.

På samme måde er den arabiske historiker Ma’sûdis beskrivelse af en rejse til Jerusalem i år 926 tydelig. Her læser man, at kristne fra hele landet samles påskelørdag, eftersom der på netop den dag kommer ild ned fra Himlen og tænder lysene. Forskellige kilder giver varierende oplysninger om måden, hvorpå lysunderceremonien blev udført liturgisk og om forskellige bifænomener, der akkompagnerer underet.

133 Både gamle og moderne kilder fortæller, at troende ikke ser ilden alene i Gravkirken, men endog i Jakobskirken ved siden af Gravkirken, men den basale mirakuløse antændelse af lys er forblevet uforandret.´Den russiske abbed Daniel giver en af de mest detaljerede beskrivelser af lysunderceremonien i sin rejsebeskrivelse, skrevet i årene 1106-7. Ifølge Daniel gøres kirken ren aftenen inden underets indtræffen.

Alle olielamper renses, fyldes med ren olie, men efterlades i slukket tilstand. Daniel beskriver, hvordan graven bliver forseglet med voks ved den anden nattetime og forbliver forseglet med de slukkede olielamper stående på Kristi grav, således at „de græske lamper stod dér, hvor hovedet lå og Skt. Sabas og alle klostrenes [lamper] dér, hvor brystet var“. 134 Inden ceremonien begynder, venter en stor menneskeskare allerede på at komme ind, og mange må blive udenfor.

„Hele folket i kirken og uden for kirken gør ikke andet end utrætteligt og med høj stemme at råbe: ‘Kyrie-Eleison’, dvs. ‘Herre, forbarm dig!’ – hele kirken giver genklang af folkets råb. Kildevæld af tårer strømmer fra de troende, ja selv den, der har et hjerte af sten, kan græde på den dag: Alle grunder i deres hjerte, tænker over deres synder og siger i deres indre: ’Skulle mine synder hindre lyset i at komme ned?’ Og således står alle de troende med tårer i øjnene og med et angrende hjerte […]

Ved den sjette læsning kom biskoppen til gravdøren og så intet. Da begyndte hele folket grædende at råbe ’Kyrie Eleison’. Og ved den niende time begyndte de at synge den sang, der blev sunget ved overgangen [af Det Røde Hav] – ‘Jeg vil synge til Herren’ 135 – og da kom en lille sky pludselig fra øst over kirkens åbne kuppel, og en smule regn faldt på graven og på os, der stod tæt ved den.

Og da skete det at den hellige ild pludselig skinnede i graven, og en utrolig klar stråleglans udgik fra Herrens hellige grav. Biskoppen gik da til graven med fire diakoner, tog et af kong Balduins stearinlys, gik ind i graven og antændte kongens kerte fra denne hellige flamme, bragte lyset ud og gav det til kongen.

Han stod på sin plads og holdt lyset med stor glæde, og fra dette lys antændte vi alle vore kerter, og fra kerter antændte hele folket deres kerter i hele kirken, fra den ene antændte den anden sin kerte. Det himmelske lys er ikke som en jordisk ild, men skinner på mirakuløs vis på en særlig måde; dens flamme er rød som cinnober, og alligevel skinner den på en ubeskrivelig måde.

Hele folket står med lysene tændte og råber med høj røst: ’Herre forbarm dig!’ med stor fryd og glæde. Ingen kan opleve så stor glæde som enhver kristen oplever, der har set Guds hellige lys. Ingen der ikke har set denne dags glæde, kan tro på ham, der fortæller alt det, han har set, men vise og trofaste mænd tror virkelig på og lytter med glæde til denne beretning og til sandheden om disse hellige steder.“ 136 Nogle kilder beretter, at pilgrimme undertiden kunne vente i timevis på ildens komme, idet den ikke altid kom ved samme time.

Således fortæller Theoderich, der skrev sin rejsebeskrivelse i 1172, at ilden til tider kom ved den første time, andre gange ved den tredje, ved den sjette, ved den niende eller endog først ved aftengudstjenesten. Theoderich har også variationer i, hvor flammen kommer først: nogle gange i Gravkirken, andre gange i „Herrens tempel“ og andre gange i Johanneskirken.

