Holdning for den katolske person,
der er trofast mod kirken
- af fader Guido Sommavilla, SJ

Møde med Vassula i Teatro Carcano, Milano, 19. april 1997

Mit kære folk, søstre og brødre i Jesus, Herren; min kære Vassula. Efter den anden kundgørelse fra Congregationen for Troens Doktrin (tidligere kendt som Det hellige Konsistorium) sidste december er jeg blevet bedt om at sprede lys i samvittigheden for de kristne, som tror, som er katolikker og trofaste mod Kirken lige som jeg, og som jeg håber, I alle er.

De, som kender mig eller mine skrifter, ved, at jeg er katolik, at jeg er præst, jesuit, og meget trofast mod Kirken – elsker den og forsvarer den – lidt for meget endda, siger nogle. Jeg ved, at Det hellige Konsistorium i sandhed er et sacrum officium, dvs. en indviet og hellig institution, som er nødvendig og retmæssig for Kirken og for de troende. Udtalelserne fra Det hellige Konsistorium er autoritære udtalelser, der kan være ekstraordinære eller almindelige, og de almindelige udtalelser kan være private eller universelle. I dette tilfælde er der tale om en almindelig, privat udtalelse. Vi ved alle, specielt vi præster, at når der er tale om almindelige, private sager, kan det autoritære organ fejle. Alle ved det. Medlemmerne af Congregationen er de første, der ved det – startende med Kardinal Ratzinger. Det er muligt er fejle. Intet er ufejlbarligt, og intet er definitivt i dette hellige organ. Det er sket, at Congregationen har fejlet.

For eksempel fejlede den, da den erklærede Padre Pios nådegaver og stigmata osv. for humbug, dvs. produkter af sygdom og fantasi (1920-22). Den fejlede, da den erklærede søster Faustina Kowalskas nådegaver for humbug – den polske nonne, der senere blev beatificeret. Det hellige Konsistorium kan altså fejle. Dette var to eksempler fra dette århundrede. Der er et tredje tilfælde fra dette århundrede, og andre tilfælde fra tidligere, men de er dog undtagelser fra reglen, for Congregationen fejler for det meste ikke. Men den kunne have fejlet også denne gang, og det ved medlemmerne også.

Hvad siger kundgørelsen angående fr. Vassula Ryden? Det er ikke en forholdsregel, men et stykke information, som efter kort at have beskrevet motiveringen opfordrer de troende til ikke at tro, at der er noget overnaturligt i Vassula Ryden, og at det ikke er Gud, som skriver, taler, dikterer, viser sig, direkte gennem hende. Jeg gentager, det er en opfordring. Nu er opfordringer, ligesom anbefalinger (tag f.eks. anbefalingerne i evangeliet om kyskhed, fattigdom og lydighed) noget, som vi er frie til at følge eller ikke følge. Vi kan frit vælge efter vores samvittighed.

Vi er alle, hvad angår Vassula og hendes nådegaver, frie til at tro på, at Jesus er i hende, og at Han skriver og kommunikerer gennem hende. Desuden taler denne kundgørelse ikke kun på en vis måde imod hende, men den taler også en del til hendes fordel ved at anerkende, at der er positive aspekter i budskaberne og profetierne. Den siger også, at Vassulas følgende skrifter ikke indeholder de fejl, som de opregnede i kundgørelsen. Dette skete, mens de første fem bind var udkommet 15 måneder før kundgørelsen. Det er imidlertid sikkert, at Det hellige Konsistorium siden har set de efterfølgende bind og bemærket, at der heller ikke her var nogen fejl. Ellers ville de have sagt det. Derfor er der fra bind 4 til bind 8 af de udkomne bøger ikke nogen fejl ifølge Det helllige Konsistorium – alt er positivt.

Derfor er det positive aspekt (i en religøs, åndelig og moralsk betydning) i Vassula meget større end den negative del, ifølge Det hellige Konsistorium. Imidlertid fortsætter kundgørelsen med at sige, at den negative del, dvs. fejlene, er af en sådan karakter, at hele Vassula-fænomenet er negativt. Derfor opfordringen til ikke at tro.

Nu vil jeg gerne sige noget. Jeg har undervist i bl.a. filosofi i Milano i over 40 år, og jeg har specialiseret mig indenfor filosofiens logik. Tre af mine bøger om dette emne er blevet udgivet, og jeg ræsonnerer på følgende måde: hvis Det hellige Konsistorium vælger en simpel opfordring til at fortælle de troende om den negative side, så udleder jeg logisk heraf, at den negative del er svag. Den er spinkel, den er skrøbelig, ellers ville de have udstedt et direkte forbud. Hvis den negative del altså, som vi bliver gjort opmærksomme på, er spinkel, så er ræsonnementet bag den også spinkelt. Fejlene, enkeltvis og samlede, er svage. (I dag har jeg ikke tid til at udpege indholdet af denne spinkelhed. Hvis man imidlertid vil læse den tredje indledning til bind 8 (af Sandt Liv i Gud), kan man finde en slags analyse af de motiver, der driver dem, der er imod Vassula.)

Så hvis grundene er spinkle, og den negative del, som vi bliver advaret mod, er spinkel, så kan vægten, som måske hviler på samvittigheden hos dem, som vælger ikke at tage imod opfordringen (og jeg er en af dem), også kun være spinkel. Nu spørger jeg så, og nogle af jer undrer jer måske: kunne det være bedre at tage imod denne opfordring snarere end ikke at tage imod den; vil Gud æres mere, hvis man tager imod den; ville Han være gladere, hvis vi tager imod den? Svaret må være dette: Det er som med evangeliets anbefalinger om fattigdom, kyskhed og lydighed, som også kommer fra Gud, dvs. fra Jesus. [Opfordringen] er en anbefaling. Hvis man vælger ikke at følge den, begår man ikke den mindste synd.

