Langfredag - 17/4 1987

Langfredag

Ved slutningen af gudstjenesten, Langfredag, uddeler præsten de blomster, som har dækket Jesu Grav. Han gav hele buketter til folk. Jeg fik præcis tre blomster trykket i hånden. Jeg forstod dette som et tegn fra Gud for at minde mig om problemet, jeg har haft med at forstå Treenigheden.
To dage gik uden at skrive. Jeg savnede det forfærdeligt, for når jeg skriver, er jeg som i en slags meditation, i kontakt med Gud og føler Ham intenst.

Min Gud, det er så længe siden!

Hvor længe?

To dage!

To dage, Vassula? Og Jeg, der har ventet på dig i årevis. Hvad skal Jeg så sige?

Jeg mangler ord, Jesus. Jeg er ked af at have såret Dig. Tilgiv mig!

Kom, Jeg tilgiver dig. Alt, hvad Jeg ønsker af Mine elskede sjæle, er at de lader Mig beslaglægge deres hjerte i bare nogle få minutter og lade Mig fylde det med Min overstrømmende Kærlighed.

Jesus sagde dette med en vældig ømhed og kærlighed...

Når Gud kommer til mig for at give et vigtigt budskab, angriber djævelen eller de onde ånder mig. Jeg mærker ham ikke fysisk, men den eneste ting, der er ham tilladt at gøre i disse budskaber, er at manifestere sig skriftligt for derved at forulempe mig og forbande mig. Siden jeg blev undervist af Gud i at se forskellen og erkende djævelens ord, forhindrer jeg ham som regel i at skrive sine ord færdigt, hvilket gør ham rasende. Hvis det undslipper min opmærksomhed, standser Gud min hånd, og den kan ikke skrive. Disse angreb er altid stærkest, når et vigtigt budskab fra Gud er ved at blive skrevet. Jeg har nu forstået det mønster, djævelen handler efter, så jeg giver ikke op, selv om jeg til tider ikke har håb om at kunne klare det.