137 Antallet af lignende vidnesbyrd vokser med det stigende antal pilgrimme i Det Hellige Land og kan følges i en ubrudt strøm til vore dage. Blandt dette kildemateriale fortjener den engelske krønikeskriver, Gautier Vinisauf særlig opmærksomhed, eftersom han viderebringer en interessant detalje omkring fejringen i 1192.

I 1187 indtog saracenerne Jerusalem under ledelse af sultan Salah ad-Dîn. I det år ønskede sultanen at være til stede ved fejringen, selvom han ikke var kristen. Gautier Vinisauf fortæller, hvad der skete ved den lejlighed: „Efter hans ankomst nedsteg det himmelske lys pludselig, og deltagerne var dybt bevægede.

De kristne gav udtryk for deres glæde ved at prise Guds storhed, saracenerne derimod påstod, at ilden, som de havde set komme ned, var blevet til ved et fupnummer. Salah ad-Dîn, der ønskede at afsløre snyderiet, lod lampen, som ilden fra Himlen havde tændt, slukke, men lampen flammede straks op igen. Han lod den slukke en gang til og til sidst en tredje gang, men den tændtes af sig selv igen.

Derpå skreg den slagne sultan i profetisk henrykkelse: „Ak, snart skal jeg dø eller miste Jerusalem!“ Denne profeti gik i opfyldelse, for Salah ad-Dîn døde i den efterfølgende fasteperiode.“ 138
En økumenisk ceremoni
Der findes mange forskellige former for ortodokse kristne, og i Gravkirken deltager syrisk-, armensk-, russisk- og græsk-ortodokse såvel som koptere i ceremonien. Også Den Katolske Kirke fejrer gudstjeneste i Gravkirken, men på en anden dato end de ortodokse kirker og er derfor ikke med.

Den ortodokse påskedato er nemlig fastsat efter den julianske kalender og ikke efter den mere udbredte vestlige gregorianske kalender, og det betyder, at den ortodokse påskefejring normalt falder på en anden dato end de protestantiske og katolske fejringer.

Til lysunderceremonien samles størstedelen af de mange forskellige kristne trossamfund, der sameksisterer i Gravkirken.

De katolske og ortodokse kirker oplevede et skisma i 1054, da kirkerne blev splittet først og fremmest på politisk grundlag. Herefter har der ikke været megen forbindelse mellem de to kirker, selvom deres respektive teologier nærmest er identiske og pave Johannes Paul II har kaldt dem „Kristi Legemes to lunger“.

Til trods for skismaet fortsatte man imidlertid med at fejre netop lysunderet sammen i Gravkirken. I Daniels beskrivelse bærer gudstjenesten spor både af ortodokse og katolske elementer. Lysmirakelceremonien har altså haft en sådan tiltrækningskraft, at den har fået de to kirker til at mødes til fælles fejring, selvom man alle andre steder ikke havde forbindelse.

Først i 1246, da de katolske kristne forlod Jerusalem sammen med de slagne korsriddere, blev det til en rent ortodoks ceremoni. De ortodokse blev i Palæstina, selv efter tyrkernes besættelse af Jerusalem, hvorimod de fleste katolske kristne forlod landet. Men hvad sker der i grunden påskelørdag i Jerusalems Gravkirke i vores tid?

Hvorfor har det så stor betydning for de ortodokse kristne, at lysunderceremo nien er ved at få kirken til at revne år efter år? Og hvorfor er der ingen, der har hørt om underet i hverken protestantiske eller katolske lande, når det på mange punkter synes at overgå de mest berømte vesterlandske mirakler?

En af de kendteste ceremonier i den ortodokse verden
For at få svar på disse spørgsmål rejste jeg til Jerusalem fire gange for at være til stede under den gudstjeneste, hvor miraklet sker, og jeg kan således bevidne, at lysunderceremonien fandt sted ikke blot i middelalderen, men også ved de forskellige påskefejringer op til og efter årtusindskiftet 2000.

