Profeti

Et overblik over profetiens udvikling.
Profeti og åbenbaring

Tale holdt på konferencen “The Gifts of the Holy Spirit at the Threshhold of the Second Millenium” (Helligåndens gaver på tærsklen til det andet millenium) i Cattolica den 18.-21. september 1998. Konferencen var arrangeret af ”The Movement of Hope.”

af Niels Christian Hvidt
Accademia di Danimarca
Via Omero, 18
I-00197 Rom
n.c@hvidt.com

Mine damer og herrer, kære venner. I morgen skal vi høre vore dages mest kendte profet – Vassula. Hun er også den mest omdiskuterede mystiker, men det betyder ikke nødvendigvis, at hun ikke er autentisk. Det er snarere – som jeg vil vise senere – et almindeligt træk ved profeti: Profeterne er aldrig populære. Fader Sommavilla vil tale om traditionen for profeti i Kirken og sammenligne Vassula med andre profeter. Marino Parodi vil introducere Vassula for jer, og Vassula vil selv tale om sine profetiske oplevelser.

I har sikkert alle sammen hørt denne ytring: Vi har ikke brug for nogen profeter, for Gud har talt gennem sin Søn, og Han har derfor ikke mere at sige. Martin Luther sagde det, og den helllige Johannes af Korset sagde det samme, selvom der var tale om en helt specifik mening taget ud af en meget polemisk kontekst. Taget ud af denne specifikke kontekst ville Johannes af Korsets ord ikke give megen mening.

Der sker imidlertid det, at katolske teologer fremsætter ideen om enden på profetierne med Kristi komme, og de nægter derved Helligånden mulighed for i dag at kommunikere med Sine børn gennem forskellige nådegaver. Det er dette problem, jeg gerne vil sige noget om med denne tale. Jeg vil gøre det klart, at ideen er en misforståelse af fundamentale kristne sandheder, og at det ikke giver mening som kristen at sige, at Gud ikke har mere at sige. Det vil jeg vise ved at fokusere på selve den kristne profetis natur og koncept og derved belyse, hvad en kristen profet er, og hvad der er Guds formål med at sende verden profeter.

”Er der ikke en af Herrens profeter her, hos hvem vi kan søge råd fra Herren?” (2. Kong. 3:11. Ordene stammer fra en konge i Det Gamle Testamente, der er i en vanskelig politisk situation. Profeterne spillede en vigtig rolle i Det Gamle Testamente. Store dele af Det Gamle Testamente ser ud til at være direkte åbenbarede, profetiske taler fra Gud. Profeten oplever Guds ord og prædiker det til sine samtidige, ikke som sine egne ord, men direkte som ”Herrens ord”. Den profetiske linie fortsætter ind i Det Nye Testamente, der i adskillige afsnit taler om profeter. Men hvad sker der, når den sidste bog i Bibelen slutter? Holder Gud pludselig op med at manifestere sig? Pakker Han sin kuffert og tager på en lang ferie, indtil Han en dag ”vil komme med himlens skyer”? (Mark. 14:62). Eller åbenbarer Han sig i dag, når Han finder det nødvendigt, ligesom Han gjorde tidligere i historien? Kirkens helgeners og mystikeres oplevelser synes at bekræfte det sidste.
Enhver, som følger emnet om profetier, kan gøre nogle interessante observationer: Der har altid været profeter i Kirken, som har opført sig og talt som profeterne i Det Gamle og Det Nye Testamente gjorde. Det synes at være muligt at karakterisere de specifikke træk ved kristen profeti og profetiens rolle i Kirken. Man vil finde ud af, at det teologiske arbejde med profetiens koncept ikke fører til teologiens periferi, men lige til hjertet af de vigtige teologiske emner. Og endelig vil man blive overrasket over, hvor lidt teologisk arbejde der er blevet gjort på området om kristen profeti.

