Fred være med dig. Jeg er her; Jeg er Jesus Kristus. Jeg er foran dig; Jeg er din Lærer, og Jeg elsker dig. Det onde blev besejret ved, at Jeg ofrede Mig Selv. Sov ikke, for Jeg kommer snart. Jeg er Åbenbaringen. Jeg har efterretninger, som vil tale stærkt. Tal med Mig om Min Korsfæstelse, Vassula.

Hvad skal jeg sige? Skal jeg tænke på, hvad der skete før eller under Din Korsfæstelse?

Før.

Jesus viste mig i et syn, hvordan Han blev pisket.

De bandt Mine fødder med reb og beordrede Mig til at gå hen til det sted, hvor Mit Kors var. Datter, Jeg kunne ikke gå, eftersom de havde bundet Mine fødder, så de trak Mig omkuld og slæbte Mig ved håret hen til Mit Kors. Min smerte var uudholdelig; dele af Mit kød, som hang løst efter piskningen, blev revet af. De løste rebene fra Mine fødder og sparkede til Mig, for at Jeg skulle rejse Mig og bære Min byrde på Mine skuldre. Jeg kunne ikke se, hvor Mit Kors var, for Tornene, som var trængt ind i Mit Hoved, fyldte Mine Øjne med Blod, som strømmede ned over Mit Ansigt. Så de løftede selv Mit Kors og lagde det på Mine skuldre og skubbede Mig hen til porten.

>Datter, Oh, hvor var Mit Kors, som Jeg skulle bære, dog tungt! Jeg famlede Mig frem til porten, ledt af pisken bag Mig; Jeg prøvede at se vejen foran Mig gennem Mit Blod, som sved i Mine Øjne. Jeg følte så, hvordan der var nogen, som tørrede Mit Ansigt. Kvinder, i stor kval, trådte frem og vaskede Mit opsvulmede Ansigt. Jeg hørte, hvordan de græd og klagede; Jeg følte dem tæt på: "Vær velsignede", sagde Jeg. "Mit Blod vil vaske hele menneskehedens synder bort; se, Mine døtre, tiden for jeres frelse er kommet." Jeg slæbte Mig. Skarerne begyndte at blive vilde. Jeg kunne ikke se nogen ven omkring Mig, der var ingen, som kunne trøste Mig. Min pine blev større, og Jeg faldt til jorden. I angst for at Jeg skulle udånde før Korsfæstelsen, beordrede soldaterne en mand ved navn Simon til at bære Mit Kors. Min datter, det var ikke en gestus af venlighed eller medlidenhed; det var for at holde Mig i live til Korsfæstelsen.

Efter at Jeg var kommet op på bjerget, kastede de Mig til jorden og rev tøjet af Mig; de lod Mig stå uden tøj på, synlig for alles øjne. Mine Sår brød op igen, og Mit Blod flød ud på jorden. Soldaterne bød Mig vin, blandet med galde. Jeg nægtede at drikke den, for dybt inden i Mig havde Jeg allerede den bitterhed, som Mine fjender havde givet Mig.

Først naglede de hurtigt Mine Håndled, og efter at de havde slået naglerne godt fast i Mit Kors, strakte de Mit brudte Legeme og gennemborede med rå vold Mine Fødder

Datter, oh Min datter, hvilken lidelse! Hvilken smerte! Hvilken pine Min Sjæl gik igennem! Svigtet af dem, Jeg elskede, fornægtet af Peter, på hvem Jeg ville bygge Min Kirke, fornægtet af resten af Mine venner, helt alene, overgivet til Mine fjender. Jeg græd, for Min sjæl var fyldt med sorg.

Soldaterne rejste Mit kors og satte det i et hul i klippen. Jeg stirrede ned på skarerne derfra, hvor jeg var. Jeg kunne knap se ud af Mine opsvulmede Øjne. Jeg så på verden; Jeg fandt ingen ven blandt dem, som spottede Mig. Der var ingen til at trøste Mig. "Min Gud! Min Gud! Hvorfor har Du forladt Mig?" Forladt var Jeg af alle dem, som elskede Mig.

Mit blik faldt på Min Moder; Jeg så på Hende, og Vore Hjerter talte : "Jeg giver Dig Mine elskede børn, så at de også må være Dine børn. Du skal være deres Moder." Afslutningen nærmede sig, frelsen var nær. Jeg så Himlene åbne sig, og alle englene stod oprejst, alle stod i stilhed.
"Min Fader, i Dine Hænder betror Jeg Min Ånd; Jeg er hos Dig nu."

Jeg, Jesus, har nu ladet dig nedskrive, hvordan Jeg led. Bær mit Kors, Vassula, bær det for Mig. Mit Kors råber på Fred og Kærlighed. Jeg vil vise dig Vejen, for Jeg elsker dig, datter.