Jeg talte med den senere afdøde græsk-ortodokse patriark af Jerusalem, Diodorus I, den person, der hvert år var gået ind og havde modtaget flammen med det uforklarlige lys, siden han blev patriark i Jerusalem i 1982. Underet sker påskelørdag.

På denne dag er Gravkirken fyldt af mennesker. Skal man gøre sig håb om at komme ind i den, skal man regne med at stå i kø i fem til seks timer. Der er næsten lige så mange mennesker uden for kirken, der ikke kan komme ind, fordi den allerede er overfyldt.


Troende er rejst til Jerusalem fra hele verden for at
deltage ved lysunderceremonien.
Pilgrimme er kommet fra hele verden – størsteparten fra Grækenland, men i de senere år i stadigt stigende antal fra Rusland og de østeuropæiske lande. For at være så tæt som muligt på selve gravkapellet, hvor miraklet sker, og for at forberede sig i bøn har pilgrimme med klapstole trodset trætheden og våget hele natten igennem rundt om kapellet.
Festival
Selve miraklet sker først omkring kl. 14, men allerede omkring kl. 11 er kirken en kogende gryde.


Lysunderceremonien er årets mest besøgte religiøse handling i Gravkirken. Ceremonien indledes med en række traditionelle fejringer, hvor arabiske kristne bl.a. danser rundt på skuldrene af hinanden, akkompagneret af trommer.

Fra kl. 11 til 13 synger de arabiske kristne traditionelle kristne sange med høje stemmer og i højt tempo. Der er tale om en gammel tradition fra den tyrkiske besættelse af Jerusalem i 1200-tallet, hvor de ikke måtte synge deres sange andre steder end i kirkerne. „Vi er de kristne, det har vi været i århundreder og det vil vi være for evigt og altid! Amen!“ lyder det på højlydt arabisk med trommeakkompagnement.

Trommeslagerne sidder på skuldrene af andre, der danser en vild dans. Men op til kl. 13 dør sangen ud, hvorefter der er stilhed – en lurende, alt andet end tom stilhed, der bærer præg af forventningen om manifesteringen af Guds kraft.


Inden den græsk-ortodokse patriark går ind i graven, er den blevet undersøgt for skulte lyskilder af israelske embedsmænd, hvorefter den forsegles indtil patriarkens ankomst. Inden patriarken går ind i graven, går eller bæres han i procession tre gange rundt om gravkapellet.

Kl. 13 baner en delegation af de lokale magthavere sig vej gennem masserne, anført af det lokale politi, der i stort antal er til stede i Gravkirken for at sørge for, at der ikke opstår uroligheder. Selvom disse embedsmænd ikke er kristne, er de en del af ceremonien.

I vore dages Jerusalem er der tale om israelske embedsmænd, under tyrkernes besættelse af Palæstina var det de lokale tyrkiske embedsmænd. I århundreder har dette været en fast del af ceremonien. Der skal være tale om uvildige embedsmænd, og formålet med deres tilstedeværelse er at symbolisere romerne på Jesu tid. I evangelierne kan man læse, at romerne kom og forseglede Jesu grav, for at disciplene ikke skulle komme og stjæle hans legeme og sige, han var genopstanden.

På samme måde skal de israelske magthavere i dag forsegle graven med voks. Inden de lukker og forsegler døren, går de ind i kapellet og checker, om der kunne være en skjult flamme, som patriarken kunne tænde sine lys på. Ligesom romerne skulle garantere, at der ikke blev snydt med noget umiddelbart efter Kristi død, skal de lokale israelske embedsmænd sørge for, at der ikke bliver snydt med lysmiraklet.
Patriarkens vidnesbyrd
Når graven er blevet undersøgt og forseglet, giver hele kirken sig til gentagne gange at synge „Kyrie Eleison“. Kl. 13.45 kommer patriarken ind i kirken, båret af fire mænd. Patriarken er en ældre herre og svagt til bens. Tre gange går man i procession rundt om graven. Herefter afklædes patriarken, så han kun er iført en hvid kjortel.

