SANDT LIV I GUD

ØKUMENI OG SPIRITUALITET

Oversat artikel fra http://www.tlig.org/farfa.html

I november 2001 var Vassula inviteret til et officielt symposium om økumeni (bestræbelse for at forene de kristne kirkesamfund), som blev holdt på et sted, der hedder Farfa, uden for Rom. Det blev afholdt af Birgittasøstrene. Vassula skulle repræsentere en lægperson, som går ind for enhed. Hver deltager skulle holde en timelang tale, efterfulgt af en debat med spørgsmål. Hele komitéen bestod af katolikker og protestanter. Den katolske biskop af Sverige var der tillige med mange teologiprofessorer, højærværdigheder og forskellige gejstlige. Symposiet varede fire dage og havde mange talere, alle teologer og gejstlige, bortset fra Vassula.

Da Vassula havde sluttet sin tale og ventede på spørgsmål og på, at debatten skulle begynde, græd den teolog, som ledede symposiet. Han sagde så: ”Denne prædiken om enhed var den mest glødende, jeg har hørt i hele mit liv. Derfor vil jeg ikke lade nogen spørgsmål blive stillet her, fordi dette var en profetisk stemme, der talte, og når det gælder profeti, lytter vi og gør, hvad vi bliver bedt om.

Konference Invitation/ Program
GUDS KALD TIL SIT FOLK
Vassula Rydén

Herre, jeg beder, som du har bedt: må vi alle blive ét, som Faderen er i dig og du i ham, så at resten af verden må tro på, at det var Faderen, som sendte dig. Vi beder om det samme for de får, som ikke tilhører din flok, så også de vil lytte til din stemme. Vi beder for, at verden må komme til at elske dig fra i dag af. Amen.

Introduktion

Først og fremmest takker jeg Vorherre for denne spirituelle forsamling, fordi det er en nåde, givet af Gud til os alle, som giver os mulighed for at udvide hans rige og bringe os nærmere en forsoning. Så enhver taktfuldhed fra vor side for at genoprette Kristi vaklende hus rører Herren dybt. Ethvert skridt hen imod spirituel enhed, og hele himmelen fryder sig! Enhver bøn for genoprettelsen af Kristi legeme, og Faderens vrede mindskes. Enhver forsamling i hans hellige navn for enhed, og hans velsignelser bliver udøst ud over dem, som deltager i disse møder. Herfor ærer jeg Gud, som aldrig svigter os.

I denne time vil jeg gerne give jer en introduktion til rollen som lægperson i kirken og dernæst tre temaer. Det første tema er om metanoia, frugten af ydmyghed, som fører til forsoning og enhed, det andet er om vor splittelses synd, og det tredje er om Helligåndens rolle som den, der fører os til genforening..

Da jeg modtog denne invitation til at tale om en økumenisk spiritualitet, tøvede jeg med at sætte ord på min særlige erfaring med Gud. Jeg vover ikke at formulere en systematisk ”spiritualitet” ud fra mine egne intime ”samtaler med Kristus.” Jeg vil hellere lade Gud, hvis privilegier løftede profeterne, og som talte og åbenbarede sig selv ”mangfoldige gange og på mangfoldige måder” (Heb. 1:1), endnu engang overbringe sit budskab gennem en skrøbelig person, en del af Kristi legeme. I den forstand er det følgende en anden slags vidnesbyrd om kirkens mystiske tradition. Derfor er, hvad I vil høre i denne time, ikke en akademisk teologidiskurs, simpelthen fordi jeg ikke er teolog, men snarere et levende eksempel på en lægperson som vidne til enhed, når jeg kaldes af Gud til hans tjeneste.

Jeg kommer selv fra den græsk-ortodokse kirke. I vores bog over den ortodokse kirkes doktrin, bog I, udgivet i 1997 af Hr. Trembelas, står der på side 79: ”Åbenbaringer defineres som en Gudshandling, ved hvilken han gør sine fornuftige skabninger opmærksom på sin eksistens mysterier, natur og vilje, i overensstemmelse med deres begrænsede intellektuelle evner...” osv. Det er værd at læse side 78, hvor det beskrives, hvorfor det er nødvendigt, at Gud selv leder sit folk. Der er mange flere henvisninger til lægfolks rolle i vor ortodokse kirke, men den begrænsede tid tillader os ikke at gennemgå dem i detaljer her.

Det er ligeledes velkendt, at 2. Vatikankoncil har understreget, hvor vigtigt det er, at lægfolk bidrager til at sprede de gode nyheder gennem de forskellige gaver, Gud skænker sin kirke. I Lumen Gentium, erklærer koncilet klart, at lægfolk deltager i Kristi profetiske opgave. Kristus udfører denne profetiske opgave, ikke blot ved hjælp af hierarkiet, men også ved hjælp af lægfolk. I overensstemmelse hermed etablerer han dem både som vidner og udstyrer dem med troens sans og ordets nåde (LG 35). Enhver lægperson spiller en rolle i denne evangeliets forkyndelse, alt efter den nådegave, Gud har givet ham, og via de evner, han har fået, og er på samme tid vidne til og det levende redskab for selve kirkens mission, ”alt efter hvor meget Kristus har tildelt ham.” (Ef. 4:7). Det er derfor klart, ud fra hvad kirkerne vurderer, at lægfolk har en meget vigtig rolle at spille i verden, og at de nådegaver, Helligånden giver sit folk, altid er til fællesskabets tjeneste og til gavn for kirken.