Så hver enkelt person må spørge sig selv, om det er bedst at følge den eller lade være. Jeg tror, at vi alle her er overbeviste om, at de fleste mennesker gør bedst i ikke at aflægge klosterløfte, fordi de fleste mennesker ikke passer til det. Der er desuden mange mennesker, som ikke kan aflægge klosterløfte, dvs. som ikke kan følge disse anbefalinger fra Jesus, og det er alle dem, som er gift. På dette punkt kan jeg sige, at jeg selv på en vis måde er gift. Dvs. at jeg er uløseligt bundet til troen på Vassula. Jeg er bundet til det bevis, at hun ikke kan være forfatter til alle disse vidunderlige budskaber, for jeg tror, at det virkelig er Jesus, Gud og Maria i hende, der skriver og lader sig selv blive kendt og hørt. Denne vedvarende dialog, der finder sted i hende, er virkelig. Jeg er helt sikker på det. Jeg har beviserne, for jeg har læst og mediteret over Vassulas bøger i årevis.

Så i 1995 bad Avvenire (italiensk, katolsk dagblad), som jeg er korrespondent for, mig om at forsvare Vassula mod den negative folder, der er skrevet af Fader Dermine. Min artikel blev trykt i Avvenire og bagefter bad den italienske udgiver af Sandt Liv i Gud mig om at studere Vassula og skrive en bog. Jeg har undersøgt sagen i mere end et år nu, og jeg er kommet til den konklusion, at Vassulas nådegave er autentisk. Ingen lydighed kan gå imod beviset for sandheden.

I sit berømte lydighedsbrev siger skt. Ignatius af Loyola (som måske er den største lydighedslærer i Kirken), at når man står overfor sandhedsbeviset, kan man ikke adlyde – hvor det at adlyde betyder at gå imod sandheden. Måske skal I alle spørge jer selv: har jeg dette bevis? For det afhænger af den grad af sandhedsbevis, som hver af Vassulas læsere ansvarligt og intelligent har opnået ved at læse budskaberne. Det afhænger af hver enkelt person. Jeg tror – håber endda – at størstedelen af de intelligente og ansvarlige mennesker, der læser Vassula, vil være i stand til at forstå dette sandhedsbevis.

Desuden er der i kundgørelsen ikke den mindste omtale af, at vi ikke skulle invitere Vassula, så derfor kan vi invitere hende, vi kan komme og lytte til hende, komme og bede sammen med hende. Kundgørelsen siger heller ikke noget om at forbyde information om hende. Vi er derfor fri til at lære noget om hende. Der var ikke den mindste omtale af dette, og som I kan se, udgives hendes bøger stadigvæk. Indledninger til hendes bøger og artikler om hende udgives af et katolsk forlag, der tilhører et religiøst samfund, the Priests of the Sacred Heart, Dehonianerne. Enhver form for information, gennem pressen, fjernsyn, radio eller anden form for kommunikation, er tilladt. Det hele er tilladt. Sådan står tingene.

Der er en anden ting at tage i betragtning: opfordringen, eller snarere påmindelsen til alle biskopper i verden. Vassula kommer over hele verden, fordi hun bliver inviteret. Hun tager ikke afsted for at vise sig frem. Det må siges, at hun ikke bryder sig om at være i centrum. Jeg husker en samtale, hvor hun taler med sin engel: ”Min engel, du ved, at jeg ikke kan lide at blive vist frem.” Vassula gør det, fordi det er hendes pligt, og fordi det er Jesus, som vil have det, og hun er mere end sikker på, at det er Jesus, som vil have det. Det koster hende meget at tage rundt, men Jesus vil have hende til det, og så gør hun det. Så der er en påmindelse til biskopperne i den katolske verden til at handle derefter. Det er noget, der angår biskopperne. Det er op til dem at bestemme, hvad der skal gøres. Men tingenes logik bringer mig imidlertid til at bemærke, at biskoppernes handlinger ikke kan gå videre, end Det hellige Konsistorium allerede har gjort. Det betyder, at de ikke kan gøre mere end at viderebringe opfordringen, hvilket grundlæggende lader de troende være fri.

Der er en sidste ting at bemærke. Det er noget, som giver os grund til at glædes og være taknemmelige, Kundgørelsen siger, at alle disse budskaber, al denne dialog, dette digt om Guds liv, sandt liv i Gud, ”kun er denne kvindes private meditationer.” Med dette ordvalg, med denne autoritative fortolkning fra Det hellige Konsistoriums side er alle andre fortolkninger udelukkede, eller diskvalificerede. Det gælder især to fortolkninger, som tilskriver alle disse profetiske fænomener til djævelsen eller det underbevidste. Det er f.eks. det, som Fader Dermine har sagt om Vassula i udsendelserne på Radio Maria – ja, dén ”helllige Radio Maria”, som i dette tilfælde er knap så hellig. Psykologer ved, at hun, hvis det var sandt, ville være et frygteligt schizofrent tilfælde; hendes sind ville være alvorligt sygt. Men de, der kender hende, ved, at det ikke er tilfældet. Når kundgørelsen derfor siger, at fænomenet fuldstændigt skal tilskrives hende, udelukker det de to andre muligheder med djævelen og det underbevidste. Det vides, at Vassula, specielt i de første år, selv var i tvivl, om det hele kom fra djævelen eller fra hendes underbevidsthed. Nu har vi Det hellige Konsistorium, som forsikrer hende om, at det hverken kan komme fra hendes underbevidsthed eller fra djævelen.

Vi er taknemmelige for denne afklaring fra Det hellige Konsistorium. Tak.