Dette skal symbolisere ydmyghed foran det store tegn, han skal være kronvidne til ligesom de mange foregående græsk-ortodokse patriarker. Alle olielamper har været slukket fra aftenen i forvejen, og nu slukkes også det elektriske lys, sådan at der bliver næsten helt mørkt i kirken. Den eneste lyskilde er de solstråler, der finder vej gennem den nyrestaurerede kuppels glashus. Voksforseglingen fjernes fra døren til graven, og døren åbnes.

Med to store slukkede stearinlys går patriarken ind i gravkapellet – først ind i det lille forrum og derfra ind i selve graven. Det er ikke muligt at følge med i, hvad der sker inde i graven, og vi må lade patriarken selv fortælle.

Deres Salighed, spørger jeg, hvad sker der, når De går ind i graven? „Jeg går ind i graven og finder vej gennem mørket til det inderste kammer, hvor jeg falder på knæ i veneration foran det sted, hvor Kristus lå efter sin død. At bede her er i sig selv for mig altid et meget helligt øjeblik på et meget helligt sted.

Det er herfra, han opstod i herlighed, og det er herfra, han spredte sit lys til verden. Apostelen Johannes skriver, at Kristus er verdens lys, og foran hans grav bringes man helt tæt på hans herlige opstandelse, der for os er virkelighed og ikke kun en myte. Katolikker og protestanter kalder denne kirke for Gravkirken.


Processionen med patriark Diodorus I set fra balkon i Gravkirkens kuppel.

Vi kalder den for Opstandelseskirken. Opstandelsen er det mest centrale i vores tro. I opstandelsen har Kristus vundet sin endegyldige sejr over døden, ikke kun for sig selv, men for alle dem, der vil forblive ham nær. At det er netop på dette sted, at det mirakuløse lys kommer, tror jeg derfor ikke er nogen tilfældighed.

I Matthæusevangeliet (Matt. 28,3) læser vi i forbindelse med Jesu opstandelse, at en engel kom til syne, klædt i lynild. Jeg tror personlig, at det lys, der omgav englen ved Jesu opstandelse, er det samme lys, der kommer til os på mirakuløs måde hver påskelørdag.



Inden patriarken går ind i graven, går eller bæres han i procession
tre gange rundt om gravkapellet.

Kristus vil minde os om, at hans opstandelse er en realitet, og at han virkelig kom til verden for gennem sin død og opstandelse at bringe det offer, der skulle til, for at mennesket kan blive forenet med sin skaber.
Blåt lys
Foran graven fremsiger jeg nogle bønner, vi har fået overleveret igennem mange hundrede år, og når jeg har gjort det, venter jeg.


Tre tidligere patriarker i den lange kæde af dem, der i århundreder
har været hovedvidner til lysunderet i Jerusalem.



Patriark Diodoros I med metropolit Basilios og forfatteren.



Patriarken kommer ud af gravkapellet med de underfuldt antændte stearinlys.

Nogle gange kan der gå et par minutter, men normalt sker underet umiddelbart, efter jeg har sagt bønnerne. Fra selve den sten, hvor Jesus lå, udgår der et udefinerbart lys. Det er blåt i sin grundfarve, men har mange nuancer, særlig rød.

Det kan ikke beskrives med menneskelige ord. Lyset løfter sig ud af stenen, ligesom tåge kan stige op af en sø – det ser nærmest ud, som om stenen bliver dækket af en fugtig sky, men det er samtidig lys.

Dette lys bevæger sig hvert år på forskellig måde. Nogle gange dækker det blot stenen, andre gange kan det oplyse hele graven, så også mennesker, der står uden for graven og ser ind i den, kan se hele graven fyldt med lys.


Flammen spredes.

Lyset er af en ganske anden beskaffenhed end normalt lys i en olielampe. Det brænder ikke – der er aldrig gået ild i mit skæg i alle de 22 år, jeg har været patriark i Jerusalem og har modtaget Den Hellige Flamme. På et tidspunkt samles dette lys nu i en søjle, og her ændrer lyset karakter, sådan at jeg kan tænde mine stearinlys på lyssøjlen.