Kristne profeter

Kristne, jøder og muslimer tror på, at Gud åbenbarede sig til Det Gamle Testamentes profeter, så Han kunne lede sit folk i vanskelige situationer. Johannes Døberen fra Det Gamle Testamente udnævnes til at være den sidste profet, i den forstand at han er den sidste til at annoncere Messias’ komme; men han er ikke den sidste profet, der nævnes i Det Gamle Testamente. Lukasevangeliet mindes Simeon og profeten Anna, som begge profeterer om Jesusbarnet (Lukas 2:25-28). Jesus kaldes selv en profet og bemærker, at en profet aldrig agtes i sit fædreland (Joh. 4:44). I ”Apostlenes Gerninger” omtales både mandlige og kvindelige profeter i menighederne. En engel siger til Filip, at han skal møde en mand i en vogn, som skal komme på en bestemt vej, og han skal tale om evangeliet til denne mand (ApG. 8:26-40). Gennem en vision går det op for apostlen Peter, at han ikke skal skelne mellem racerne, men at alle er lige i Guds øjne (ApG. 10:11-16). Paulus’ omvendelse fremkaldes af et syn af Kristus, og hele hans apostolat følges af syner. Før Paulus’ afrejse til Jerusalem fortæller en anden profet, Agabos, ham, at han vil blive lagt i lænker i Palæstina (ApG. 21:11).

Paulus taler i sine egne breve om profeter i Kirken og nævner dem lige efter apostlene. Profeterne synes at have udgjort et af mange forskellige officier i Kirken. Lige som der var en officiel præst, var der også profeter, lærere, diakoner og eksorcister. Om profeterne siger Paulus, at de taler til opbyggelse, formaning og trøst (1. Kor. 14:3-4). Profeterne i Det Nye Testamentes menigheder synes at have været omrejsende profeter, som gik fra menighed til menighed, selvom kirkerne i Jerusalem og Antiokia dog synes at have haft fast tilknyttede profeter (ApG. 11:27; 13:1). Den sidste bog i Det Nye Testamente – Johannes Åbenbaring også kaldet Apokalypsen – er en omfattende samling af syner og profetiske åbenbaringer. Profetiens tilstedeværelse er massiv i Det Nye Testamente. Som kristne tror vi på, at virkeligheden, som den præsenteres i Det Nye Testamentes skrifter, skal være elementet og fundamentet for al senere kristendom. Hvis det er tilfældet, synes det at være en misforståelse at udelukke profetier fra den kristne Kirkes agenda.

Og sådan er det – skrifterne fra den Antikke Kirke, som kom frem lige efter de Bibelske skrifter, viser klart profeternes tilstedeværelse. Kirkefædrene siger, at Kirken aldrig vil være uden sine profeter. En af de vigtigste kildesamlinger, den såkaldte Apostolske Fædre, viser klart tilstedeværelsen af profeter i den Antikke Kirke. En af teksterne i denne samling, ”Hyrden Hermas”, taler i profetiske åbenbaringer om livet i menighederne og om, hvad der skal komme i fremtiden. Ligheden med Johannes Åbenbaring er slående. Et andet godt eksempel fra de Apostolske Fædre er ”Didaché’en”, som indeholder lange afsnit om, hvordan de troende skal bedømme profeternes autenticitet. I ”Didaché’en” er det vigtigste tegn på en profets autenticitet profetens moralske opførsel. Ander kilder fra den Antikke Kirke taler om kriterierne for profeternes autenticitet: Profeterne skal bedømmes efter deres frugter og deres budskaber.

Profetiens udseende forandrer sig

Profeti som et fænomen og en funktion i Kirken forsvinder ikke. Imidlertid må man sige, at profetiens udseende forandrer sig. I begyndelsen blev Kirken ledet af både præster og profeter, men profeti som officium synes at formindskes allerede i det første kristne århundrede. Selvom det forbliver et ”officium i Kirken” helt indtil slutningen af det andet århundrede, forekommer det mest uden for Kirkens institutionelle rammer. Det betyder ikke, at Helligånden forlader institutionen, men kun at profetien i sin klassiske, karismatiske form spontant kommer frem udenfor grænserne af ordnet, institutionel religion. Det faktum, at nogle paver og andre kirkelige ledere har haft visioner og profetiske åbenbaringer, ændrer ikke denne overordnede tendens. Der er forskellige grunde til, at profetien ikke længere er et officium; men det skyldes primært de negative oplevelser med falske profetier. Faren for falske profeter er profetiens Akilleshæl og den primære grund til profetiens negative udvikling.