Lige fra begyndelsen af dette kald nærmede Vorherre sig mig med kongelig ødselhed og henvendte sig til mig i poetisk form, eftersom religion og dyd har været hans blide samtaleemner med mig gennem disse sidste seksten år. Uden at have gjort mig fortjent til det kaldtes jeg, og jeg svarede, som der står i biblen: ”Jeg troede, og derfor talte jeg.” (2 Kor. 4:13). Derefter blev jeg af Herren bedt om at anerkende ham, og idet jeg anerkendte ham, viste han mig sit enhedskors.

Nogle af Kristi første befalinger til mig var disse: ”Hvilket hus er vigtigst, dit hus eller mit hus?” Jeg svarede: ”Dit hus, Herre.” Så sagde han: ”Genopliv mit hus, forskøn mit hus, foren mit hus.” Jeg oplevede en stærk følelse af hjælpeløshed, og jeg havde det forfærdeligt. Jeg klagede: ”Jeg ved ikke, hvordan jeg skal gøre alt dette. Jeg ved ingenting!” Kristus sagde da: ”Bliv ved med at være uvidende; jeg ønsker en, der ingenting ved, og i din uvidenhed vil jeg vise min autoritet, min styrke, og at jeg eksisterer; så dø fra dig selv og tillad min Helligånd at ånde i dig.” Derefter bad han mig om at gå med ham, men det var efter at have gennemgået mange sjælekvaler. På denne måde modtog jeg Guds frø uden at have gjort mig fortjent hertil. Det står skrevet: ”Et menneske kan ikke tage noget som helst uden at have fået det givet fra himlen.” (Joh. 3:27)

Dette værk af Helligånden er trykt i elleve bind og oversat til 40 sprog. (Udgivet under fællesnavnet Sandt Liv i Gud (True Life in God)). I disse spirituelle skrifter ser vi, hvordan Gud giver os chancen for at blive fuldendte og være i stand til at opnå guddommeliggørelse gennem hans guddommelighed og blive en del af Gud ved at deltage. Frugterne af dette arbejde er utallige, fordi også de kommer fra Herren, og alle gode ting kommer fra Herren. Det er værd at nævne en af dem. I dag findes der over hele verden over tusind økumeniske bedegrupper, som blev dannet via disse værker, der bygger på åbenbaringer, ”Sandt Liv i Gud.” Disse økumeniske bedegrupper består af forskellige kirkelige retninger, som mødes for at bede for enhed og forsoning mellem kirkerne. På grundlag af disse grupper er der åbnet ni velgørende institutioner, som giver mad til fattige og nødlidende. De hedder Beth Myriam, hvilket betyder Marias hus. Der kommer andre, der vil åbne og blive aktive ved Guds nåde i den nærmeste fremtid.

Ved Guds nåde er jeg blevet inviteret til tres lande indtil videre for at vidne om Herrens store værker. Dette skete ved flere end 700 møder, for romersk-katolske, græsk-ortodokse og for adskillige andre kirker. Jeg kunne heller ikke afslå at tale for vores andre brødre og søstre, som ikke er kristne. Vorherre åbnede en dør også for de ikke-kristne, og således kaldtes jeg til at tale til jøder, såvel som hinduer, muslimer og buddhister, som, efter at jeg havde talt Guds ord til dem, fandt deres frihed og forsonede sig selv med den treenige Gud, idet de bad om dåbens sakramente. For Kristus havde bedt til Faderen om dette og sagde: ”Ikke for dem alene beder jeg, men også for dem, som ved deres ord tror på mig.” (Joh. 17:20).

I marts 2000 tillod Herren os at forsamles i hans fødeby, Betlehem. 450 mennesker kom vidt og bredt fra; ja, fra mere end 55 lande og 12 forskellige kirker til et internationalt møde til bøn for fred og enhed. Vi samledes som én enkelt familie. Med os havde vi 75 gejstlige, også fra de 12 forskellige kirker, som kom, men også andre gejstlige fra Det hellige Land, som havde hørt om dette bønnemøde og sluttede sig til os. Denne økumeniske begivenhed blev koordineret af nogle jøder og palæstinensere, som var blevet berørt af åbenbaringerne i ”Sandt Liv i Gud”. De troede på Kristi genløsning og på hans plan om at redde os i vore dage og meldte sig frivilligt til at organisere dette møde.

Når man ved, hvordan palæstinensere og jøder i dag slås imod hinanden, er deres forsoning et tegn på Helligåndens magt, som forenede disse to nationer til at arbejde for et møde for fred mellem de splittede kristne. Som biblen siger: ”Retfærdighed er en frugt af det, der sås i fred, og den tilfalder dem, der stifter fred.” (Jak. 3:18). Dette er en lære for os alle.

At se alle disse gejstlige i deres forskellige ornater, skønt alle kristne, den ene ved siden af den anden, smile, dele uden at begå uretfærdigheder, deltage i bønner og liturgier, var klart en triumf for Vorherre. Vi levede og fik en forsmag på, hvordan der en dag vil være enhed mellem kristne, og vi hylder Gud. Inden talerne og præsentationerne fik vi de gejstlige til at danne en procession. Det var ærefrygtindgydende. Nogle bar ikoner, andre statuer af Det hellige Hjerte og en statue af Jomfru Maria; faktisk var det en protestantisk præst, der bar Madonnaen, og han var meget stolt af det. Andre havde røgelse, andre lys, græsk-ortodokse gejstlige bar rosenkranse rundt om halsen, som de havde byttet sig til hos de romersk-katolske for deres egne kors og panayer, og de gik alle i procession til en byzantinsk hymne, idet de messede, Herre, forbarm dig!