Når jeg har fået flammen, og mine to stearinlys brænder, går jeg ud og giver flammen først til den armenske patriark og siden til den koptiske. Herefter går jeg ud af kapellet og giver flammen til alle i kirken.“ – Hvordan oplever De selv miraklet, og hvilken betydning har det for Dem personlig? „Underet gør hvert eneste år lige stort indtryk på mig. Det er hver gang en dybere omvendelse for mig.

Det er en stor trøst at tænke på Kristi trofasthed, at han hvert eneste år giver os dette mirakel, til trods for menneskers svagheder. Vi oplever mange undere i vores kirker, og mirakler er noget forholdsvis naturligt for os. Det er ofte sket, at vore ikoner har grædt, ligesom vi har haft helgener, som Gud gav mange åndelige gaver til at hjælpe de troende med.

Men ingen af disse mirakler har en så gennemgribende og stærk symbolsk betydning som det hellige lysmirakel. Miraklet er den stadige guddommelige bekræftelse på og påmindelse om Kristi opstandelse, og det er Kristi opstandelse, vi fejrer som det helt centrale i vores tro. Underet er næsten som et sakramente.

Det gør Kristi opstandelse så nærværende for os, som var han opstået fra de døde for få år siden.“ Mens patriarken er inde i kapellet og knæler foran stenen, hersker der mørke udenfor, men absolut ikke stilhed. Der er en ganske højlydt mumlen, og stemningen er utrolig spændt. Når patriarken kommer ud, lyder der et jubelskrig, som er at sammenligne med når der scores til en fodboldkamp.
Miraklet vækker tro
Som ved alle andre undere er vurderingen af lysmiraklets ægthed et spørgsmål om personlig tro, og der er mange, både ortodokse og ikkeortodokse, der har svært ved at tro noget så utroligt og derfor mener, at patriarken må have en lighter gemt i ærmet.

De troende møder denne skepsis med en hel del indvendinger: Lightere, tændstikker og andre antændelsesredskaber er forholdsvis moderne opfindelser. For ikke længe siden var det at antænde en ild et projekt, der tog en hel del længere tid end de få minutter, patriarken er inde i graven.

Man har ment, at patriarken måtte have en hemmelig olielampe brændende i graven, på hvilken han kunne tænde lysene, men her hævder israelske autoriteter år efter år at have checket graven og ikke fundet lys i den, inden de forseglede den med voks.

Det største argument mod simpelt fup er imidlertid ikke de skiftende patriarkers beretninger, men de tusinde vidnesbyrd af uafhængige pilgrimme, der gennem århundrederne har beskrevet, hvordan de har set det blårøde lys uden for graven, og hvordan det af sig selv antændte de stearinlys, de holdt i hænderne.

Ofte er olielamper, der hænger på de mest forskellige steder i kirken, til tider de mest utilgængelige, begyndt at brænde, uden at der har været nogen i nærheden af dem. Jeg har ikke selv været vidne til nogle af disse spontane antændelser, men er i besiddelse af en række signerede vidnesbyrd fra pilgrimme, der i tidligere år enten oplevede den blå flamme, eller hvis stearinlys tændte af sig selv.

For et af disse vidner, Arkimedes Pendaki, var underet den impuls, der førte til, at han blev præst. Pendaki var i årene op til påsken 1983 gledet længere og længere bort fra sin families ortodokse tro og gik kun sjældent i kirke. Hans moder, der var meget troende, fik ham overbevist om, at han skulle tage med til Jerusalem og være til stede ved det hellige lys’ ceremoni.

Mens de to stod i Gravkirken under lysmirakelceremonien, skete det, at hans moders lys tændte af sig selv for begges øjne. Arkimedes blev først rasende og beskyldte hende for at have lavet et eller andet nummer med ham, selvom han inderst inde var overbevist om, at det ikke var tilfældet. Underet blev imidlertid ved at nage ham, indtil han ikke kunne holde det ud længere og måtte udforske sin egen tro til bunds. Han rejste til klosterøen Athos og besluttede efter en årrække at uddanne sig til ortodoks præst.


Troende giver udtryk for stor bevægelse over at have været vidner til
og modtaget den hellige flamme.