Autoritet i den Antikke Kirke var noget karismatisk, der var baseret på den umiddelbare oplevelse af den himmelske Kristus gennem profeterne. De negative oplevelser med falske profetier førte til en autoritetsændring, hvor Kirken bevægede sig væk fra denne karismatiske, vertikale autoritetstype mod en mere horisontal autoritet baseret på den historiske erindring om den historiske Jesu liv og lære. Det var en proces, som havde enorm indflydelse for kristendommens udvikling. Den førte til nødvendigheden af et sikkert og uforanderligt vidnesbyrd om Jesu liv, som Bibelen blev det naturlige svar på (Hallbäck 60).

De fleste profeter er kvinder

En anden ændring i profetiens udseende er, at profeterne i stigende grad var kvinder. Dette gælder især for den katolske tradition. I Det Gamle Testamente er de fleste profeter mænd. Det Nye Testamente taler både om mandlige og kvindelige profeter. Men fra Hildegard af Bingen i det 13. århundrede begynder at få åbenbaringer, bliver det at modtage budskaber fra Gud og forkynde dem som ”Herrens ord” næsten udelukkende et kvindeligt privilegium. Alle de største profeter er kvinder: den Hellige Birgitta af Vadstena, skt.. Katarina af Siena, Jeanne d’Arc, Maria a la Coque og søster Faustina Kowalska, bare for at nævne nogle få. Disse kvinder – hvoraf de fleste senere blev ophøjet til helgener – har spillet en meget vigtig rolle i Kirkens liv. Flere af Kirkefædrene forbandt profeterne med det kvindelige element i Kirken. Især Maria, Jesu Moder, portrætteres som profeten par exellence. Maria er arketypen på kristen profeti gennem sin evne til at lytte til og modtage Guds ord, så det kan bære frugt og blive udbredt i verden.

Hvis man vender sig mod teologien for at lære mere om profetier og for at få at vide, hvad en profet er, og hvad han/hun kan, vil man gøre en overraskende opdagelse. Rino Fisichella bemærker, at ”stå over for emnet om kristen profeti er som at se på vragresterne efter et skibsforlis.” (s. 788). Få teologiske emner er dækket så dårligt som kristen profeti. Teologer som Karl Rahner (s. 22), Hans Urs von Balthasar (s. XI) og Joseph Ratzinger (s. 106) har begrædt dette nærmest blanke sted på det teologiske kort. Men det næsten blanke sted er interessant, for det afspejler et karakteristika for profeterne: de er aldrig særligt populære! Ligesom Kirken normalt har afvist profeterne, mens de var i live, synes der ligeledes at være et ønske i teologien om at få emnet overstået så hurtigt som muligt.

Nye indfaldsvinkler

I den katolske tradition bliver profetien ignoreret på grund af en meget uheldig tendens i katolsk teologi. Det drejer sig om definitionen af det komplekse koncept angående åbenbaringen. Problemet er, hvordan man definerer, hvad en åbenbaring er. I lang tid mente man, at åbenbaringer kun angik læren. Gud åbenbarer sig kun for at udbrede lære og doktriner til Kirken. Denne opfattelse af åbenbaringer kaldes dogmatisk indfaldsvinkel til åbenbaringer. Fra hjertet af denne forståelse fremkom tanken om afslutningen på åbenbaringer med den sidste apostel. I har måske hørt om denne doktrin. Den er meget vigtig og har haft stor indflydelse på opfattelsen af profetier. Det er tydeligt: Hvis åbenbaringer handler om doktrin, har Jesus og apostlene givet os alt det, vi har brug for at vide om frelse, og så har Gud ikke mere at fortælle os, for der kan ikke være en mere perfekt åbenbaring end Jesus Kristus, og ingen doktrin kan være mere perfekt end den doktrin, Han lærte Sine disciple.

Men denne opfattelse af åbenbaringen har meget store ulemper. For det første antyder det, at Gud er en Gud, som efter at have talt med Sin Søn pakker sin kuffert og trækker sig tilbage til en lang ferie, indtil Han vil komme igen på dommedag. Men det er ikke den kristne Gud. Jesus åbenbarede Gud som den Gud, der hele tiden søger efter Sine skabninger, fordi Han elsker Sine skabninger.