Ærkebiskop Alexios af Tiberias samt forfatteren.

Den slags personlige beretninger findes der mange af. Den person, der oplever miraklet på ganske nært hold, dvs. enten selv får flammen på sit stearinlys eller ser det blå lys i kirkerummet, er som regel så dybt berørt af underet, at vedkommendes trosliv fordybes, så der altid vil være et „før“ og et „efter“ lysmiraklet i Jerusalem.

Mange af disse vidnesbyrd er blevet samlet i bøger og publiceret på græsk, men ingen er blevet offentliggjort i nyere tid. Siden 1996 har ærkebiskop Alexios af Tiberias påtaget sig den opgave at samle nogle af de vidnesbyrd, han selv har hørt, og som de troende har garanteret for med deres underskrift, og han vil snart udgive dem.

Ærkebiskoppen besluttede sig for at gøre dette arbejde efter en oplevelse forbundet med lysceremonien i 1996, som han har deltaget i hvert eneste år siden 1967. „Efter ceremonien gik jeg hjem til min lejlighed, der ligger i det Græskortodokse patriarkat oppe ad bakken vest for Gravkirken med god udsigt over kirken,“ forklarer han. „Jeg tog et kig fra mit vindue og så pludselig et stort lysende kors over Gravkirkens kuppel. Jeg blinkede med øjnene og så igen, men det lysende kors blev ved at svæve over kuplen.

Jeg løb op på taget over min lejlighed for at kunne se bedre. Jeg troede, der måske var tale om det gyldne kors, der står på kuplen, og at det var solen, der på en eller anden måde spejlede sig i det, men fra taget kunne jeg tydeligt se, hvad jeg havde set fra vinduet: Over det normale gyldne kors på kuplen svævede et større rødt lysende kors, hvis stråler nåede længere end selve kuplen.

Jeg har været vidne til lysunderet, siden jeg var ganske ung, og været vidne til mange uforklarlige hændelser, men dette tegn var så tydeligt, at jeg aldrig mere vil kunne tvivle på Guds underfulde indgriben. Hvis mennesker siger, at de ikke tror på lysmiraklet, må de selv om det, og jeg skal ikke at rette dem, men jeg ved, de tager fejl.“ Metropolit Basilios, der i mange år var patriark Diodorus I’s befuldmægtigede og substitut, bekræfter ærkebiskop Alexios’ udtalelse.

„Jeg har været i Jerusalem siden 1939, da jeg kom til byen som femtenårig. Jeg har været med til lysunderceremonien i alle disse år, og har således været vidne til miraklet 62 gange. For mig er det ikke et spørgsmål om at tro eller ikke at tro på miraklet. Jeg ved, at det er sandt. Som mange andre troende kan jeg bekræfte, at lyset ikke brænder.

Mange gange har jeg ført flammen under mit skæg, uden at der skete det mindste med det. År efter år har jeg set den umiddelbare og spontane antænding af stearinlys, som de troende holdt i deres hænder, og jeg har hørt mange pilgrimme fortælle om, hvordan de så det blå lys passere gennem Gravkirken.

For mig er miraklet meget vigtigt, nemlig som et minde om Vorherres opstandelse. Bibelen beretter, at da Herren opstod fra døden, skinnede hans grav med et lys som ved højlys dag.

Jeg tror, underet er et minde om dette vor tros mest centrale element, for at det aldrig må blive fornægtet.“ Efter hvad jeg har kunnet erfare, har det hidtil ikke været muligt at filme en af olielamperne eller et af de mange stearinlys tænde af sig selv, men jeg er i besiddelse af en kopi af en video optaget af en ung ingeniør fra Betlehem, Souhel Thalgieh.

Thalgieh befandt sig under lysmirakelceremonien i 1996 på en balkon i kuplen sammen med en russisk-ortodoks nonne og fire andre troende, bl.a metropolit Timoteos’ mor. Nonnen stod til højre for Thalgieh. På videoen ser man, hvordan han filmer ned mod kapellet. Alt lys slukkes – det er tid til at patriarken går ind og henter flammen.

Inden han er nået at komme ud, hører man pludselig et højlydt udbrud af forundring fra nonnen, der står ved siden af Thalgieh. Man ser, hvordan kameraet begynder at ryste, og man hører de andre fire, der er til stede på balkonen, tale i munden på hinanden med høje stemmer om et eller andet, der er sket. Kameraet drejer til højre, og her ser man nu årsagen til udbruddene:

Det store stearinlys, nonnen holdt i sine hænder, tænder af sig selv for øjnene af de tilstedeværende og lyser med en høj flamme – inden patriarken er kommet ud af gravkapellet. Med rystende hænder holder hun lyset, alt imens hun igen og igen gør korsets tegn over det, hun har oplevet.

Men ingen af disse optagelser vil være i stand til at „overbevise“ den, der ikke har troens gave, mener ærkebiskop Alexios: Miraklet er som miraklet altid har været – det vil altid være omgivet af noget uforklarligt, det vil aldrig kunne bevises. Som han sagde til mig: „Miraklet er aldrig blevet filmet, og kan det sikkert heller ikke. Mirakler kan ikke bevises.

Der er altid behov for et moment af tro, for at miraklet kan bære frugt i den troendes liv. Miraklet i kristen sammenhæng har altid et formål, at udbrede Guds nåde i verden. Og denne udbredelse af Guds nåde kan ikke ske uden tro hos mennesket.“
Den mirakuløse flamme er hellig
De ortodokse kristne er ikke alene om at forbinde lys med Guds nærvær og aktivitet. I de bibelske skrifter skildres store mirakuløse hændelser og Guds nærvær ofte i sammenhæng med manifestationer af lys.

Om Moses’ møder med Jahve på Sinajs bjerg hedder det: „Hele Sinajs bjerg var hyllet i røg, fordi Herren var steget ned på det i ild, og røgen steg til vejrs som røgen fra en smelteovn“ (2. Mos. 19, 18). Og senere: „For israelitterne så Herrens herlighed ud som en fortærende ild på bjergets top“ (2. Mos. 24,17).


Flammen spredes fra lys til lys. Hvert år sker det, at troende, der står med deres slukkede stearinlys og venter, ser den blå flamme passere hen over dem og tænde deres lys inden patriarken er kommet ud.

Efter at Moses har stået ansigt til ansigt med Gud, skinner hans ansigt så kraftigt, at han ender med at måtte lægge et slør over det, som han kun fjerner, når han igen skal tale med Gud (2. Mos. 34, 29 ff). Da Jesus forklares for disciplenes øjne på Tabor-bjerget, „ændrede hans ansigt udseende, og hans klæder blev blændende hvide“ (Luk. 9,29).

Efter Jesu opstandelse møder kvinderne ved graven „to mænd i lysende klæder“ (Luk. 24,4). Lyset og Guds vældige gerninger går altid hånd i hånd. De store kirkefædre anså lys for at være et synonym for Gud, særlig for Guds kærlighed. Således skriver en af de mest berømte af dem.


Flammen betragtes af ortodokse
troende som en dyrebar skat.

Gregor den Store (530-604): „Gud kaldes lys, fordi han omfavner sin kærligheds flammer – de sjæle, i hvilke han har taget bolig.“ På samme måde opfatter de ortodokse lysmiraklet i Jerusalem som en manifestation af Guds kraft, men ikke nok med det – miraklet er en manifestation af Guds nærvær.

Ligesom lyset i de bibelske skrifter udspringer fra Guds nærvær, anses lyset i Gravkirken for at have væsensforbindelse med Gud selv. „Flammen er hellig. Den indeholder velsignende kraft,“ fortæller ærkebiskop Alexios, „næsten som et sakramente; der er en direkte væsensforbindelse til Gud, der udfører miraklet.“


Flammen anses for at være hellig.