Det andet Vatikanråd rettede mange af disse misforståelser. Teologer på Rådet var kommet til den konklusion, at Guds åbenbaringshandling ikke kun handler om doktrin. Når Gud åbenbarer sig, er det ikke kun fordi, Han ønsker at tilføje noget til doktrinbøgerne. Han åbenbarer sig, fordi Han elsker Sin Kirke, og fordi Han ønsker at drage Sine børn ind i et fællesskab med sig. Denne nye opfattelse af åbenbaringen kaldes den personalistiske indfaldsvinkel til åbenbaringen. Ved denne indfaldsvinkel blev tanken om afslutningen på åbenbaringer med den sidste apostel opfattet som et ufærdigt billede af åbenbaringen. Det beviste, at ordet afslutning var en forkert oversættelse af det latinske completare, som, I ved, ikke betyder at afslutte men at opfylde – Kristus er den opfyldte åbenbaring af Gud, men ikke den sidste manifestation.

Dette er meget vigtigt for opfattelsen af kristen profeti. Det betyder, at der meget vel kan være kristne profeter. Det er sandt, at de ikke kan sige noget, der strider mod Guds åbenbaring i Kristus. Bibelen er det normative vidnesbyrd om Kristi åbenbaring, men det er ikke Hans sidste, som Jesus siger i Bibelen: Jeg har stadig meget at fortælle jer. Og et andet sted i Johannesevangeliet skriver Johannes, at Kristi ord og gerninger aldrig kan viderebringes i fuldt mål – hvis de blev skrevet ned, ville beretningerne fylde hele jorden (Joh. 21:25). Sommetider kan Kirken bevæge sig så langt væk fra Kristi åbenbaring, at profetens ord vil se ud som et ”nyt ord”. Men når Kristus er Guds ord, er det logisk, at en profet aldrig vil sige noget essentielt nyt, eftersom Guds sandhed er én sandhed.

Hans Urs von Balthasar er en af de vigtigste teologer i vort århundrede. Ved Det Gregorianske Universitet bliver der for øjeblikket skrevet flere doktorafhandlinger om Balthasar end om nogen anden teolog. Balthasar er en teolog, som har reflekteret grundigt over den kristne profetis koncept. Han tror på, at Kristus potentielt har Kristi liv og offer og på et objektivt niveau har gjort alting nyt – Kristus gav det nødvendige offer for at bryde barrieren mellem Gud og mennesker. Han har givet menneskeheden mulighed for at blive forenet med Gud, men denne mulighed er stadig ikke fuldstændigt realiseret. Hvis man ser på, hvad mennesket har udrettet bare i dette århundrede – jeg tænker især på Holocaust – kan man forstå mennesker, som har svært ved at respektere troen på, at frelseren er kommet til verden. Verden ser ikke altid ud, som om den har haft sin frelser! Kristi komme er ikke Guds sidste ord – det er Hans mest perfekte ord, men dette ord skal omsættes i praksis, og det er derfor, at man med rette kan sige, at kristendommen i sandhed er et mellemstadium mellem, hvad Kristus gjorde, og hvad Han vil opnå gennem historien og ved tidernes ende. Kirkefædrene var helt klar over dette. Kristus er kun kommet for at komme igen og opfylde det rige, Han lovede ved sit første komme. Det er i dette allerede men ikke helt, at den overvejende del af kristen praktiseren har sin plads – bøn, tankelivet, offer, missioneren og ethvert initiativ til at få evangeliet til at gå i opfyldelse. Og det er her, profetien har sin plads. I Johannesevangeliet siger Jesus, at Helligånden vil minde Kirken om alt (Joh. 14:26) og vejlede i hele sandheden (16:12-15). Al kristen aktivitet handler om denne påmindelse om sandheden. Det er på denne påmindelsesproces og vejledning i hele sandheden man må fokusere for at nå ind til kernen og rækkeviden af profetien.

Referencer:

Balthasar, Hans Urs von. Thomas und die Charismatik. Freiburg, 1996.

Fisichella, Rino. Dictionary of fundamental theology. Ed. René Latourelle & Rino Fisichella. New York, 1994.

Hallbäck, Gert. Nordisk Nytestamentligt Nyhedsbrev. Nr. 2, august 1995.

Rahner, Karl. Visionen und Prophezeihungen. Herder, 1958.

Ratzinger, Joseph. Wesen und Auftrag der Theologie. Freiburg, 1993.