Det er også grunden til, at pilgrimmene fører hænderne hen over flammen – frem og tilbage for siden at stryge sig over ansigtet med hænderne, der har rørt flammen.
Lysunderceremoniens pan-ortodokse og økumeniske betydning
Underet er af betydning, ikke blot for den enkelte troende, hvis tro bliver styrket, men også for alle de ortodokse kirker og deres indbyrdes enhed. Metropolit Timoteos af Vasta, som var det Græsk-ortodokse patriarkats repræsentant ved den fælleskirkelige åbning af de hellige døre i Pauluskirken i Rom i januar 2000, mener, at lysunderceremoniens økumeniske og forenende kraft er ganske exceptionel.

„Helt frem til det 13. århundrede fejrede hele kirken lysunderceremonien,“ siger han. „Selv efter at katolikkerne forlod byen, er det vedblevet at være en ceremoni, der bringer alle os ortodokse tættere sammen. Dette skildres symbolsk allerede under selve liturgien. Flammen gives på en underfuld måde fra Kristus til den græsk-ortodokse patriark inde i graven.

Han giver den derpå til de armenske og koptiske metropolitter, der giver ilden videre til de resterende trosrepræsentanter, der igen giver den videre til folket i hele kirken. Men flammen forbliver ikke i Gravkirken, den spredes videre ud til de troendes hjem i Palæstina og i hele verden. Alle har gjort en lampe klar i hjemmene, så man kan modtage flammen, som man bevarer i månedsvis.

Troende, der kommer langvejsfra, har sørget for at medbringe små lukkede lanterner, med hvilke de bærer ilden til deres hjemland. Olympic Airways og andre luftfartsselskaber hjælper ortodokse troende med at udbrede flammen til de mange byer og lande, særlig til Alexandria i Ægypten, til Rusland, til Georgien, til Bulgarien, til USA.

Hvert år skriver vi anbefalingsbreve til de israelske religiøse myndigheder, der så hjælper de troende med at få lanternerne med ilden gennem sikkerhedskontrollen og ind i deres respektive fly.



Ærkebiskop Alexios af Tiberias flyver lysunderflammen til Grækenland og bliver modtaget i Athens lufthavn, som var der tale om et statsbesøg i påsken 2001. Flammen spredes til mange ortodokse klostre og privathjem i hele verden.

Det kan give et indtryk af, hvor vigtig flammen og dens årlige udbredelse er for os. Den er hellig og vedbliver at minde os om, hvordan den ene Helligånd bor i alle dele af Kristi legeme. Som blod, der pumpes ud til alle lemmer på et legeme, således spredes ilden fra Jerusalem til alle dele af det ortodokse trosfællesskab og minder de troende om oprindelsen og enheden af deres tro. Det har en utrolig enhedskraft for de ortodokse kirker,“ slutter metropolit Timoteos.
Ukendt i Vesten
Man kan nu spørge sig selv, hvorfor lysmiraklet er så totalt ukendt i Vesteuropa. I protestantiske lande kan det måske forklares ved, at man ikke har nogen synderlig forventning om og tradition for mirakler, og at man ikke rigtig ved, hvor man skal indpasse dem.

Men i de katolske lande er der en stor forventning om og interesse for mirakler og guddommelige tegn. Hvorfor får en så grænseoverskridende årlig hændelse ingen større presseopmærksomhed? Her synes der kun at være én rimelig forklaring: kirkepolitik. Det er alene de ortodokse kirker, der deltager i ceremonierne omkring lysmiraklet. Det sker kun på de ortodokse kirkers påskedato og uden deltagelse af nogen romersk-katolske autoriteter.

Dette udlægges af nogle ortodokse, som at Gud hermed vil vise, at alene den ortodokse kirke er den sande kirke på jorden. Denne udlægning kunne nok vække en vis bekymring i de protestantiske og katolske lejre, men ærkebiskop Alexios er uenig med den. „Dette er ikke miraklets formål,“ siger han. „Det er ikke et våben for at stjæle kristne fra andre kirker, ikke et bevis på, at vi er de eneste sande kristne.

Snarere er lysunderet en kilde til glæde for os ortodokse, og jeg håber, det kan lede til større enhed, ikke kun blandt os ortodokse, men blandt alle kristne. Jeg håber, det kan få katolske og protestantiske troende til at se, hvordan den samme Gud, de tror på, virker iblandt os, ligesom vi er overbevist om, at han virker blandt dem.“